Kategori: Anmeldelser

Julie M. Day: Den halves arv (Grænsen til Trafallas 1)

 Forfatter: Julie M. Day     Originaltitel: Den halves arv      Antal sider: 466

        Forlag:  Skriveforlaget       Serie: Grænsen til Trafallas #1    Antal stjerner:  

Sprog: Dansk

Bogen er ikke et anmeldereksemplar


Da Grace stifter bekendtskab med en mærkværdig skriftrulle, og der samtidig kommer en fremmed mand til byen, er hun ikke i tvivl – den fremmede vil hende noget, og det er ikke nødvendigvis noget godt. Inden længe bliver Grace hvirvlet ind i en ældgammel fejde mellem godt og ondt. Hun er stærkt ønsket af nogen i det fremmede og magiske land, Trafallas, mens andre helst ser hende forsvinde. Hvem er de gode, og hvem er de onde, og hvem af dem kan Grace stole på?

Grænsen til Trafallas er en fængslende fantasyfortælling om krig, magi og kærlighed, om at finde sin rette identitet og om at turde at ofre sig for at redde dem, man elsker. Den halves arv er 1. del af 3.

Grænsen til Trafallas var en bog, jeg fik anbefalet af en veninde. Dog tøvede jeg med at købe den, da jeg til tider kan have svært ved at få læst fantasy. Ikke fordi, jeg ikke kan lide genren. En fantasy skaber bare ofte en masse indtryk, og der er meget at holde styr på – derfor læser jeg nogle gange dem langsommere end andre genrer.
Dog blev min veninde ved med at tale Trafallas’ sag, og jeg blev til sidst overbevist om, at jeg måtte give den en chance.
Jeg købte den til Fantasyfestivallen i Esbjerg i år og glædede mig til at komme i gang med den.

Denne bog var et væld af overraskelser – ikke mindst skrivestilen.  Den var på ingen måde, som jeg havde forventet. Den var sådan lidt mere gammeldags og højtidelig, og da jeg på ingen måde normalt er til den måde at skrive på, frygtede jeg, at jeg ville blive nødt til at opgive bogen.
Dog blev min frygt hurtigt gjort til skamme. Efterhånden som historien udvikler sig, udvikler Julies skrivestil sig også, og hun skriver virkelig smukt. Hun skriver på en anderledes måde, end jeg er vant til, og her er det med til at skabe noget unikt til den verden, hun har skabt.  Jeg endte med at elske hendes skrivestil og syntes, at det var fedt, at hun har turdet skille sig ud fra mængden med den måde, hun skriver på.

Dog bliver der gjort al al for meget brug af udråbstegn. Jeg tænker, at udråbstegn bliver brugt, når karakterer er vrede, ophidsede, bliver forskrækkede – ting hvor der kan blive råbt, og tingene bliver sagt hårdt. Men her bliver udråbstegnene brugt i vidt forskellige sammenhænge. Der har været tidspunkter, hvor jeg har misforstået måden noget blev sagt, indtil det blev forklaret i sætningen efter. Jeg lægger måske for meget i det tegn, men det begyndte bare til sidst at irritere mig, at der var så mange udråbstegn, hvilket jeg synes var ærgerligt.

Plottet er fyldt med en altopslugende spænding fra side 1! Jeg elsker alt ved Trafallas – den verden Julie har skabt med de skønne elvere. Julie får på vidunderlig vis gjort elverne i sin historie til sine egne, og historien skiller sig ud fra mængden, så man husker den.  Hendes beskrivelser af omgivelserne er med til at gøre historien magisk og vække Trafallas til live. Jeg elskede at dykke ned i denne verden og finde ud af, hvilket nyt jeg nu ville opdage. Hver gang, jeg læste et nyt kapitel, opdagede jeg nye ting om Trafallas. Jeg tror, jeg var lige så fascineret af den verden, som Grace er. Det er en verden, jeg havde lyst til at dykke ned i og blive ved med at være der.
Jeg kunne sagtens forstå Grace. Denne verden ville jeg også gøre alt for at blive i.
Selvom det er en helt ny verden, hvor der er en masse at holde styr på, formår Julie at gøre det dejlig nemt og overskueligt. Jeg kunne huske navne på byer, væsner og holde styr på karakterers navne, selvom de var så anderledes. Julie har skrevet en utroligt smuk og gennemført fantasy.
Noget andet, jeg bliver nødt til at rose, var Julies brug af tid. I mange bøger føler jeg, at karaktererne skal nå en masse på utrolig kort tid – det kan gå alt for stærkt efter min smag. Men i Trafallas går der faktisk et godt stykke tid, fra Grace kommer til denne nye verden, og til al actionen begynder. Og jeg elskede det virkelig. For der sker stadig en masse, selvom Grace ikke bliver udsat for ondskaben og vild action fra start. Hun skal lære at begå sig i den nye verden, hun befinder sig i, og jeg fulgte betaget med, mens hun såvel som jeg, lærte den at kende. Jeg kedede mig ikke et eneste sekund!

Jeg elsker karaktererne i Trafallas! Det er dem, der har størstedelen af æren for, at jeg faldt pladask for historien. Især Fëra, Grace og Zachos rørte mig meget, og knyttede jeg mig enormt meget til. De har nogle vidunderlige personligheder, og jeg blev rigtig godt underholdt af dem også.  De kæmper for det, de tror på og udviser hver især en utrolig styrke – selv Grace, der bliver kastet hovedkulds ind i en ny verden.
Kanthos fik jeg aldrig skabt helt samme bånd til. Selvom jeg ikke var i tvivl om hans hensigter, og at han holder af Grace, følte jeg bare en vis form for afstand fra ham. Dog er han stadig en skøn karakter, jeg holdt meget af. Dog nåede han bare ikke helt op på niveau med de andre tre.
De onde karakterer er virkelig også bare gennemførte i deres ondskab. Når de trådte frem, stod gåsehuden frem på mig, og den uhyggelige stemning trådte tydeligt frem mellem bogens linjer.
Karaktererne fik mig i den grad til at føle, og var vild med det. Deres følelser blev mine, og jeg blev fuldstændig grebet af dem. Julie har skabt karakterer, der fanger én, rører én og i den grad også skræmmer én.

Grænsen til Trafallas – den halves arv er fantastisk og fuldendt, og jeg nød hvert eneste sekund af den. Det er en så flot fortælling, der bare har det hele! Det er fantasy, når det er bedst.
Hvis man elsker fantasy, og hvis man elsker elvere, er dette en bog, man ikke må gå glip af!

Grænsen til Trafallas 1 – den halves arv får 5 stjerner ud af 5.

 

Gena Showalter: Førstelivet (Everlife #1)

Forfatter: Gena Showalter     Originaltitel: Firstlife    Antal sider: 430

        Forlag:  HarperCollinsNordic       Serie: Evigt liv  #1    Antal stjerner:  

Sprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget HaperCollinsNordic


 Tenley ”Ten” Lockwood er en helt almindelig 17 årig pige – bortset fra én ting. Hun har tilbragt de sidste tretten måneder låst inde på en anstalt. Hvorfor?  Fordi hun nægter at lade sine forældre bestemme, hvor hun skal bo – efter hun er død. I den virkelighed, hvor Tenley Lockwood bor, kender alle sandheden: Førstelivet er kun en generalprøve, og det virkelige liv begynder efter døden.

I Det evige liv findes der to virkeligheder: Trojka og Myriaderne –  livslange fjender og dødelige rivaler. Begge vil gøre hvad som helst for at rekruttere Ten. Snart er hun på flugt, fanget i en styrkeprøve mellem to virkeligheder, som begge vil have hendes ånd. Hvem kan hun stole på? Og hvad sker der, hvis den virkelighed, hun havner i, ikke er det sted hendes livs kærlighed bor?  Hun må ganske enkelt holde sig i live længe nok til, at hun kan træffe beslutningen selv…

 Det første, jeg faldt for ved denne bog, var coveret. Det er så dragende og gudesmukt, at det var lige før, jeg bare måtte have bogen på grund af coveret. Men jeg læser altid bagsideteksten, og det afgjorde sagen for mig. Jeg blev simpelthen nødt til at lære Gena Showalters verden at kende og ikke mindst hovedpersonen, Tenley.

