Kategori: Månedens favorit

Læste bøger 2017: Juni + månedens bog

 

Jeg fik læst 6 bøger i juni måned, så jeg synes, det var en rigtig god læsemåned. Det var 5 fysiske bøger og én e-bog. I dette indlæg viser jeg de læste bøger frem for jer og afslører samtidig månedens bog.

En af de bøger, jeg har fået læst i juni måned, er “Vovestykket” af Simona Ahrnstedt, som er 3.  og sidste bind i hendes serie. Bøgerne i denne serie er selvstændige, men hænger stadig sammen, da man møder karakterer fra foregående bøger. Dog kan de læses i uafhængig rækkefølge, hvis man er ligeglad med at få afsløret detaljer fra de to første bøger.  Jeg elsker Simona Ahrnstedts skrivestil, og “Vovestykket” var den største fornøjelsen at læse. Bogen hører til i den romantiske genre, og jeg er slet ikke i tvivl om, at du vil elske den, hvis du er til den genre.

“Sort september” er en ungdomsroman af forfatterduoen Christina Nordstrøm og Kirsten Nordstrøm Hansen. Det var en udmærket og letlæselig bog, med nogle vidunderlige scener mellem hovedpersonen og hendes forsvundne brors bedste ven. Dog var der også nogle ting i den, som jeg ikke brød mig om, men alt i alt var det en rigtig fin læseoplevelse, som jeg vil anbefale unge at læse.

Det er et stykke tid siden, jeg sidst læste fantasy, men Morika trilogien fangede virkelig min interesse, og jeg var meget spændt på, hvad jeg ville komme til at synes om den. Til min store glæde slog Morika 1 – Rent blod fuldstændig benene væk under mig, og jeg synes det var en fantastisk fantasy, og det var en vidunderlig læseoplevelse. Hvis man er til fantasy, må man simpelthen ikke gå glip af denne trilogi! Den er bare SÅ god!

“Dirty Pleasures” er andet bind i Meghan Marchs Dirty Billionaire trilogi. Jeg ELSKER de her bøger, og jeg er allerede i gang med 3. og sidste. Meghan March skriver fantastiske romantiske/erotiske bøger, og hvis man er til den genre, er hun helt sikkert en forfatter, man skal opleve!
Desværre er hun ikke oversat endnu, men bogen er på ingen måde svær at læse.

Papirprinsessen er endnu en bog i den romantiske/erotiske genre og er af forfatterduoen Erin Watt.  Jeg havde kig på den, allerede inden den blev oversat, så da den udkom på dansk, kastede jeg mig over den. Og den skuffede bestemt ikke! Erin Watt skaber magi sammen, og jeg kan slet ikke vente til november, hvor bog 2 udkommer! Den her bog er uforglemmelig og fantastisk, og jeg har allerede lyst til at læse den igen!

“Bossman” er en anden bog, hvor jeg havde kig på den, inden jeg fandt ud af, at den var i gang med at blive oversat til dansk. Da jeg fandt ud af, at Lovebooks udgav den på dansk, kunne jeg slet ikke vente, og jeg måtte bare have den med det samme, da releasedagen kom.
Og den bog er bare vidunderlig! God humor, en hot chef og lige så hotte scener! Virkelig god læseoplevelse.

 

 

Og nu er vi kommet til månedens bog. Det var et meget tæt løb, for der jeg synes, at det var rigtig gode bøger, jeg læste i juni. Især to bøger var svære for mig at vælge imellem.
Men i sidste ende blev månedens bog: (Trommehvirvel…)

 

 

“Papirprinsessen” af Erin Watt! Den var simpelthen bare så fantastisk, og den var simpelthen bare nødt til at blive månedens bog! Den var bare lige tanden bedre end de andre, selvom det virkelig var et tæt løb. Den her bog gjorde bare et eller andet ved mig, som jeg ikke kan beskrive, og jeg elskede hvert et sekund af den!
Som sagt: November må godt komme hurtigt! Det kan faktisk kun gå for langsomt!

Læste bøger 2017: Maj + månedens bog

Maj var en god læsemåned for mig. 8 bøger blev det til i alt: 5 fysiske bøger og tre ebøger. Det har været en måned, hvor jeg har læst bøger af enormt høj kvalitet, og bøgerne har scoret 4 stjerner eller opefter. Det har været en virkelig skøn læsemåned, hvor jeg nød de bøger jeg læste helt enormt meget.

En af de bøger, jeg har læst i maj, er “Mordet i Odense” af Thomas Stordal Philipsen. Det er den første bog af en serie, hvor Thomas blander læring og fornøjelse. Det fungerede super godt, og jeg var rigtig godt underholdt hele vejen igennem. Til min overraskelse huskede jeg mere af det historiske på grund af den måde, bogen var skrevet, og det så jeg som et kæmpe plus!

