Kategori: Anmeldelser

Ravnedrengene (The Raven Cycle #1)

Forfatter: Maggie Stiefvater       Originaltitel: The Raven Boys      Antal sider:  436

Forlag:  Turbine        Serie: The Raven Cycle #1      Antal stjerner:  

Sprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra og forlaget Turbine


“Ser du en ånd på Skt. Marks aften kan der kun være to forklaringer: Enten er han din ægte kærlighed … eller også vil du slå ham ihjel.”

Blue Sargents mor er clairvoyant, og hvert år på Skt. Marks aften, står Blue ved sin mors side, mens ånderne af dem, der snart skal dø, vandrer forbi. Blue har aldrig selv set dem, men denne gang træder en af dem frem af mørket og taler til hende. Hans navn er Gansey, og han er en af de såkaldte Ravnedrenge – rige og privilegerede studerende fra den lokale privatskole Aglionby. Ravnedrengene er lig med ballade, så Blue undgår dem som regel.

Men Gansey er anderledes, og Blue tiltrækkes af ham på en måde, hun ikke forstår. Og så er Gansey på en mystisk mission for at afdække fortidens magi sammen med de tre andre ravnedrenge Adam, Ronan og Noah.

Lige så lang tid, hun kan huske, har Blues synske familie advaret hende om, at hun vil komme til at slå sin elskede ihjel. Blue tror ikke på ægte kærlighed, så hun har aldrig tænkt nærmere over det. Men i takt med, at hendes liv bliver tættere og tættere forbundet til ravnedrengenes overnaturlige og dystre verden begynder spådommens alvor at gå op for hende …

”Ravnedrengene” var en overraskelsespakke fra forlaget Turbine, og det var en dejlig overraskelse. Coveret er virkelig smukt og passer super godt til titlen og til historien. Dog havde jeg aldrig hørt om Maggie Stiefvater og hendes Raven Cycle serie. Jeg var inde og undersøge dem på Goodreads og fandt ud af, at Stiefvater faktisk er en ret stor forfatter med millionvis af solgte bøger. Jeg synes, det er ret vildt, at sådan en stor forfatter er gået min næse forbi. Mange danskere har faktisk allerede læst den på engelsk og glædede sig til den på dansk. ”Ravnedrengene” lød super god, og jeg gik hurtigt i gang med at læse den. Jeg måtte simpelthen lærer Blue og Ravnedrengene at kende.

Jeg var helt vild med Maggies skrivestil.  Hun skriver på en måde, der bare fra start fangede mig. Hun vækker Henrietta og dens indbyggere til live på en helt igennem fantastisk måde, og jeg blev fuldstændig opslugt af historien.  Der er lige dele mystik, alvor, uhygge og humor i den, og jeg var virkelig godt underholdt hele vejen igennem. Der sker hele tiden noget, og jeg kedede mig aldrig under læsningen.  Maggie Stiefvater skriver på en måde, så hjertet hamrer afsted i spænding, frygt, vrede og en lille smule på grund af en spirende forelskelse. Jeg kunne ikke give slip på den, og flere gange frarøvede denne historie min nattesøvn. Det er spænding på højeste plan!

”Ravnedrengene” er en fantasy fyldt med magi, mystik, og clairvoyance.  Når jeg opdager, at en bog har noget med clairvoyance at gøre, passer jeg altid en lille smule på med at forvente for meget. Jeg er selv meget kritisk på det punkt, og det skal virkelig være overbevisende, før en forfatter eller en clairvoyant for den sags skyld kan få mig til at tro på dem. Men til min store fryd er hele Blues familie så vidunderligt overbevisende, at min tvivl blev gjort til skamme og forsvandt med det samme. Maggie får clairvoyancen ind på en overbevisende men samtidig også underholdende måde, så det hele heller ikke bliver for højtideligt. Bogen er fyldt med mystik og magi, og det gør den så utroligt spænende og fascinerende, men samtidig også uhyggelig. Der står et liv på spil, og man ved, hvad de alle risikerer i deres jagt på at løse mysteriet. Mystikken er SÅ intens, at jeg holdt vejret af spænding, og jeg turde ikke blinke af frygt for at gå glip af noget. Den her bog er så spændende! Den er for vild! Forfatteren afslører lige så lidt for læseren, som hun gør for sine karakterer, og det bidrager til at gøre bogen endnu mere spændende, end den allerede er. Jeg fik hele tiden nok clues til, at jeg blev holdt ved ilden og syntes, at det hele var spændende. Samtidig bliver der heller ikke afsløret så meget, at det hele er regnet ud for hurtigt. Maggie Stiefvater har en rigtig god balancegang mellem de to ting.  Jeg var på intet tidspunkt frustreret, da jeg synes jeg fik rigtig gode mængder af begge dele.  Jeg ville løse mysteriet med Ley-linjen og Glendower lige så meget, som Blue og Gansey ville, og jeg kunne så tydeligt mærke deres frustration, fascination og frygt i deres søgen efter at finde frem til svarene. Maggie får dig nemlig til at føle med karaktererne, og jeg heppede helt vildt på dem alle sammen. Samtidig følte jeg så tydeligt Blues angst for at forelske sig og hendes forvirring over det. At jeg kunne føle alle deres følelser sive ud i mig gennem bogen, gør også bare bogen lige det bedre, og den gjorde et kæmpe indtryk.