Skrivestilen er noget af det bedste, jeg har oplevet i år! Uden tvivl. Gena skriver på en sådan måde, at jeg blev suget ind i hendes verden fra første side, og den slap aldrig sit tag i mig.  Selv efter jeg er blevet færdig med den, kan jeg stadig mærke eftervirkningerne af den. Jeg er ikke selv klar til at give slip på Ten.
Gena lægger ingen fingrer imellem og skåner os ikke for detaljer, hvilket jeg synes er fedt og var med til at skabe den helt rigtige stemning. Desuden er bogen spækket med humor, der er med til at løfte den til tider meget dystre og uhyggelige stemning. På samme tid tror jeg også, at humoren blandt Ten og dem omkring hende er med til at gøre det hele lidt lettere for dem – at tage en smule afstand til alt det mørke, der sker. Gena Showalter skriver på en helt igennem fantastisk måde, der gjorde, at jeg faldt pladask for alt ved Førstelivet.

Men at falde hårdt for en bog, kan også gøre ondt, og Gena er en forfatter, der virkelig knuste mig. Men når en forfatter får mig til at føle så meget for en bog, ved jeg, at det er en helt speciel læseoplevelse, som jeg på ingen måde vil være foruden.

Karaktererne er vidunderlige! Især Ten, Archer og Killian. De greb om mit hjerte med en fast hånd, og de knuger stadig fat om det, selv efter jeg har lagt bogen fra mig. De hver især er kæmpe personligheder, der gør historien til noget helt særligt!
Ten gør mig usigeligt glad, lykkelig og trist på samme tid. Det er forfærdeligt, at en pige på bare 17 år har oplevet så meget ondskab, kun fordi hendes forældre vil fremskynde et valg, hun er usikker på at tage. Hun er mistænksom, fjendtlig og konstant på vagt. Det gjorde ondt på mig, at hun følte, hun var nødt til at stille spørgsmål ved alles intentioner – selv familie og de få venner hun har.  På trods af al hendes afstandtagen og mistænksomhed, knyttede jeg mig enormt meget til Ten. Bag hendes fjendtlighed er hun bare helt igennem god, og hun er villig til at ofre sig selv for at redde andre. Efter alt det hun har været igennem, lukker hun stadig folk ind og får nogle venskaber på hendes rejse og en forelskelse, som jeg slet ikke anede om, om hun ville give efter for.  Samtidig så jeg virkelig meget op til hende. Hun står ved sin beslutning om ikke at lade andre træffe valget om Virkelighederne for hende, lige meget hvilke grusomheder, hun bliver udsat for. Hun ville have den tid, hun havde behov for og ikke lade sig presse, selvom det er noget nær umuligt. Jeg beundrede hendes styrke og beslutsomhed. Hun fik mig til at se indad og tænke over, hvordan og hvorfor, jeg har taget de beslutninger, jeg har taget i mit liv. Hvor mange af dem har egentlig været for min skyld? Hvor mange af dem har været for at glæde andre?

Jeg elsker Archer og Killian – to personer, jeg ikke vil afsløre alt for meget om. Det må Ten gøre for jer.   Men de er nogle charmetrolde med skønne personligheder, og de gør bare noget rigtig godt for Ten.  Jeg knyttede mig så meget til dem alle tre og følte, at jeg havde fået mig tre nye venner, mens jeg læste. Jeg følte især en stærk tilknytning til Ten og kunne relatere enormt meget til hende. Hendes usikkerhed om, hvad der ville være det rette valg for hende var knusende og til at tage og føle på.
Gena skaber karakterer, der så virkelighedstro, at det fik mig til at gyse på den gode måde. Det er karakterer, der er med til at gøre hele Genas verden så unik og spændende! At høre Archer og Killian fortælle om de to virkeligheder til Ten var så spændende og føltes så levende.  Karaktererne er med til at gøre denne verden til virkelighed og få de vildeste billeder frem på nethinden.

Plottet er fuldstændig vidunderligt og perfekt.  Gena har skabt en fascinerende og unik verden, hvor det ikke kun er ens nuværende liv, der har betydning. I denne bog har Efterlivet også en stor betydning for dem, og jeg var vild med den tanke. Også, at der i Efterlivet er to virkeligheder – to virkeligheder, der er så forskellige, men alligevel hver især har nogle attraktive og beundringsværdige værdier.

Alt det med de to virkeligheder, der findes, kunne godt være noget kompliceret at finde rundt i, især fordi det går ret stærkt med at blive kastet rundt i dem. Dog gør det ikke så meget ikke at have helt styr på det i starten, bare at man kan holde styr på Trojka og Myriaderne, og de ikke kan fordrage hinanden. Så kom alt det andet stille og roligt, og pludselig sad jeg faktisk og havde rigtig fint styr på det hele, og hvad de to virkeligheder stod for. Dog kunne jeg måske godt have brugt ind lidt bedre introduktion af de forskellige jobs, de har i Efterlivet. Den eneste, jeg var helt sikker på, var Arbejderne, og det var fordi netop to Arbejdere forsøger at få en stor indflydelse på Tens fremtidige valg.
Bogen er fuld af de vildeste plottwists, der fik mig til at gispe både af glæde, chok og rædsel!
Førstelivet er en fortryllende og forblindende fortælling!

Jeg sidder og kæmper for at finde ord, der retfærdiggører, hvad jeg føler for denne bog. Den har ramt noget dybt inde i mig, som jeg sjældent oplever. Jeg elsker, når bøger får mig til at føle, og Førstelivet får mig til at føle uendeligt meget.
Det er en bog, der har efterladt et aftryk i mit hjerte og gjort et kæmpe indtryk på mig. Det er en historie, jeg aldrig vil glemme og en verden, jeg bliver nødt til at vende tilbage til.  Den efterlod mine følelser rå, blottede og blødende.

Førstelivet er en af de mest overraskende, smukke og følelsesladede bøger, jeg har læst i år. Det er uden tvivl en af de bedste bøger, jeg har læst i år.
Tårerne strømmede ned ad mine kinder, mens jeg læste, og tårerne truer stadig med at falde, når jeg tænker tilbage på den.

Førstelivet er en smuk og rørende fortælling om at være tro mod sig selv og træffe sine egne valg, uanset betydningen det kunne have for andre. Om den styrke og kraft kærlighed og venskaber giver os.

Førstelivet er en uforglemmelig historie, som jeg aldrig kommer til og aldrig har lyst til at komme mig over.

Førstelivet får 5 kæmpe store stjerner ud af 5.

Min Notesbog

 

 

Forfatter: Politikens forlag     Originaltitel: Min notesbog      Antal sider: 280
Forlag:Politikens forlag         Serie: –              Sprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra og Politikens Forlag


Jeg har altid elsket Bullet Journals og har virkelig nydt at se, hvordan folks journals ser ud, hvordan de designer dem, og hvad de hver især vælger, der skal være i dem. Dog har jeg også altid misundt dem lidt, da jeg ikke selv har tålmodigheden eller kreativiteten til at lave en selv.
Heldigvis har Politikens Forlag lavet denne bullet journal, som de kalder “Min notesbog.”
I dette indlæg, vil jeg vise jer lidt af, hvad der egentlig er i “Min Notesbog” og hvad, jeg synes, er særligt ved den.

Men hvad er en Bullet Journal egentlig?

Jo, det er en ny slags kreativ kalender, hvor ens ideer, tanker, planer, mål, rejser osv. kan blive skrevet ned. Den hedder Bullet Journal, fordi man opstiller sine informationer i såkaldte “bullet points” – i punktopstillinger.  Dette har Politikens Forlag også gjort, men de har samtidig også gjort plads til, at man stadig selv kan få sat sit eget præg på den, hvilket jeg er helt vild med.

Der er en rigtig lækker guide til, hvordan man bruger notesbogen og de forskellige ting, de har indsat i den. Fx “humørblomsten” som man kan bruge til at holde øje med sit humør og sin sindstilstand. Jeg synes, det er en virkelig god ide, da jeg selv godt kan have perioder, hvor jeg har det svært – denne blomst vil gøre mig mere opmærksom på mine følelser og mit humør og måske få mig til at tænke tingene mere igennem, når jeg ser tilbage på, hvordan denne blomst er blevet farvet den følgende måned.
Hvis man kunne tænke sig at fokusere på kost og motion i 2018, har “Min Notesbog” også gjort dette lidt nemmere for dig, med oversigter i hver måned. Så har man lige en ekstra hjælp til at komme i gang og blive mindet om at spise sundt og træne lidt mere!

I bogen er der en masse lækre ting for alle. For bloginteresserede er der et afsnit, hvor man blandt andet kan fylde ind, hvilke bloggere, man følger og på hvilke medier.
Et afsnit, jeg rigtig godt kan lide, er det med Personlig udvikling. Jeg læste det igennem, og det har givet mig nogle rigtig gode værktøjer, jeg kan bruge.