“Fortidens hemmeligheder” af Barbara Taylor Bradford er et anmeldereksemplar fra Flamingo og er en af de tre ebøger, jeg har fået læst i maj. Jeg var meget skeptisk omkring denne her bog i starten, og jeg vidste ikke helt, om den var noget for mig. Dog vendte bogen pludselig på en tallerken, og jeg synes den blev sindssygt god. Det er en dejlig roman, der dog lige skal komme i gang. Men da den så kom i gang, nød jeg hvert sekund af den.

“Brændt” er bog 2 af Elements serien, hvor jeg læste og anmeldte bog 1 i slutningen af april. Den her serie er helt fantastisk, og både “Brændt og bog 1 “Åndeløs” er noget det bedste, jeg har læst i år. Brittainy C. Cherry er en forfatter med et kæmpe talent, og jeg kan ikke vente med at læse de to sidste bøger i denne serie.  Jeg vil bare sige én ting: Læs den! Og læs 1’eren! De er bare SÅ gode!

“Kvinden før” er en af to psykologiske thrillers, jeg har læst i denne måned. Den er et anmeldereksemplar fra Lindhardt og RInghof, og jeg var virkelig spændt på, hvad  den her bog havde at byde på. Og WOW! Den her bog er VIDUNDERLIG! Den er så intens, skræmmende, paranoia fremkaldende, og den er bare genial! Hvis man er til psykologiske thrillers, så er “Kvinden før” et mustread, og jeg vil anbefale den til alle, som også bare overvejer at læse den! Den er virkelig god! Den bliver ved med at overraske – selv når man tror, at nu kan den ikke overraske mere!

“Lejligheden” er et anmeldereksemplar fra Gads forlag og er den anden psykologiske thriller, jeg fik læst. Den er så gennemført uhyggelig, at det var lige før, jeg måtte lægge den fra mig ved visse scener. Den kører virkelig på det psykologiske, på hvordan sindet kan blive ødelagt. Det var interessant, intens og virkelig uhyggelig læsning! Der var perioder i bogen, jeg godt kunne have undværet, og en af hovedpersonerne kunne jeg ikke fordrage. Men “Lejligheden” er en fænomenal thriller, og hvis man er til et godt gys, så skal man ikke tøve med at kaste sig ud i denne her!

” Fortæl mig tre ting” er en romantisk roman, og dette er et anmeldereksemplar fra forlaget Turbine. Jeg havde ventet på den siden start februar, og jeg kunne slet ikke vente med at komme i gang med den! Og den er bare vidunderlig! Den er spækket med rigtig god humor, og jeg nød hvert sekund af den! Jeg havde slet ikke lyst til at lægge den fra mig igen, og jeg havde lyst til at læse den forfra med det samme!
Denne er uden tvivl blandt konkurrenterne til at være noget af det bedste, jeg har læst i år! Den er bare SÅ fantastisk, og jeg har svært ved at glemme den igen! Den popper konstant op i mine tanker, også selvom jeg sidder og læser andre bøger!
Hvis man er til romantik og humor og skønne hovedpersoner, så må man bare ikke gå glip af “Fortæl mig tre ting!”

“Når drømmen bliver til virkelighed” er et anmeldereksemplar fra HarperCollinsNordic, og dette var den sidste bog, jeg nåede at læse i maj. Denne roman udkom d. 1 juni, og den er virkelig skøn. Den er vidunderlig – den unge kvinde Melinda møder en kendte skuespiller, Anton, og nogle bestemte begivenheder gør, at de ender med at samarbejde om at nå hver deres mål. Men når der er en kemi mellem dem, der er svær at ignorere, så kan der jo ikke undgå at ske noget!
Den er virkelig god, og jeg blev meget imponeret over romanen! Den er skøn, hyggelig og sød! Fritzson har en vidunderlig skrivestil, og bogen var fascinerende at læse! Hvis man kan lide romantik, så kan jeg helt sikkert anbefale “Når drømmen bliver til virkelighed”!!!

Den sidste ebog, jeg fik læst i denne måned, er kortromanen “Blind date” af Ella-Maluca Floyd. Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Drømmefangeren, og jeg har tidligere kun haft gode oplevelser med bøger fra dette forlag. Jeg var derfor meget spændt og glædede mig meget til at læse denne bog.
Og den er bare SÅ god! Jeg frygtede lidt, at den ville være for kort for mig, men forfatter gjorde min tvivl til skamme, og jeg ELSKEDE hvert øjeblik, jeg læste den her! Den er virkelig god! Enhver der overvejer at skrive en kortroman, bør kigge på den her, så de kan se, hvordan sådan en skal skrives! Sjældent har jeg oplevet sådan en dybde i en kortroman, rom der er i den her. Virkelig smuk historie, som jeg vil anbefale til alle, der læser romantik!