Jeg elskede hver og en af karaktererne i denne bog! De er simpelthen så gennemførte og bidrager i den grad til stemningen i bogen. Gansey er bare så gennemført god, og han rørte mig virkelig med sin betænksomhed. Dog ødelægger hans ophav meningen med hans gode gerninger, hvilket jeg synes var så synd for ham. Han er bare skøn, og jeg forelskede mig en lille smule i ham, mens jeg læste. Han var helt klart min favorit blandt Ravnedrengene. Hans viljestyrke og drive var enormt inspirerende, og i kapitlerne, hvor jeg fulgte ham, var der et ekstra sug i maven. Det virker som om, han bare vil løse mysteriet en smule mere end alle de andre, og det kan mærkes. Så er der Blue! Blue er skøn! Så humoristisk og stærk på sin helt egen måde. Hun ved, hvad hun vil, og hvordan hun vil opnå det. Hun er næsten for stædig indimellem, men på den gode måde, og det er bare noget af det, der gør hende så sjov. Hun udvikler sig en hel del, da hun begynder, at ses med Ravnedrengene, og jeg elskede at følge den udvikling. Den eneste, jeg egentlig havde et problem med, var Adam. Han var bare en lille smule for negativ og en lille smule for stædig i forbindelse med at få hjælp og følge sine egne principper. Han var bare lige en tak for stolt, og det irriterede mig. Ellers var han dejlig! Nogle af de ting, han siger til Blue, varmede mit hjerte. Selv Ronan og sære Noah kunne jeg lide. Maggie har skabt en gruppe venner, der virkelig fanger læserens interesse, og jeg knyttede mig i så meget til dem. Jeg sad med en fornemmelse af, at jeg havde fået 5 nye venner. Når jeg har det sådan, ved jeg bare, at forfatteren har ramt plet med sine karakterer.

Maggie har gjort et eminent stykke arbejde med denne bog! Det er fantastisk fantasy på højt plan! Helt klart en af de bedste fantasy, jeg har læst i år. Bogen har en mystik over sig, som jeg aldrig har oplevet før. Jeg er så imponeret over denne roman. Den er fyldt med imponerende og vilde plottwists, der overraskede mig gang på gang og efterlod mig mundlam på den helt rigtige måde. Jeg er så glad for at vide, at bog 2 udkommer til foråret næste år, og jeg håber sådan, at forlaget vil udgive alle 4 bøger! Dette er en bog, hvor jeg ikke vil gå glip af slutningen.

Hvis man er stor fan af fantasy og det paranormale vil man elske ”Ravnedrengene”. Jeg faldt hårdt for denne bog, og det er jeg ikke i tvivl om, at andre fantasy fans også vil!

Bogen får 5 stjerner ud af 5.

