Kategori: Bogbloggerevent

Mit Bogforum 2017: Lørdag

Min lørdag til Bogforum, var noget mere tæt pakket, end om fredagen, og jeg glædede mig usandsynligt meget til det alt sammen. Især to forfattere var jeg enormt spændt på at se: Katja Berger og Adam Silvera! Jeg kom tidligt og gik rundt sammen med en veninde, inden første punkt på mit program skulle komme.

Tiden gik dog hurtigt, og jeg gik ned mod Bella Scenen, hvor Katja Berger skulle blive interviewet af forfatter Haidi Wigger Klaris. Jeg kom i god tid, så jeg var sikker på at få en god plads, og jeg var så heldig at få plads aller forrest!
Jeg har hørt Katja snakke om sin bog før, men det var mit første interview, jeg kom til at høre omkring “Sjælehenteren”. Jeg elsker det univers, Katja har skabt i “Sjælehenteren,” og jeg kunne ikke vente med at komme til at høre mere.
Det var et virkelig godt interview, og Haidi stillede nogle rigtig gode spørgsmål. Katja gjorde det også super godt og sørgede med sin oplæsning for, at jeg igen fik lov til at synke ned i det skønne, skønne univers! Det var et dejligt interview!

Og så skulle jeg ellers på forfatterjagt! Der var én forfatter, jeg ikke ville kunne nå at få signeret bøger af senere på dagen, og en anden forfatter jeg ikke nåede at fange i går. Så min veninde og jeg gik på jagt og fandt heldigvis Louise Haiberg på Tellerups stand. Dog var Anika Eibe ikke at finde. Mens Louise stod og signerede mine og min venindes bøger, dukkede Anika pludselig op. At ja, der var blevet ringet efter hende, fordi der var nogen der ledte efter hende. Meget fornemt.
Så jeg var en meget glad bogblogger, der fik skrevet i alle mine 8 bøger!

Så skulle jeg mødes med 3 skønne forfattere bare til en hyggesnak, nemlig: Karen Inge Nielsen (Ravneskrig), Charlotte Fischer (Sjælevandrer) og Julie M. Day (Grænsen til Trafallas). Tre helt igennem vidunderlige kvinder og forfattere, og jeg nød virkelig deres selskab. Dog kunne jeg ikke blive så længe, da jeg skulle ned og se et interview med Adam Silvera. Så efter en halv times tid måtte jeg desværre smutte fra dem. Heldigvis havde min veninde holdt en plads til mig og en anden veninde, og vi fik faktisk rigtig gode pladser. Fremmødet til Silveras interview var helt sindssygt, så vi var heldige, at få så gode pladser!
Interviewet var rigtig godt! Jeg har ikke læst nogle af hans bøger endnu, men efter interviewet fik jeg endnu mere lyst til det. Det var skønt at få et indblik i Silveras tanker og skriveprocessen bag hans nyeste bog på dansk “De dør begge til sidst.” Det var et meget interessant interview, hvor der blev stillet nogle gode spørgsmål, og Adam Silvera var rigtig god til at underholde publikum.
Derefter var der signering! Selvom jeg ikke har læst hans bøger endnu, var jeg nødt til at få hans bøger signeret. Jeg havde købt alle tre til formålet. Dog havnede vi langt tilbage i køen og måtte vente i en time for at få bøgerne signeret. Men det var ventetiden værd. Adam var så sød, og han tog sig god tid til os alle sammen.
Jeg fik endda taget et billede med ham!

Derefter havde jeg ikke mere på programmet til selve Bogforum, men den veninde, jeg fulgtes med i weekenden, og jeg havde planer efterfølgende, som dog også var bogrelaterede: Vi skulle ud og fejre Nicole Boyle Rødntes’ bogudgivelse nr. 50. Det blev holdt på en hyggelig bar med lækre (og stærke!) drinks, hvor vi fik hørt rigtig meget om Nicoles to nyeste romaner: “Udstillet” og “Genfærd”. To bøger, jeg glæder mig helt vildt til at læse!

En anden blogger, der var til stede til arrangementet, var Reading Raindrops. Jeg havde også mødt hende om fredagen til brunch, og hun er simpelthen så sød. Hun skulle tilfældigvis hele vejen med tilbage til Farum, og det var bare så hyggeligt.