Nu er vi jo nået til det sidste i indlægget! Og det er nu, jeg afslører, hvilken bog, der er Månedens bog her hos Cilles læsesal. Det var  faktisk rigtig svært denne gang, da jeg har læst så mange virkelig gode bøger i maj!  Især 3 af bøgerne var det svært at vælge mellem.

Dog endte Månedens bog med at blive….. (Trommehvirvel)

Det blev “Fortæl mig tre ting” af Julie Buxbaum! Det blev den blandt andet fordi, den var bare så vidunderligt sød, rørende og samtidig hylende morsom! Som tidligere nævnt blive den bare ved med at poppe op i tankerne, selv længe efter, jeg havde læst den færdig. Sådan en bog fortjener anerkendelse, og derfor er den blevet månedens bog for maj! Den er simpelthen bare så fantastisk, og jeg ville sådan ønske, at forfatteren ville skrive en bog mere, bare for at jeg kunne dykke lidt mere ned i Jessie og SNs verden!
Bogen fik 5 ud af 5 stjerner i min anmeldelse.

Nye bøger 2017: April

Ja, selvom jeg havde besluttet, at jeg skulle holde igen med køb af bøger, så kan jeg altså bare ikke lade være, hvis jeg virkelig forelsker mig i  en bog. Denne gang blev det til 9 bøger – dog er alle på nær 3 anmeldereksemplarer. Jeg tør godt nok ikke fortælle jer, hvor mange e-bøger jeg fik købt i april, for det er alt alt for mange… men jeg kan nemt sige, at det er over 7. Og de fleste af dem er faktisk også blevet læst. De fysiske bøger kan I se på billedet ovenfor.  Tre af disse er blevet læst, og jeg glæder mig til at komme i gang med de andre også!

Disse to bøger købte jeg på Krimimessen i Horsens. Jeg havde egentlig lovet mig selv, at jeg ikke ville købe bøger på denne messe, men jeg kunne altså ikke lige stå for disse to, som jeg også fik for en rigtig god messepris.  Men i forhold til ved Bogforum, hvor jeg kom hjem med over 10, så synes jeg ikke at to var så slemt igen. De her to lød bare SÅ gode, og de blev begge anbefalet varmt af forskellige personer, mens jeg stod og kiggede på dem. Så de skulle altså med mig hjem!

“Flosset” af Cecilia Ahern fangede først min opmærksomhed på grund af coveret. Jeg synes, at denne bog er så sindssygt smuk, og da jeg så læste, hvad den handlede om, blev jeg endnu mere fanget, og jeg måtte bare have et eksemplar af den hjem! Denne bog er et anmeldereksemplar fra Politiken’s forlag.

Disse to bøger er anmeldereksemplarer fra People’sPress. Invasionen af Tearling er bog 2 i en serie, og jeg glæder mig til at læse den! Dage uden sult har jeg læst, og det var en udmærket roman og en, der berører emnet anoreksi på en anderledes måde.

De her to bøger har jeg fået fra forfatterne og er udgivet af Forlaget mellemgaard. Mordet i Odense er en historisk bog, der både lærer og underholder. Jeg var rigtig godt underholdt, og den overraskede mig virkelig positivt. Sort september er en ungdomsbog, der handler om en ung pige, hvis bror forsvinder. Jeg glæder mig helt enormt til at komme i gang med den!

 

Den sidste bog i denne omgang er denne: I det øjeblik var jeg din af Mhairi McFarlane. Det er et anmeldereksemplar fra forlaget HarperCollinsNordic. Jeg har læst en anden bog af denne forfatter, og den synes jeg var rigtig sød. Så jeg er virkelig spændt på hvad denne bog, som er forfatterens debutroman, har at byde på.

Og, så kommer vi til det sidste indslag her i dette indlæg: Nemlig månedens bog for april. Hver måned udvælger jeg min favoritbog ud fra dem, jeg har læst. Min favorit i april måned, er en bog, der virkelig rørte mig, og som virkelig fangede mig, så jeg på ingen måde kunne slippe den, før den var slut. Det er en uforglemmelig bog! Jeg vil ikke kunne nøjes med kun at have den på Kindlen – den er også nødt til at stå i min bogreol. Den er fra forlaget Flamingo.

Min favorit bog for april måned er:  (trommehvirvel) ……..

Det er uden tvivl “Åndeløs” af Brittainy C. Cherry! Det er 1. bog i Elements serien, og jeg ELSKEDE hvert et sekund af den! Det er helt sikkert en bog, jeg vil komme til at læse igen. Smuk og så rørende historie! Hvis man er til bøger med stærke følelser såsom sorg og kærlighed, så kan jeg helt sikkert anbefale den her!
Bog 2 i Elements serien, “Brændt” udkommer på dansk hos forlaget Flamingo d. 24. maj!
Jeg kan slet ikke vente!