Gail McHugh: Kollison (Collide #1)

Forfatter: Gail McHugh         Originaltitel: Collide      Antal sider:  337

Forlag:  Flamingo        Serie: Collide #1      Antal stjerner:  

Sprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra og forlaget Flamingo


Efter sin mors død rejser Emily til New York for at begynde sit nye post-college liv og komme tættere på sin kæreste Dillon. Men så møder hun Gavin, en rig og notorisk playboy, som er både ufattelig sexet og uventet charmerende. På trods af alle gode intentioner er det umuligt for Emily at slå ham ud af hovedet. Og da hun finder ud af, at han er en del af Dillons venneflok bliver tingene for alvor komplicerede…

Det er vidst ingen hemmelighed, at en af mine helt store favoritgenrer er den romantiske. Det er i den og den erotiske genre, at jeg læser flest bøger. Der er bare noget ved at læse om 2 mennesker der forelsker sig i hinanden. Det er som at opleve forelskelsen igen og igen, og jeg elsker det. Da jeg hørte om ”Kollision,” var jeg derfor bare nødt til at få fingre i den. For denne bog handler netop om kærlighed og forelskelse, men det er på ingen måde nemt for Gavin og Emily at nå den.

Gail McHugh har en smuk, anderledes og fascinerende skrivestil. Hun benytter sig meget af billedsprog, noget jeg sjældent ser blive brugt så bevidst som her. Jeg synes, det fungerer virkelig godt – det indfanger personernes følelser på en helt anden måde, men det bliver samtidig også meget mere intenst. Jeg elsker at opdage, at selvom bøgerne i den romantiske genrer godt kan virke meget ens i opbygning, så er der stadig nye måder at skrive en romantisk historie på.
Der er også noget andet, der er anderledes ved denne bogs skrivestil.  Noget, jeg faktisk var bekymret for i starten. Bogen er i 3. person og bliver fortalt både fra Gavins og Emilys synsvinkel. Dog er deres synsvinkler ikke adskilt af kapitler. Synsvinklerne skifter mellem dem i afsnit i kapitlerne. Jeg var meget bekymret for, om dette ville blive for rodet, og om jeg ville komme til at forveksle dem ved at der ikke var et tydeligt skift mellem fortællerne. Dog var min frygt ubegrundet. Gail får lavet de fineste og imponerende lette overgange mellem Gavin og Emily. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, hvornår hvem fortalte også selvom afsnitinddelingen ikke altid var lige tydelig. Jeg var imponeret over, at Gail gør dette så ubesværet. Jeg er i det hele taget utroligt imponeret over hendes skrivestil.

Plottet fangede mig helt fra start af. Normalt passer jeg altid lidt på med trekantsdramaer, da jeg nemt synes, de kan blive for meget. Men jeg elsker Emily og Gavins historie, og den måde, den er fortalt på. Der sker hele tiden noget mellem Gavin, Dillon og Emily og jeg kedede mig ikke et eneste sekund under læsningen. Jeg blev fuldstændig opslugt af bogen og de voldsomme følelser, der er i den og plantede sig i mig. Jeg sad konstant med sug i maven af spænding, og mit hjerte hamrede afsted sammen med deres.

Dog fik jeg indimellem lidt for meget af, at Gavin og Emily var så triste og kede af det. Ikke engang Emily, som egentlig er i et forhold, er særlig lykkelig. Det blev bare lige trist nok til min smag – især Gavin kan have det hårdt og svælge i selvmedlidenhed.
Dog er dette ikke noget, der fylder for meget i bogen – der bliver fokuseret meget mere på de følelser, der er så meget mere end begær mellem Emily og Gavin, hvilket jeg er helt vild med. Der er nogle scener, der er så smukke, sjove og rørende, og samtidig så dejligt normale og hverdagslige.
”Kollision” er en romantisk og intens fortælling om to menneskers kamp for at opnå den ægte kærlighed.

Persongalleriet var virkelig spændende. Der var mange forskellige karakterer, og jeg elsker, at det hele fungerer, selvom de er så forskellige. Der var nogle stykker at holde styr på og deres relationer til hinanden, men Gail McHugh får gjort det hele let og overskueligt. Jeg havde ingen problemer med at holde styr på dem alle, og hvad deres relationer var.  De karakterer, der interesserede mig mest var helt klart Dillon, Gavin og Emily. I starten forstod jeg virkelig ikke, hvad Emilys problem var. Hvorfor hun ikke bare kunne forlade Dillon og løbe efter Gavin, der tydeligvis var bedre for hende. Men så dæmrede det pludselig, at den stakkels pige var blevet manipuleret med og gjort til en svag og usikker pige, der var bange for, hvad hendes valg ville gøre for hende og folk omkring hende – ja endda for Dillon, selvom han burde have været ligegyldig. Det er en skræmmende og samtidig vildt spændende udvikling, der sker med Emily. At jeg som læser ikke lægger mærke til det i starten, synes jeg er et imponerende arbejde fra forfatteren – som om jeg selv blev manipuleret med af Dillon.  Han er så udspekuleret, og det var blandt andet det, der drog mig til ham. Jeg brød mig ikke om ham, da han netop manipulerer sig til det, han vil have, men der var bare noget ved ham, som fangede mig. Måske fordi han er så langt fra, hvad jeg selv ville falde for og synes var interessant. Jeg ville finde ud af, hvorfor Emily var så glad for ham.