En af de ting, jeg virkelig elsker ved den, er de små citater, der er placeret rundt omkring i notesbogen. De er virkelig gode og søde og kan være med til at løfte mit humør på en hård dag.
Samtidig er der også en funktion i den, som jeg uden tvivl vil få rigtig meget gavn af, især til sommer. De har lavet et fint lille skema over, hvor mange glas vand, man har drukket i løbet af dagen, hvor man så skal krydse af for hvert glas. Jeg har selv enormt svært ved at få drukket nok, og her vil notesbogen være en stor hjælp til at minde mig om, hvor lidt jeg egentlig har drukket.
For en person som mig, der har det lidt med at dvæle ved det negative, har “Min Notesbog” en anden fed detalje: I hver måned er der en side, hvor man kan udfylde højdepunkterne for den følgende måned. Derved, kan man blive mindet om det positive, der sker i ens liv, og at der ikke nødvendigvis kun sker dårlige ting. Jeg blev rigtig glad, da jeg så denne side, for jeg vil uden tvivl gøre rigtig meget brug af den, når mit humør ikke lige er på sit højeste.

Hvis man har lidt svært ved at sætte målsætninger for sig selv har notesbogen også et afsnit, hvor man kan få rigtig gode råd og vejledning om dette. Om hvordan du kan gøre, og hvad der er smart omkring dine målsætninger. Derudover er der også en slags rejseguide – den kan hjælpe dig til at huske dine minder på rejsen, hvad man skal huske at opleve og en masse andre ting. Personligt synes jeg, det er en virkelig fed detalje at have med i bogen, da man nemt kan glemme fx rejsemål, når man først er kommet frem.

Jeg er virkelig glad for min “Min Notesbog” og er ikke et sekund i tvivl om, at jeg vil få rigtig meget glæde af den, når jeg tager den i brug i det nye år.  Jeg bruger i forvejen kalender rigtig meget, men det, at den bliver gjort lidt mere spændende og lidt mere personlig, gør bare noget ekstra for mig og gør en kalender lidt mere spændende at have med at gøre. Den er jo ikke kun en kalender mere – den er meget mere end bare en kalender.

“Min Notesbog” kunne være en rigtig god gave ide til at komme under juletræet – eller måske en ekstra julegave til dig selv?

Louise Haiberg: Død Verden #1: Monstre

               Forfatter: Louise Haiberg     Originaltitel: Monstre      Antal sider: 255

        Forlag:  Tellerup                   Serie: Død verden #1    Antal stjerner:  

Sprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra og forlaget Tellerup


 Mit navn er Nera. Dette er mit liv, min virkelighed. Den nye verden. Jeg begyndte at skrive dagbog for ikke at glemme dem vi mister. Fordi jeg ikke længere kan holde ud at glemme dem. Den indeholder min historie. Mine minder og beskrivelser. Jeg skriver den til fremtidige generationer … Nera lever og overlever i en verden hvor døden venter om hvert hjørne. Zombier lagde den gamle verden i graven, og livet handler nu om ren overlevelse. Intet sted er trygt, og alt virker tabt da menneskehedens redning dukker op fra en uventet side. Men alt har en pris, og er det virkelig det værd? Hvor langt vil man gå for at holde sig i live?

Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker verdner med zombier, og at jeg er kæmpe fan af The Walking Dead. Dog har jeg indtil videre ikke fundet en bog om zombier, der har kunnet fange mig. Da jeg så så, at Louise Haiberg udgav en trilogi omkring zombier, og hvor bagsiden endda også fangede mig, blev jeg helt ekstatisk. Den måtte jeg bare læse! Jeg havde endnu ikke nået at læse nogle af hendes andre værker, men nu skulle det være!

Og hvilken bog at starte med! Wow! Jeg er nu kæmpe fan af Louise Haiberg!

Hun har den fedeste skrivestil, der fangede mig allerede fra første linje. Hun skriver så levende og underholdende, og selvom vi er i en dybt alvorlig situation i bogen, fik karaktererne mig gentagne gange til at le. Det var vidunderligt, at der ikke kun blev dvælet ved alt det dårlige og farlige, men at der også var plads til drillerier og latter. Louise skriver på en måde, jeg sjældent oplever, og så ved jeg bare, at jeg har fat i noget godt. ”Monstre” er skrevet på en måde, så jeg var fuldstændig opslugt af historien. Det hele bliver vagt til live på den mest pragtfulde måde, og det føltes som om jeg befandt mig lige dér sammen med Nera og Aidan. Jeg kunne føle deres panik, deres tvivl, deres usikkerhed og det tætte bånd, der er mellem Nera og Aidan. Jeg følte det så stærkt, at jeg blev jaloux på Neras vegne, da andre karakterer begyndte at interessere sig for Aidan. En jalousi der ganske vidst ikke behøvede at være der, men ikke mindst, så kom den altså.

Jo længere jeg kom ind i bogen, des mere sikker i min sag blev jeg: Jeg havde her at gøre med en genial og unik bog! Så velskrevet, at jeg fik kuldegysninger, mens jeg læste.  Louise fik mig til at føle, mens jeg læste, og det er en så fed fornemmelse og gør bare læseoplevelsen til noget helt andet. Louise skriver på en måde, så jeg følte med hver en fiber i min krop. Det var en fantastisk og intens læseoplevelse.

Noget andet, jeg bliver nødt til at nævne, er de dagbogssider, der er i bogen. Nera skriver dagbog, når de en sjælden gang imellem har en pause fra zombierne, og her er der bare den fedeste detalje: Det er håndskrevne sider! Ikke computerskrevne, men virkeligt håndskrevne sider! Det er en så flot detalje, jeg bare er helt vild med. Det gjorde altså bare noget ekstra ved læseoplevelsen. Det var som at sidde med Neras dagbog. Jeg kunne forestille mig hende sidde og skrive de sider i mørket – at hun kommer til at tvære snavs af på siderne, fordi nok ikke lige har de bedste muligheder for at gå i bad, at regnvand tværer noget af teksten ud, fordi Nera ikke kan komme ordentligt i læ for regnen. Der er endda de fineste små tegninger ved teksten, som jeg levende kunne forestille mig, hun sidder og tegner, når hun ikke ved, hvordan hun skal skrive det næste. Jeg var vild med det! Det skabte en helt speciel og unik stemning i bogen, som på ingen måde kunne være blevet fanget på samme vis, hvis det havde været computerskrevne sider. Det hele bliver bare så meget mere personligt på den måde.

Jeg var lidt spændt på, om plottet ville være noget for mig, fordi andre zombiehistorier har skuffet mig førhen. Dog var der ingen grund til bekymring, og jeg elskede hver eneste detalje ved det her plot. Jeg var endda også lidt skeptisk ved karaktererne Bane og Kirsta i starten, om de ville ødelægge historien for mig. Men heller ikke her blev jeg skuffet, og jeg gik faktisk hen og blev virkelig glad for Bane. Jeg vil ikke fortælle præcis hvorfor, jeg var i tvivl om, om Bane og Kirsta ville ødelægge det for mig, da jeg ikke vil afsløre noget. Men jeg kan sige så meget, at det havde med deres ophav at gøre.
Jeg elsker, elsker, elsker virkelig den her bog! Den er bare så gennemført, og jeg nød hvert eneste øjeblik, jeg sad med den.  Den er både sjov, alvorlig, dyster og uhyggelig, og jeg er så glad for, at Louise har gjort plads til det hele, at man ikke drukner i alt det dårlige, og at karaktererne også får lov til at leve lidt. At der endda bliver gjort plads til følelser som begær og forelskelse var noget, der virkelig kom bag på mig, men ikke mindst noget jeg var ovenud lykkelig for. Det varmede mit romantiske hjerte, at de stadig kunne se på hinanden og føle de følelser til trods for situationen, de stod i.

Noget, der virkelig fascinerer mig ved historier om en zombie apokalypser, er ikke så meget selve zombierne og splatterdelen. Det er faktisk det psykiske aspekt i det – hvad mennesker kan blive drevet til at gøre ved hinanden i de mest ekstreme og pressede situationer. Dette får Louise med til skræmmende perfektion, og der er nogle helt igennem skrækindjagende men samtidig fantastiske scener.

Nera og Aidan er jeg bare fuldstændig faldet for! De er karakterer med så meget personlighed og hjerte, og jeg knyttede mig uendeligt meget til dem, mens jeg læste. De passer på hinanden og de andre i gruppen. De er hinandens faste holdepunkt i en fuldstændig sindssyg verden, og jeg kunne tydeligt mærke det enormt stærke bånd, der er opstået mellem dem. Den tillid og det bånd er bare vidunderligt at være vidne til og at føle virkningen af. Selvom de er forskellige og takler nogle situationer forskelligt, er de begge uundværlige for hinanden, for gruppen og for historien. De har forskellige styrker og svagheder, og det var virkelig fascinerende at se, hvornår den ene styrter fremad, mens den anden falder tilbage. På trods af deres forskellige styrker og svagheder har de hinandens ubetingede støtte, hvilket er bare noget af det, jeg elsker ved de to. Nera og Aidan er uden tvivl favoritterne hos mig.
Hver gang Aidan kalder Nera for NeNe, hvinede jeg simpelthen af fryd. Der er bare noget helt specielt ved det kælenavn, og jeg synes, det er skønt, at Aidan ikke er bleg for at bruge det. De andre har ikke kælenavne, og jeg synes bare, at det, at Aidan har givet Nera et, er med til at vise båndet mellem dem. For min skyld kunne han blive ved med at kalde hende det og intet andet.