Desværre var mit Bogforum eventyr ovre for denne gang, da jeg havde planer søndag.
Dog glæder jeg mig allerede helt vildt til Bogforum 2018!

Bogbloggerevent med Katja Berger & Sjælehenteren

I lørdags var jeg inviteret med til et bogbloggerevent af forfatteren Katja Berger for at fejre hendes kommende udgivelse “Sjælehenteren.” Det er en bog, jeg med spænding har ventet på, siden Katja annoncerede den første gang, og jeg havde med længsel set frem til dette bogbloggerevent, hvor jeg forhåbentligt ville høre meget mere om Raven og første del af hendes historie.

                 Da vi ankom fik vi en lækker alkoholfri hindbærmojito og så os lidt omkring.  Der var pyntet så fint op rundt omkring, og bordet var også bare så flot dækket op! Temaet var New York, da en stor del af bogen “Sjælehenteren” foregår der, og jeg synes temaet var spot on! Man kunne gå rundt om bordet flere gange og blive ved med at finde små, fine detaljer som fx amerikanske hatte.
Derudover var der den dejligste musik, der kørte i baggrunden, og som jeg har en stærk mistanke om kommer til at passe rigtig godt til bogen, og som måske også har inspireret Katja i sin skrivning?

Da alle bloggerne havde set sig lidt omkring, fået hilst på hinanden og snakket lidt, blev maden præsenteret. Maden var også amerikansk inspireret, og den var SÅ lækker! Man kunne bare blive ved med at spise og spise, og jeg tror, at alle, bloggere som forfatter, gik mætte hjem  bagefter. Maden blev delvist sponsoreret af Jespers torvekøkken, og de laver altså virkelig god mad til sådanne arrangementer. Maden var heller ikke for tung eller overvældende. Det var super!

Mens vi sad og spiste, fik vi snakket sammen – en masse forskellige bogbloggere med én fælles passion. Det var rigtig skønt at møde andre bogbloggere og virkelig få snakket igennem og høre deres meninger om forskellige emner. Det var så dejligt, at kunne sidde og snakke bøger uden at være bekymret for, at man kom til at kede folk. Dog blev der også snakket om en masse andre ting, og jeg synes det var SÅ hyggeligt!

Da vi havde siddet lidt, kom kagerne frem! Nøj de var lækre, og de var alle også inspireret af temaet New York. Disse kager havde Katja helt selv stået og lavet, hvilket jeg synes er så flot! Jeg synes virkelig, at det er imponerende, hvad Katja fik sat frem til os i dag, og hvor meget af det, hun har sørget for selv! Det var bare så flot og gennemført det hele! Kagerne var fantastiske, og jeg kunne blive ved med at tage en kage mere!
Tror jeg må få fat i Katja efter nogle opskrifter!
Mens vi sad og spiste vores kager, holdt Katja et virkelig spændende oplæg om “Sjælehenteren.”  Blandt andet hørte vi om inspirationen til bogen, om der var en dybere mening bag bogen, og hvilket kapitel og citat, der var Katjas egen favorit. Derudover fik vi også læst et par passager op af bogen, og den lyder bare stadig SÅ god! Jeg kan slet ikke vente med at komme i gang!

Noget af det, jeg synes var mest spændende og underholdende ved oplægget, var, da vi fik lov til at se, hvordan forsiden blev til. Det var virkelig fascinerende at se og høre, hvordan den startede ud med at være, og hvor meget arbejde og mailen frem og tilbage der skulle til, før slutresultatet kom.  Jeg havde ikke set lignende til andre arrangementer, og jeg elskede virkelig, at vi fik lov til at få den detalje med!

Efter det virkelig spændende oplæg var det efterhånden tid til at smutte hjemad. Dog havde Katja en overraskelse til os bloggere: En goodiebag med det lækreste indhold! Blandt andet et eksemplar af “Sjælehenteren,” der udkommer d. 14 september, lige inden Fantasy festivalen i Esbjerg!
Og så var jeg da også lige så heldig, at jeg nåede at få bogen signeret af Katja!

Jeg vil gerne takke Katja for invitationen til dette super skønne arrangement med så lækker mad og et virkelig spændende oplæg! Og tusind tak for den flotte, flotte goodiebag med alle de godter i!
Det var en dejlig dag, og jeg glæder mig til at lære Raven at kende og til at høre mere til hende. Og at høre mere fra Katja til de forskellige oplæg til de kommende bogevents!