Jeg elsker Gavin! Hans følelser for Emily lægger han ikke skjul på, og jeg er vild med hans stædighed og vilje til at ville kæmpe for det, han vil have. Jeg beundrede hans styrke og ihærdighed, men samtidig også, at han ikke var bange for at åbne sig op overfor Emily og sine venner.  Jeg er vild med en mand, der tør tale om følelser, og sådan er Gavin. Han er en skøn charmetrold, jeg ikke kunne undgå at falde pladask for.

Emily er skøn, og jeg var vild med, at hun virkelig kæmper for det, hun tror på. Hun er overbevist om sine følelser for Dillon, så derfor kæmper hun for det, og den tryghed det giver. Hendes usikkerhed er tydelig og afspejler sig i hendes handlinger. I starten irriterede det mig, at hun ikke bare gjorde, som jeg ville have – at gå til Gavin og smutte fra Dillon. Men jeg synes faktisk, at det at hun ikke bare springer i armene på Gavin, gør hende så meget mere virkelighedstro. Hun har været sammen med Dillon i et stykke tid, og han har været hendes trygge havn i al den tid. Emily tror på det bedste i folk og følger sin overbevisning. Hvis det var mig, må jeg indrømme, at jeg nok havde gjort det samme som hende – især med Gavins baggrund med kvinder.
I det hele taget var det skønt med en roman med så virkelighedstro karakterer. Ingen af dem var perfekte, og deres fejl såvel som gode sider blev vist tydeligt frem i bogen.

”Kollison” var en sand fornøjelse at læse. En følelsesladet, romantisk og sindssygt spændende roman! Den får 4 ud af 5 stjerner af mig.

Sidsel Sander Mittet: Morika 3 – Blodets bånd

Forfatter: Sidsel Sander Mittet         Originaltitel: Blodets bånd      Antal sider:  330

Forlag:  Facet        Serie: Morika #3      Antal stjerner:  

Sprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra og forlaget Facet


Korau, Eshri og deres venner har slået Oryndro i Makan og reddet Aubr, men krigen er langt fra overstået. Selvom hilaer og morikanere nu kæmper side om side, er deres forenede styrker ikke nok. Hvis de skal vinde krigen, må anderledes kræfter i spil. Alt har sin pris, men de er nødt til at gå videre på trods af store personlige omkostninger. Samtidig kaster historien sin skygge ind over flokken, og snart må de sande, at det er nødvendigt at konfrontere fortiden for at vinde fremtiden.

Så kom jeg til sidste del af trilogien om Morika. Det var med meget blandede følelser. Jeg glædede mig helt vildt til at finde ud af, hvordan det hele ville ende for Eshri, Korau og de andre – om de ville vinde krigen eller ej. På den anden side var jeg på ingen måde klar til at skulle slippe Morika og alle de skønne karakterer i den.  Men jeg kunne heller ikke ligge hen i uvished omkring dem, så jeg greb ivrigt ”Blodets bånd” og gik i gang med at læse.