”Død verden 1: Monstre” er en enestående og speciel læseoplevelse. Den overraskede og imponerede mig i den grad. Jeg vil bare have mere af den verden og er så spændt på, hvad der nu kommer til at ske.  Hvor er jeg glad for, at der er to bøger mere i denne serie, jeg kan kaste mig over!

”Død Verden 1: Monstre” får 5 kæmpe store stjerner ud af 5.

 

 

Ravnedrengene (The Raven Cycle #1)

Forfatter: Maggie Stiefvater       Originaltitel: The Raven Boys      Antal sider:  436

Forlag:  Turbine        Serie: The Raven Cycle #1      Antal stjerner:  

Sprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra og forlaget Turbine


“Ser du en ånd på Skt. Marks aften kan der kun være to forklaringer: Enten er han din ægte kærlighed … eller også vil du slå ham ihjel.”

Blue Sargents mor er clairvoyant, og hvert år på Skt. Marks aften, står Blue ved sin mors side, mens ånderne af dem, der snart skal dø, vandrer forbi. Blue har aldrig selv set dem, men denne gang træder en af dem frem af mørket og taler til hende. Hans navn er Gansey, og han er en af de såkaldte Ravnedrenge – rige og privilegerede studerende fra den lokale privatskole Aglionby. Ravnedrengene er lig med ballade, så Blue undgår dem som regel.

Men Gansey er anderledes, og Blue tiltrækkes af ham på en måde, hun ikke forstår. Og så er Gansey på en mystisk mission for at afdække fortidens magi sammen med de tre andre ravnedrenge Adam, Ronan og Noah.

Lige så lang tid, hun kan huske, har Blues synske familie advaret hende om, at hun vil komme til at slå sin elskede ihjel. Blue tror ikke på ægte kærlighed, så hun har aldrig tænkt nærmere over det. Men i takt med, at hendes liv bliver tættere og tættere forbundet til ravnedrengenes overnaturlige og dystre verden begynder spådommens alvor at gå op for hende …

”Ravnedrengene” var en overraskelsespakke fra forlaget Turbine, og det var en dejlig overraskelse. Coveret er virkelig smukt og passer super godt til titlen og til historien. Dog havde jeg aldrig hørt om Maggie Stiefvater og hendes Raven Cycle serie. Jeg var inde og undersøge dem på Goodreads og fandt ud af, at Stiefvater faktisk er en ret stor forfatter med millionvis af solgte bøger. Jeg synes, det er ret vildt, at sådan en stor forfatter er gået min næse forbi. Mange danskere har faktisk allerede læst den på engelsk og glædede sig til den på dansk. ”Ravnedrengene” lød super god, og jeg gik hurtigt i gang med at læse den. Jeg måtte simpelthen lærer Blue og Ravnedrengene at kende.

Jeg var helt vild med Maggies skrivestil.  Hun skriver på en måde, der bare fra start fangede mig. Hun vækker Henrietta og dens indbyggere til live på en helt igennem fantastisk måde, og jeg blev fuldstændig opslugt af historien.  Der er lige dele mystik, alvor, uhygge og humor i den, og jeg var virkelig godt underholdt hele vejen igennem. Der sker hele tiden noget, og jeg kedede mig aldrig under læsningen.  Maggie Stiefvater skriver på en måde, så hjertet hamrer afsted i spænding, frygt, vrede og en lille smule på grund af en spirende forelskelse. Jeg kunne ikke give slip på den, og flere gange frarøvede denne historie min nattesøvn. Det er spænding på højeste plan!

”Ravnedrengene” er en fantasy fyldt med magi, mystik, og clairvoyance.  Når jeg opdager, at en bog har noget med clairvoyance at gøre, passer jeg altid en lille smule på med at forvente for meget. Jeg er selv meget kritisk på det punkt, og det skal virkelig være overbevisende, før en forfatter eller en clairvoyant for den sags skyld kan få mig til at tro på dem. Men til min store fryd er hele Blues familie så vidunderligt overbevisende, at min tvivl blev gjort til skamme og forsvandt med det samme. Maggie får clairvoyancen ind på en overbevisende men samtidig også underholdende måde, så det hele heller ikke bliver for højtideligt. Bogen er fyldt med mystik og magi, og det gør den så utroligt spænende og fascinerende, men samtidig også uhyggelig. Der står et liv på spil, og man ved, hvad de alle risikerer i deres jagt på at løse mysteriet. Mystikken er SÅ intens, at jeg holdt vejret af spænding, og jeg turde ikke blinke af frygt for at gå glip af noget. Den her bog er så spændende! Den er for vild! Forfatteren afslører lige så lidt for læseren, som hun gør for sine karakterer, og det bidrager til at gøre bogen endnu mere spændende, end den allerede er. Jeg fik hele tiden nok clues til, at jeg blev holdt ved ilden og syntes, at det hele var spændende. Samtidig bliver der heller ikke afsløret så meget, at det hele er regnet ud for hurtigt. Maggie Stiefvater har en rigtig god balancegang mellem de to ting.  Jeg var på intet tidspunkt frustreret, da jeg synes jeg fik rigtig gode mængder af begge dele.  Jeg ville løse mysteriet med Ley-linjen og Glendower lige så meget, som Blue og Gansey ville, og jeg kunne så tydeligt mærke deres frustration, fascination og frygt i deres søgen efter at finde frem til svarene. Maggie får dig nemlig til at føle med karaktererne, og jeg heppede helt vildt på dem alle sammen. Samtidig følte jeg så tydeligt Blues angst for at forelske sig og hendes forvirring over det. At jeg kunne føle alle deres følelser sive ud i mig gennem bogen, gør også bare bogen lige det bedre, og den gjorde et kæmpe indtryk.

Jeg elskede hver og en af karaktererne i denne bog! De er simpelthen så gennemførte og bidrager i den grad til stemningen i bogen. Gansey er bare så gennemført god, og han rørte mig virkelig med sin betænksomhed. Dog ødelægger hans ophav meningen med hans gode gerninger, hvilket jeg synes var så synd for ham. Han er bare skøn, og jeg forelskede mig en lille smule i ham, mens jeg læste. Han var helt klart min favorit blandt Ravnedrengene. Hans viljestyrke og drive var enormt inspirerende, og i kapitlerne, hvor jeg fulgte ham, var der et ekstra sug i maven. Det virker som om, han bare vil løse mysteriet en smule mere end alle de andre, og det kan mærkes. Så er der Blue! Blue er skøn! Så humoristisk og stærk på sin helt egen måde. Hun ved, hvad hun vil, og hvordan hun vil opnå det. Hun er næsten for stædig indimellem, men på den gode måde, og det er bare noget af det, der gør hende så sjov. Hun udvikler sig en hel del, da hun begynder, at ses med Ravnedrengene, og jeg elskede at følge den udvikling. Den eneste, jeg egentlig havde et problem med, var Adam. Han var bare en lille smule for negativ og en lille smule for stædig i forbindelse med at få hjælp og følge sine egne principper. Han var bare lige en tak for stolt, og det irriterede mig. Ellers var han dejlig! Nogle af de ting, han siger til Blue, varmede mit hjerte. Selv Ronan og sære Noah kunne jeg lide. Maggie har skabt en gruppe venner, der virkelig fanger læserens interesse, og jeg knyttede mig i så meget til dem. Jeg sad med en fornemmelse af, at jeg havde fået 5 nye venner. Når jeg har det sådan, ved jeg bare, at forfatteren har ramt plet med sine karakterer.

Maggie har gjort et eminent stykke arbejde med denne bog! Det er fantastisk fantasy på højt plan! Helt klart en af de bedste fantasy, jeg har læst i år. Bogen har en mystik over sig, som jeg aldrig har oplevet før. Jeg er så imponeret over denne roman. Den er fyldt med imponerende og vilde plottwists, der overraskede mig gang på gang og efterlod mig mundlam på den helt rigtige måde. Jeg er så glad for at vide, at bog 2 udkommer til foråret næste år, og jeg håber sådan, at forlaget vil udgive alle 4 bøger! Dette er en bog, hvor jeg ikke vil gå glip af slutningen.