Sidsel Sander Mittet leverer igen noget fuldstændig perfekt og unik. Jeg elsker hendes skrivestil og den måde, hun vækker Morika og folket til live på. For 3. gang blev jeg fuldstændig opslugt af en af de mest fascinerende og fuldendte verdner, jeg længe har oplevet.
Selvom der er mange navne, slægter, racer osv. at holde styr på, formår Sidsel at gøre det hele rigtig nemt at holde styr på. Hun får formidlet det hele på en sådan måde, at jeg ingen problemer havde med at huske alle personerne, og det var en skøn fornemmelse ikke at sidde og skulle bladre tilbage for at huske dem.
Og dog…  Jeg har altid haft en smule svært ved at holde styr på de adelige, der ikke var en del af modstandsbevægelsen. Sådan havde jeg det i de to foregående bøger og også i starten i bog 3. Dog er der rigtig meget fokus på de adelige i denne bog, og jeg sad tilbage med en rigtig god fornemmelse af, at jeg faktisk havde styr på, hvem der var hvem.
Sidsel Sander Mittet skriver helt igennem fantastisk, og jeg kunne umuligt slippe ”Blodets bånd,” før jeg havde læst den færdigt. Jeg blev blandt andet oppe til kl. 7 om morgenen, fordi jeg bare måtte få slutningen med. Jeg kunne ikke sove, før jeg kendte slutningen. ”Blodets bånd” holdt mig i et jerngreb, og jeg sad med sug i maven af spænding hele vejen igennem!

Plottet i ”Blodets bånd” imponerede mig virkelig. Det er simpelthen bare så gennemført, og jeg elskede hvert et øjeblik af det! Krigen går for alvor i gang her i 3. og sidste bog, og der skete hele tiden noget. Den var så spændende – den var altopslugende! Det hele er bare sat så godt sammen, og plottet er bare perfekt!
Det politiske og strategiske var enormt spændende at følge med i og var bare noget af det, der fangede mig. At krigen for alvor også går i gang i denne bog, bidrog i den grad også til spændingen. Jeg havde svært ved at se, hvem der dog skulle vinde det slag.
Dog har modstandsbevægelsen noget, som de adelige kun tror tilhører dem, og jeg er helt vild med, at Sidsel har givet dem det. At de ikke nødvendigvis kun har deres våben og kamptrænede unge mænd til at lede dem frem til en mulig sejr. Men når Oryndro har samme ”fordel”, vil overraskelsesmomentet så være nok? Vil modstandsbevægelsen være stærk nok mod Oryndro? Det var nogle af de spørgsmål, jeg selv sad med under læsningen, og jeg både glædede mig og var så bange for at få svaret. Hvad nu, hvis svarene ikke var dem, jeg havde håbet på? Dog kunne jeg ikke lade være med at fortsætte læsningen. Uvisheden var ulidelig!
Jeg elskede virkelig den her bog – ALT ved den. Jeg har lyst til at tage den ned fra hylden og læse den igen! Jeg er på ingen måde klar til at slippe denne verden endnu – til at slippe Eshri og Korau.  Bogen har de vildeste og mest imponerende plottwists, jeg længe har oplevet! Flere gange end jeg kan tælle, tog bogen vejret fra mig. Der var så mange ting, jeg på ingen måde havde set komme!

”Blodets bånd” fik mig til at smile og grine, blive vred og ulykkelig – og ja tårerne faldt også i stride strømme. Der er voldsomme scener, rørende scener og smukke scener. Karaktererne oplever så megen sorg og smerte, at jeg ikke fatter, at de kunne holde sammen på sig selv. Nogle gange blev jeg endda i tvivl om, om denne krig blandt andet ville knække min skønne Korau. Men at de karakterer, jeg så som stærke, også viste sig fra deres mest sårbare sider, var noget af det, jeg elskede ved bogen. At selv den stærkeste mand har en grænse for, hvad han kan klare af dårligdom.

Jeg ELSKEDE persongalleriet! Wow, wow og tusinde gange wow! På trods af, at vi her har at gøre med en fantasy med nye racer, andre skikke, religioner osv. skaber Sidsel de mest virkelighedstro karakterer.  Karakterer jeg kunne relatere til, leve mig ind i og i den grad knytte mig til
Al den vrede jeg havde imod Zaak og Eshri fra især bog to, forsvandt stort set med det samme. Egentlig har jeg haft det rigtig svært med mange af hilaerne – de var meget fjendske og arrogante. Ikke at jeg bebrejder dem det, men mange af hilaernes væremåde irriterede mig – også i de to foregående bøger.  Dog sker der bare et eller andet i denne bog, så al min modstand mod Eshri og de fleste hilaer forsvandt. Det, der stille og roligt begynder i bog 2 udvikler sig til noget stort og smukt i bog 3.  Hilaer og morikanere accepterer hinanden mere og mere, og alliancer bliver skabt. Krigen gør et eller andet ved morikanerne og hilaerne i modstandsbevægelsen, og det var smukt at se denne ændring. At de bliver ført sammen, og at der opstår venskaber og endda også kærlighed mellem dem.