Hvis man er stor fan af fantasy og det paranormale vil man elske ”Ravnedrengene”. Jeg faldt hårdt for denne bog, og det er jeg ikke i tvivl om, at andre fantasy fans også vil!

Bogen får 5 stjerner ud af 5.

Gail McHugh: Kollison (Collide #1)

Forfatter: Gail McHugh         Originaltitel: Collide      Antal sider:  337

Forlag:  Flamingo        Serie: Collide #1      Antal stjerner:  

Sprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra og forlaget Flamingo


Efter sin mors død rejser Emily til New York for at begynde sit nye post-college liv og komme tættere på sin kæreste Dillon. Men så møder hun Gavin, en rig og notorisk playboy, som er både ufattelig sexet og uventet charmerende. På trods af alle gode intentioner er det umuligt for Emily at slå ham ud af hovedet. Og da hun finder ud af, at han er en del af Dillons venneflok bliver tingene for alvor komplicerede…

Det er vidst ingen hemmelighed, at en af mine helt store favoritgenrer er den romantiske. Det er i den og den erotiske genre, at jeg læser flest bøger. Der er bare noget ved at læse om 2 mennesker der forelsker sig i hinanden. Det er som at opleve forelskelsen igen og igen, og jeg elsker det. Da jeg hørte om ”Kollision,” var jeg derfor bare nødt til at få fingre i den. For denne bog handler netop om kærlighed og forelskelse, men det er på ingen måde nemt for Gavin og Emily at nå den.

Gail McHugh har en smuk, anderledes og fascinerende skrivestil. Hun benytter sig meget af billedsprog, noget jeg sjældent ser blive brugt så bevidst som her. Jeg synes, det fungerer virkelig godt – det indfanger personernes følelser på en helt anden måde, men det bliver samtidig også meget mere intenst. Jeg elsker at opdage, at selvom bøgerne i den romantiske genrer godt kan virke meget ens i opbygning, så er der stadig nye måder at skrive en romantisk historie på.
Der er også noget andet, der er anderledes ved denne bogs skrivestil.  Noget, jeg faktisk var bekymret for i starten. Bogen er i 3. person og bliver fortalt både fra Gavins og Emilys synsvinkel. Dog er deres synsvinkler ikke adskilt af kapitler. Synsvinklerne skifter mellem dem i afsnit i kapitlerne. Jeg var meget bekymret for, om dette ville blive for rodet, og om jeg ville komme til at forveksle dem ved at der ikke var et tydeligt skift mellem fortællerne. Dog var min frygt ubegrundet. Gail får lavet de fineste og imponerende lette overgange mellem Gavin og Emily. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, hvornår hvem fortalte også selvom afsnitinddelingen ikke altid var lige tydelig. Jeg var imponeret over, at Gail gør dette så ubesværet. Jeg er i det hele taget utroligt imponeret over hendes skrivestil.

Plottet fangede mig helt fra start af. Normalt passer jeg altid lidt på med trekantsdramaer, da jeg nemt synes, de kan blive for meget. Men jeg elsker Emily og Gavins historie, og den måde, den er fortalt på. Der sker hele tiden noget mellem Gavin, Dillon og Emily og jeg kedede mig ikke et eneste sekund under læsningen. Jeg blev fuldstændig opslugt af bogen og de voldsomme følelser, der er i den og plantede sig i mig. Jeg sad konstant med sug i maven af spænding, og mit hjerte hamrede afsted sammen med deres.

Dog fik jeg indimellem lidt for meget af, at Gavin og Emily var så triste og kede af det. Ikke engang Emily, som egentlig er i et forhold, er særlig lykkelig. Det blev bare lige trist nok til min smag – især Gavin kan have det hårdt og svælge i selvmedlidenhed.
Dog er dette ikke noget, der fylder for meget i bogen – der bliver fokuseret meget mere på de følelser, der er så meget mere end begær mellem Emily og Gavin, hvilket jeg er helt vild med. Der er nogle scener, der er så smukke, sjove og rørende, og samtidig så dejligt normale og hverdagslige.
”Kollision” er en romantisk og intens fortælling om to menneskers kamp for at opnå den ægte kærlighed.

Persongalleriet var virkelig spændende. Der var mange forskellige karakterer, og jeg elsker, at det hele fungerer, selvom de er så forskellige. Der var nogle stykker at holde styr på og deres relationer til hinanden, men Gail McHugh får gjort det hele let og overskueligt. Jeg havde ingen problemer med at holde styr på dem alle, og hvad deres relationer var.  De karakterer, der interesserede mig mest var helt klart Dillon, Gavin og Emily. I starten forstod jeg virkelig ikke, hvad Emilys problem var. Hvorfor hun ikke bare kunne forlade Dillon og løbe efter Gavin, der tydeligvis var bedre for hende. Men så dæmrede det pludselig, at den stakkels pige var blevet manipuleret med og gjort til en svag og usikker pige, der var bange for, hvad hendes valg ville gøre for hende og folk omkring hende – ja endda for Dillon, selvom han burde have været ligegyldig. Det er en skræmmende og samtidig vildt spændende udvikling, der sker med Emily. At jeg som læser ikke lægger mærke til det i starten, synes jeg er et imponerende arbejde fra forfatteren – som om jeg selv blev manipuleret med af Dillon.  Han er så udspekuleret, og det var blandt andet det, der drog mig til ham. Jeg brød mig ikke om ham, da han netop manipulerer sig til det, han vil have, men der var bare noget ved ham, som fangede mig. Måske fordi han er så langt fra, hvad jeg selv ville falde for og synes var interessant. Jeg ville finde ud af, hvorfor Emily var så glad for ham.

Jeg elsker Gavin! Hans følelser for Emily lægger han ikke skjul på, og jeg er vild med hans stædighed og vilje til at ville kæmpe for det, han vil have. Jeg beundrede hans styrke og ihærdighed, men samtidig også, at han ikke var bange for at åbne sig op overfor Emily og sine venner.  Jeg er vild med en mand, der tør tale om følelser, og sådan er Gavin. Han er en skøn charmetrold, jeg ikke kunne undgå at falde pladask for.

Emily er skøn, og jeg var vild med, at hun virkelig kæmper for det, hun tror på. Hun er overbevist om sine følelser for Dillon, så derfor kæmper hun for det, og den tryghed det giver. Hendes usikkerhed er tydelig og afspejler sig i hendes handlinger. I starten irriterede det mig, at hun ikke bare gjorde, som jeg ville have – at gå til Gavin og smutte fra Dillon. Men jeg synes faktisk, at det at hun ikke bare springer i armene på Gavin, gør hende så meget mere virkelighedstro. Hun har været sammen med Dillon i et stykke tid, og han har været hendes trygge havn i al den tid. Emily tror på det bedste i folk og følger sin overbevisning. Hvis det var mig, må jeg indrømme, at jeg nok havde gjort det samme som hende – især med Gavins baggrund med kvinder.
I det hele taget var det skønt med en roman med så virkelighedstro karakterer. Ingen af dem var perfekte, og deres fejl såvel som gode sider blev vist tydeligt frem i bogen.

”Kollison” var en sand fornøjelse at læse. En følelsesladet, romantisk og sindssygt spændende roman! Den får 4 ud af 5 stjerner af mig.

Sidsel Sander Mittet: Morika 3 – Blodets bånd

Forfatter: Sidsel Sander Mittet         Originaltitel: Blodets bånd      Antal sider:  330

Forlag:  Facet        Serie: Morika #3      Antal stjerner:  

Sprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra og forlaget Facet


Korau, Eshri og deres venner har slået Oryndro i Makan og reddet Aubr, men krigen er langt fra overstået. Selvom hilaer og morikanere nu kæmper side om side, er deres forenede styrker ikke nok. Hvis de skal vinde krigen, må anderledes kræfter i spil. Alt har sin pris, men de er nødt til at gå videre på trods af store personlige omkostninger. Samtidig kaster historien sin skygge ind over flokken, og snart må de sande, at det er nødvendigt at konfrontere fortiden for at vinde fremtiden.

Så kom jeg til sidste del af trilogien om Morika. Det var med meget blandede følelser. Jeg glædede mig helt vildt til at finde ud af, hvordan det hele ville ende for Eshri, Korau og de andre – om de ville vinde krigen eller ej. På den anden side var jeg på ingen måde klar til at skulle slippe Morika og alle de skønne karakterer i den.  Men jeg kunne heller ikke ligge hen i uvished omkring dem, så jeg greb ivrigt ”Blodets bånd” og gik i gang med at læse.

Sidsel Sander Mittet leverer igen noget fuldstændig perfekt og unik. Jeg elsker hendes skrivestil og den måde, hun vækker Morika og folket til live på. For 3. gang blev jeg fuldstændig opslugt af en af de mest fascinerende og fuldendte verdner, jeg længe har oplevet.
Selvom der er mange navne, slægter, racer osv. at holde styr på, formår Sidsel at gøre det hele rigtig nemt at holde styr på. Hun får formidlet det hele på en sådan måde, at jeg ingen problemer havde med at huske alle personerne, og det var en skøn fornemmelse ikke at sidde og skulle bladre tilbage for at huske dem.
Og dog…  Jeg har altid haft en smule svært ved at holde styr på de adelige, der ikke var en del af modstandsbevægelsen. Sådan havde jeg det i de to foregående bøger og også i starten i bog 3. Dog er der rigtig meget fokus på de adelige i denne bog, og jeg sad tilbage med en rigtig god fornemmelse af, at jeg faktisk havde styr på, hvem der var hvem.
Sidsel Sander Mittet skriver helt igennem fantastisk, og jeg kunne umuligt slippe ”Blodets bånd,” før jeg havde læst den færdigt. Jeg blev blandt andet oppe til kl. 7 om morgenen, fordi jeg bare måtte få slutningen med. Jeg kunne ikke sove, før jeg kendte slutningen. ”Blodets bånd” holdt mig i et jerngreb, og jeg sad med sug i maven af spænding hele vejen igennem!

Plottet i ”Blodets bånd” imponerede mig virkelig. Det er simpelthen bare så gennemført, og jeg elskede hvert et øjeblik af det! Krigen går for alvor i gang her i 3. og sidste bog, og der skete hele tiden noget. Den var så spændende – den var altopslugende! Det hele er bare sat så godt sammen, og plottet er bare perfekt!
Det politiske og strategiske var enormt spændende at følge med i og var bare noget af det, der fangede mig. At krigen for alvor også går i gang i denne bog, bidrog i den grad også til spændingen. Jeg havde svært ved at se, hvem der dog skulle vinde det slag.
Dog har modstandsbevægelsen noget, som de adelige kun tror tilhører dem, og jeg er helt vild med, at Sidsel har givet dem det. At de ikke nødvendigvis kun har deres våben og kamptrænede unge mænd til at lede dem frem til en mulig sejr. Men når Oryndro har samme ”fordel”, vil overraskelsesmomentet så være nok? Vil modstandsbevægelsen være stærk nok mod Oryndro? Det var nogle af de spørgsmål, jeg selv sad med under læsningen, og jeg både glædede mig og var så bange for at få svaret. Hvad nu, hvis svarene ikke var dem, jeg havde håbet på? Dog kunne jeg ikke lade være med at fortsætte læsningen. Uvisheden var ulidelig!
Jeg elskede virkelig den her bog – ALT ved den. Jeg har lyst til at tage den ned fra hylden og læse den igen! Jeg er på ingen måde klar til at slippe denne verden endnu – til at slippe Eshri og Korau.  Bogen har de vildeste og mest imponerende plottwists, jeg længe har oplevet! Flere gange end jeg kan tælle, tog bogen vejret fra mig. Der var så mange ting, jeg på ingen måde havde set komme!

”Blodets bånd” fik mig til at smile og grine, blive vred og ulykkelig – og ja tårerne faldt også i stride strømme. Der er voldsomme scener, rørende scener og smukke scener. Karaktererne oplever så megen sorg og smerte, at jeg ikke fatter, at de kunne holde sammen på sig selv. Nogle gange blev jeg endda i tvivl om, om denne krig blandt andet ville knække min skønne Korau. Men at de karakterer, jeg så som stærke, også viste sig fra deres mest sårbare sider, var noget af det, jeg elskede ved bogen. At selv den stærkeste mand har en grænse for, hvad han kan klare af dårligdom.

Jeg ELSKEDE persongalleriet! Wow, wow og tusinde gange wow! På trods af, at vi her har at gøre med en fantasy med nye racer, andre skikke, religioner osv. skaber Sidsel de mest virkelighedstro karakterer.  Karakterer jeg kunne relatere til, leve mig ind i og i den grad knytte mig til
Al den vrede jeg havde imod Zaak og Eshri fra især bog to, forsvandt stort set med det samme. Egentlig har jeg haft det rigtig svært med mange af hilaerne – de var meget fjendske og arrogante. Ikke at jeg bebrejder dem det, men mange af hilaernes væremåde irriterede mig – også i de to foregående bøger.  Dog sker der bare et eller andet i denne bog, så al min modstand mod Eshri og de fleste hilaer forsvandt. Det, der stille og roligt begynder i bog 2 udvikler sig til noget stort og smukt i bog 3.  Hilaer og morikanere accepterer hinanden mere og mere, og alliancer bliver skabt. Krigen gør et eller andet ved morikanerne og hilaerne i modstandsbevægelsen, og det var smukt at se denne ændring. At de bliver ført sammen, og at der opstår venskaber og endda også kærlighed mellem dem.

Zaak og Eshri udvikler sig helt vildt i denne bog, og jeg synes det er en så smuk udvikling! Eshri nærmest blomstrede foran mig, mens jeg læste, og jeg blev fuldstændig bjergtaget af hende. Jeg kunne så tydeligt se den skønhed, Zaak og Oryn ser i hende. Jeg havde ikke på nogen måde troet, at Sidsel ville kunne få mig til at kunne lide disse to igen, men det gjorde hun så sandelig!
Zaak har jeg egentlig altid haft det svært med, men han imponerede mig SÅ meget i bog 3. Den styrke, tålmodighed og kærlighed han udviser, var intet mindre end fantastisk! Jeg endte med at beundre ham enormt meget i ”Blodets bånd”.

Jeg bliver nødt til at nævne Oryn – jeg kan ikke afslutte min anmeldelse af den sidste bog uden at nævne ham. Jeg troede, at al modgangen havde knækket ham i bog 2 – at jeg aldrig ville opleve den gamle Oryn igen. Og Oryn bestyrkede min frygt flere gange i løbet af bogen, men til gengæld overrasker han mig helt vildt ved at vende på en tallerken og komme tilbage for fuld styrke! Den gode, dejlige Oryn kom tilbage, og det varmede mig om hjertet!  At han ikke fik den helt rigtige afslutning efter min mening, gjorde mig lidt tung om hjertet, men jeg synes stadig han ender et godt sted til slut.
Korau er som altid skøn og igen den, som fik mig til at le allermest. Som tidligere nævnt ender han faktisk et sted, hvor jeg troede, at krigen havde knækket ham.  At store, stærke, muntre Korau turde vise svaghed og sårbarhed var kæmpe stort for mig, og jeg elskede ham det mere.  Han er uden tvivl min favorit blandt hovedpersonerne, og jeg var så glad for, at kærligheden også får lov til at tilsmile ham. Hans styrke, kampånd, loyalitet og humor var bare noget af det, jeg faldt for ved Korau.

Denne bog, denne trilogi, er uden tvivl noget af det bedste fantasy, jeg nogensinde har læst! En vidunderlig og uforglemmelig læseoplevelse, jeg ikke vil være foruden!  En fantastisk og smuk afslutning på en fantastisk historie!

Jeg kan simpelthen ikke fatte, at min rejse med Korau, Eshri og Korau er slut.  Jeg vil have mere! Meget mere!

”Morika 3 – Blodets bånd” får 5 kæmpe store stjerner ud af 5! Men den fortjener så mange flere end det!

K. L. Berger: Fortællinger fra Døden 1 – Sjælehenteren

Forfatter: K. L. Berger         Originaltitel: Sjælehenteren      Antal sider: 250

Forlag:  DreamLitt        Serie: Fortællinger fra Døden #1      Antal stjerner:  

Sprog: Dansk

Sponsoreret indlæg

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget DreamLitt


Da Raven dør, vågner hun op til et møde med selveste Døden. Efterlivets hersker tilbyder hende et evigt job som sjælehenter, men det, der virker som et ufarligt job, viser sig at være omgivet af ældgamle kræfter, der truer med at tage livet af både Raven og alle omkring hende. For at forhindre Dommedag må Raven alliere sig med både Himlen og Helvede i et forsøg på at nedkæmpe fjenden. Men når krigen truer, og mørket indtager verden, hvem er så i virkeligheden sande venner og fjender? Kan Raven stole på den lyse side, eller går vejen til frelse gennem mørket?

”Sjælehenteren” af Katja Berger havde jeg ventet så utålmodigt på, siden Katja fortalte om den for første gang. Siden har jeg læst bagsidetekst og teasers i massevis, lige indtil dagen kom, hvor jeg fik denne skønhed i hænderne! Den fangede mig bare fra første dag, jeg hørte om den, og hver teaser Katja kom med gjorde mig bare mere sikker i min sag. Jeg måtte bare læse den! Og det kunne kun gå for langsomt! Jeg gik i gang med den, lige så snart jeg havde mulighed for det!

Og wow, hvor er den her bog bare fantastisk! ”Sjælehenteren” levede til fulde op til mine forventninger og mere til!

Katjas skrivestil er skøn! I hendes bog er der rigtig meget med guder, engle, Døden, Livet og lignende, og der var meget baggrundsstof at holde styr på. Men Katja formidler det rigtig fint og fortællingerne kommer på en behagelig og underholdende måde, så det hele forblev virkelig spændende, og jeg huskede det. Katja skriver på en måde, så jeg blev fuldstændig opslugt af Ravens verden og personerne omkring hende. Det var en anderledes bog med en ny verden og en fed måde at skrive om efterlivet på! Jeg er bare SÅ begejstret over denne her bog. Den er for vild!

Jeg elsker elsker ELSKER plottet! Jeg var simpelthen hooked fra første side og kunne ikke lægge bogen fra mig, da jeg først gik i gang! Jeg elskede Katjas fortolkning af efterlivet. Bogen er den fedeste pakke af hjertebankende spænding, et perfekt og underholdende persongalleri og genial humor. Jeg har ikke tidligere læst en bog, der handlede om efterlivet, og jeg var helt vild med det, og ideen med at der er sjælehentere, der kommer og beskytter vores sjæle og sørger for at vi bliver sendt det rette sted hen. Det var bare SÅ godt!
Af en eller anden grund manglede jeg lidt i starten at høre mere om hendes forældre, at Raven fik lov til at se dem en sidste gang, så der var en form for afslutning med hendes liv? Dog virkede Raven ret afklaret med det hele omkring hendes forældre og hendes nye liv, og det smittede gradvis af på mig. Det kan være, jeg får hendes forældre at ”se” i en af de efterfølgende bøger?
Bogen er et væld af overraskelser og de mest imponerende plottwists! Der var flere gange, hvor Katja tog fusen på mig og vejret fra mig. Den her bog overraskede mig på alle måder. Den fremkaldte de bedste former for gåsehud, mens jeg læste.
Men som sagt var jeg helt vild med den her bog! Det kribler i mig efter at sætte mig og læse den igen! Tænk, at der er et helt år til, bog 2 udkommer!

Persongalleriet er det mest perfekte og gennemførte, jeg længe har oplevet. Jeg sad og smilede stort set hele bogen igennem, fordi personerne bare er så veludførte. Mine favoritter er helt sikkert Raven og Lucifer! Det var dem der fik mig til at le allermest, og der var bare noget helt særligt ved de to, der fangede min opmærksomhed. At Lucifer kunne være så mild og omsorgsfuld overraskede mig, men jeg synes, det var en fed detalje. Han var slet ikke, som jeg havde forventet – det var ingen af guderne, englene eller dæmonerne for den sags skyld! Zeph kom nu også blandt favoritterne – hans smag i biler var upåklagelig, og han har en fed humor og passer på Raven. Jeg glæder mig rigtig meget til at se mere til ham også.
Lige som plottet overraskede persongalleriet mig på alle måder. Jeg har ikke en finger at sætte på det. Katja skaber bare de mest fascinerende og sjove personer, og jeg kan ikke få nok!

”Sjælehenteren” er en perfekt og gennemført fantasyroman, hvor såvel sjæle som engle, dæmoner og guder nok skal få dig charmeret sig ind på dig.  Man kan ikke undgå at blive opslugt i Ravens verden!
”Sjælehenteren” er simpelthen genial, og alle fantasyfans bør kaste sig over den. De vil ikke blive skuffede!

 

Den første bog i trilogien ”Fortællinger fra Døden” får 5 stjerner ud af 5.

Charlotte Fischer: Sjælevandrer 1 – Diali

Forfatter: Charlotte Fischer         Originaltitel: Diali                Antal sider: 314

    Forlag:  Facet               Serie: Sjælevandrer #1               Antal stjerner:  

Sprog: Dansk

Sponsoreret indlæg

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Facet


Roneoak er navnet på det samfund, Cawi og Dahlia kender, og lever i. Roneoak ligger ved kysten. Det sidste sted for mennesket.

I Roneoak forsøger Cawi og Dahlia at opretholde en tilværelse. Der er mangel på alt. Og fremtiden er usikker.

Cawi fornemmer, at en altødelæggende trussel mod Roneoak er nært forestående. Cawi er overbevist om, at der findes mennesker på den anden side af bjergene. Derfor begiver Cawi og Dahlia sig ud på en rejse, som ændrer deres liv for altid.

Wow! Denne bog har virkelig imponeret mig på alle punkter. Den var slet ikke, hvad jeg havde forventet – den var så meget mere!
For det første coveret! Coveret er så smukt og var det første, der fangede min opmærksomhed.  Der er nogle fede effekter på coveret, og det passer bare så godt til historien.

Jeg kunne virkelig godt lide Charlottes skrivestil. Den er letlæselig, men samtidig så fangende, at jeg strøg igennem kapitel efter kapitel uden at ænse, hvor meget jeg havde læst. Jeg læste nemt over 100 sider på en dag, og jeg nød hver eneste side. Jeg elskede det univers, hun har skabt: Roneoak. Det var så fascinerende at læse om, hvor forskellige deres verden var i forhold til vores, på trods af, at man befandt sig på samme Jord. Charlotte beskriver sin verden virkelig flot og detaljeret, så jeg ikke kunne undgå at blive fuldstændig fanget. Jeg ville have mere hele tiden og havde svært ved at lægge bogen fra mig.

Jeg ELSKEDE plottet! Jeg synes, at plottet er veludført, og jeg elskede ideen om to så forskellige verdner ikke særlig langt fra hinanden og kom lidt til at tænke på min tilværelse i forhold til andre.
Dahlia og Cawi bliver nødt til at rejse fra Ronoeak og aner ikke, hvad der venter dem på den anden side – om de er de to sidste mennesker overhovedet, og om der er lige så tomt væk fra kysterne. Deres rejse hele vejen gennem bogen er så intens og spændende! Der er de vildeste scener, hvor jeg bare sad med hjertebanken og en klump i halsen.
”Diali” har de mest rørende, smukke og spændende scener! De er virkelig godt skrevet, og der er især én scene, hvor Charlotte virkelig fik taget fusen på mig, og der sprang tårerne frem.  Det var et plottwist, der ville noget, og som fik følelserne til at springe op i mig for fuld kraft. Bogen overraskede mig virkelig positivt, og jeg var helt vild med Dahlia og Cawis historie. Selv da man skulle tro, at alting ville falde til ro for dem, er de stadig ude på en voldsom rejse – især følelsesmæssigt. Der ligger en masse ting gemt i dem, som ikke bliver bearbejdet, og de takler tingene så forskelligt. De kæmper med sorg, skyldfølelse, forvirring og skjulte følelser. Det kunne ikke blive andet end en sindssygt spændende læseoplevelse!

Dog stødte jeg en gang imellem på nogle lidt mystiske kommentarer. Cawi eller Dahlia kunne sige nogle søde eller rørende ting, og så svarer den anden tilbage med en kommentar, jeg synes er lidt underlig eller taget ud af kontekst. Jeg tror, det skulle forestille, at de prøvede at være sjove eller alvorlige, men det gik lidt tabt for mig. Jeg følte lidt, at samtalen var ufærdig, og jeg sad tilbage med en følelse af, at der manglede noget.
Bogen indeholder lige lovligt mange skrivefejl og ordstillingsfejl, der endte med at forstyrre min læsning. Jeg var nødt til at læse nogle af sætningerne om for ikke at misforstå den. Det trækker ikke ned i min anmeldelse og ødelagde ikke min læseoplevelse som sådan, men det endte til sidst med at irritere mig lidt.

En sidste ting, jeg manglede, var lidt mere fokus på Diali og det at være sjælevandrer. Der kommer egentlig en rigtig fin forklaring på det hen mod slutningen, men jeg havde troet, at det ville være noget mere i fokus grundet bogens titel. Dog ved jeg, at der er en bog mere på vej, så jeg glæder mig til forhåbentligt høre mere om Diali og sjælevandrere.

Slutningen er fyldt med mystik og spænding. Samtidig skræmte den mig også, da jeg fornemmer en fremtid for Dahlia og Cawi, som jeg ikke ønsker for dem. Men indtil videre kan jeg kun gætte på, hvad der kommer til at ske, og hvordan fortsættelsen bliver – jeg kan slet ikke vente!

Jeg elskede Cawi og Dahlia og det tætte bånd, der er imellem dem trods afstanden mellem dem. De begge to udvikler sig helt enormt meget igennem historien. Dahlia går fra at være ubehagelig og egoistisk til at være venlig, imødekommende og betænksom. Cawi går fra at være selvsikker, stærk og at føle sig uovervindelig til at finde ud af, at han måske ikke er så uovervindelig, som han gik og troede. At selv han kan knække.
De er meget forskellige, og det viser sig tydeligt i den måde, de takler de forskellige udfordringer, de bliver udsat for. Der, hvor Cawi er stærk, er Dahlia svag og usikker og har brug for hans styrke. Og i situationer hvor Dahlia er stærk og trives, begynder Cawis usikkerheder og tvivl at vise sig. Det var virkelig interessant at følge de her personers historie og udvikling. Jeg kom til at holde så meget af dem begge to og håbede virkelig på, at det ville ende godt for dem. Især den ene tvivlede jeg på, ville få en lykkelig slutning.

”Diali 1 – Sjælevandrer” er en intens og rørende dystopisk fortælling. Det er en roman, der nægter at slippe sit tag i dig, før sidste side er læst.
Cawi og Dahlia vil gribe dig om hjertet. De vil knuse det, men de hjælper dig også med at samle det igen.

Det er en fortælling, der virkelig overrasker – på alle de rigtige måder!
Det er en smuk og imponerende fortælling om to menneskers rejse – både en fysisk rejse men så sandelig også en følelsesmæssig.
Hvis man er til et spændende nyt univers fyldt med kærlighed og kampe for overlevelse, så er ”Diali” helt sikkert noget for dig!

”Diali” får 4 store stjerner ud af 5.

Boris Hansen: Panteon-sagaen 1: Vejen til Panteon

Forfatter: Boris Hansen    Originaltitel: Vejen til Panteon   Antal sider: 428

    Forlag:  Tellerup                Serie: Panteon-sagaen #1               Antal stjerner:  

Sprog: Dansk

Sponsoreret indlæg


Jeg er nødt til at tage væk. Spørg ikke hvorhen eller hvorfor. Det er noget jeg må gøre alene.”
I en nær fremtid er verden blevet en anden. Samfundets svageste sendes til Zonen hvor de lever en trist tilværelse blandt grå betonblokke. Zonen er det eneste hjem Lucas nogensinde har kendt. Men da hans bedste ven, Cassandra, pludselig forsvinder, vælger han at rejse ud for at finde hende. Det eneste spor er de kryptiske noter hun skrev inden hun tog af sted: Pelassa. Akkana. Husk på tallet 12! Inden længe indser Lucas at Cassandra er taget ud på en lang rejse til en fremmed verden der ikke burde findes. En verden fyldt med begravede mysterier og ældgamle sammensværgelser. En verden hvor Panteons guder strides og Empyrias engle forsøger at forhindre en altomfattende krig.
Lucas er ligeglad med guder og engle. Han vil bare have Cassandra tilbage. Men snart opdager han hemmeligheden bag hvem Cassandra virkelig er … og hvorfor hun valgte at rejse væk.

Det første, der fangede mig ved ”Vejen til Panteon,” var den smukke forside. Den er der blevet gjort et så flot stykke arbejde med og giver et rigtig godt billede af bogens handling uden at afsløre for meget. Og så har jeg bare et eller andet med engle, så at der er en engel på forsiden gjorde også, at min interesse blev holdt fast! Bagsideteksten er genial og gjorde, at jeg bare måtte have bogen med hjem og læse den! Det lød som en rigtig spændende og unik historie.

Skrivestilen var noget anderledes, end jeg lige havde regnet med, og det tog mig lige lidt tid at vænne mig til den. Men da jeg vænnede mig til den, blev jeg mere og mere vild med den. Boris blander fantasy og dystopi genren, og jeg kunne godt lide det – det var anderledes og unikt og fik bogen til at skille sig ud og bidrog i den grad til spændingen at man befandt sig i to så forskellige verdner! Det overraskede mig, at det, at blande de to genrer, kunne fungere så godt. Men det gør det! Boris indfanger læseren med sine verdner, den intense spænding, skønne karakterer og den gode humor.

Jeg er stor fan af plottet! Dog synes jeg, bogen var lidt længe om at komme i gang, men det var nok fordi, Zonen ikke lige var mit favorit sted i bogen. Jeg synes ikke helt der skete nok, og jeg følte ikke, jeg fik lov til at komme helt ind på livet af Lucas og hans venner – jeg synes, jeg manglede forbindelsen mellem dem. Jeg kunne ikke rigtig mærke det tætte venskab.  Da de kommer til fantasy verdenen, begynder der dog virkelig at ske noget, og jeg fik sug i maven af spænding og slugte side efter side. Det var også i denne verden, at jeg følte, jeg lærte Lucas og hans venner rigtigt at kende og begyndte at holde meget af dem og kunne mærke forbindelsen mellem dem.
Jeg var helt vild med den måde, Boris får blandet disse to verdner sammen og den måde, verdnerne er forbundet. Det fungerer bare og er så gennemført og glidende. Jeg ELSKEDE det!
Englene og deres verden er uden tvivl noget af det, jeg bedst kunne lide ved bogen! Kapitlerne, hvor man befandt sig i Empyria, kunne jeg have læst igen og igen.  Jeg kunne have befundet mig i Empyria kapitlerne til evig tid og rigtigt fordybe mig i englenes verden! Det var helt klart den, der fascinerede mig mest. Empyria hører egentlig til i samme verden som Juvelen, den verden Lucas og hans venner rejser til. Men når jeg befandt mig i Empyria, var det nærmest som at befinde sig i en tredje verden. Der forgik så meget, som menneskerne ikke anede noget om. At Boris har kunnet have alle de verdner samlet i en bog, og samtidig har kunnet holde det så nemt og overskueligt for læseren, synes jeg er så imponerende og virkelig godt gået. ”Vejen til Panteon” er bare genialt skrevet!
Plottwistene var SÅ gode og overraskede mig meget– især slutningen havde jeg på ingen måde regnet med, og jeg sad helt mundlam tilbage, da jeg havde læst sidste linje. Der er nogle så fede detaljer i forbindelse med slutningen, og de sidste kapitler var noget af det mest intense og spændende i hele bogen. Her sker der helt ekstremt meget, og slutningen fik mig til at ville samle 2’eren op med det samme og læse videre! Jeg ville tilbage til Juvelen og til Lucas, Mardelus og de andre og finde ud af, hvad der nu skulle ske!

Persongalleriet var en noget blandet oplevelse for mig. Det var den, fordi det tog mig noget tid at knytte mig til Lucas og de andre fra Zonen – det tog lidt for lang tid efter min mening, men da de kommer til den anden verden vender det, og jeg endte med at komme til at holde enormt meget af dem. Især Lucas.  Det tog mig måske også lidt tid at komme til at knytte mig ordentligt til dem, fordi de var nogle helt andre typer, end jeg først havde regnet med, de var. Jeg skulle lige omstille mig og vænne mig til dem. Men Lucas og hans venner var spændende at følge, især da de kommer til Juvelen. Da jeg mærker forbindelsen og det tætte venskab mellem Lucas og hans venner gør det også rigtig meget for historien.
Jeg var helt vild med Mardelus og Saida! Især Mardelus, der bare er så sjov! Der var bare noget ved dem, der fascinerede mig, og jeg kom med et lille hvin af glæde, hver gang jeg kom til et kapitel med dem. At de er så forskellige bidrager bare til en masse sjove scener, men jeg fik også en fornemmelse af, at det blandt andet er det, der knytter dem sammen og skaber et godt samarbejde mellem de to.

Alt i alt, synes jeg, at det er en genial og unik bog, der blander fantasy og dystopi på en fed måde, der bare fungerer. Desværre levede den ikke helt op til mine forventninger. Jeg havde nok desværre skruet forventningerne lidt for højt op pga. al hypen omkring dem. Desuden følte jeg aldrig forbindelsen/forelskelsen mellem Lucas og Cassandra, så jeg forstod aldrig helt, hvorfor han og hans venner ville sætte himmel og jord i bevægelse for at finde hende.

”Vejen til Panteon” er en læseoplevelse, jeg i den grad vil anbefale. Hvis man er til dystopi og fantasy og kunne tænke sig at se, hvordan de to genrer kan fungere sammen? Så ville jeg skynde mig at komme i gang med ”Vejen til Panteon!”
Jeg glæder mig helt vildt til at finde ud af, hvordan denne historie fortsætter! Især med den slutning!

”Vejen til Panteon” får 4 stjerner ud af 5.