Zaak og Eshri udvikler sig helt vildt i denne bog, og jeg synes det er en så smuk udvikling! Eshri nærmest blomstrede foran mig, mens jeg læste, og jeg blev fuldstændig bjergtaget af hende. Jeg kunne så tydeligt se den skønhed, Zaak og Oryn ser i hende. Jeg havde ikke på nogen måde troet, at Sidsel ville kunne få mig til at kunne lide disse to igen, men det gjorde hun så sandelig!
Zaak har jeg egentlig altid haft det svært med, men han imponerede mig SÅ meget i bog 3. Den styrke, tålmodighed og kærlighed han udviser, var intet mindre end fantastisk! Jeg endte med at beundre ham enormt meget i ”Blodets bånd”.

Jeg bliver nødt til at nævne Oryn – jeg kan ikke afslutte min anmeldelse af den sidste bog uden at nævne ham. Jeg troede, at al modgangen havde knækket ham i bog 2 – at jeg aldrig ville opleve den gamle Oryn igen. Og Oryn bestyrkede min frygt flere gange i løbet af bogen, men til gengæld overrasker han mig helt vildt ved at vende på en tallerken og komme tilbage for fuld styrke! Den gode, dejlige Oryn kom tilbage, og det varmede mig om hjertet!  At han ikke fik den helt rigtige afslutning efter min mening, gjorde mig lidt tung om hjertet, men jeg synes stadig han ender et godt sted til slut.
Korau er som altid skøn og igen den, som fik mig til at le allermest. Som tidligere nævnt ender han faktisk et sted, hvor jeg troede, at krigen havde knækket ham.  At store, stærke, muntre Korau turde vise svaghed og sårbarhed var kæmpe stort for mig, og jeg elskede ham det mere.  Han er uden tvivl min favorit blandt hovedpersonerne, og jeg var så glad for, at kærligheden også får lov til at tilsmile ham. Hans styrke, kampånd, loyalitet og humor var bare noget af det, jeg faldt for ved Korau.

Denne bog, denne trilogi, er uden tvivl noget af det bedste fantasy, jeg nogensinde har læst! En vidunderlig og uforglemmelig læseoplevelse, jeg ikke vil være foruden!  En fantastisk og smuk afslutning på en fantastisk historie!

Jeg kan simpelthen ikke fatte, at min rejse med Korau, Eshri og Korau er slut.  Jeg vil have mere! Meget mere!

”Morika 3 – Blodets bånd” får 5 kæmpe store stjerner ud af 5! Men den fortjener så mange flere end det!

K. L. Berger: Fortællinger fra Døden 1 – Sjælehenteren

Forfatter: K. L. Berger         Originaltitel: Sjælehenteren      Antal sider: 250

Forlag:  DreamLitt        Serie: Fortællinger fra Døden #1      Antal stjerner:  

Sprog: Dansk

Sponsoreret indlæg

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget DreamLitt


Da Raven dør, vågner hun op til et møde med selveste Døden. Efterlivets hersker tilbyder hende et evigt job som sjælehenter, men det, der virker som et ufarligt job, viser sig at være omgivet af ældgamle kræfter, der truer med at tage livet af både Raven og alle omkring hende. For at forhindre Dommedag må Raven alliere sig med både Himlen og Helvede i et forsøg på at nedkæmpe fjenden. Men når krigen truer, og mørket indtager verden, hvem er så i virkeligheden sande venner og fjender? Kan Raven stole på den lyse side, eller går vejen til frelse gennem mørket?

”Sjælehenteren” af Katja Berger havde jeg ventet så utålmodigt på, siden Katja fortalte om den for første gang. Siden har jeg læst bagsidetekst og teasers i massevis, lige indtil dagen kom, hvor jeg fik denne skønhed i hænderne! Den fangede mig bare fra første dag, jeg hørte om den, og hver teaser Katja kom med gjorde mig bare mere sikker i min sag. Jeg måtte bare læse den! Og det kunne kun gå for langsomt! Jeg gik i gang med den, lige så snart jeg havde mulighed for det!

Og wow, hvor er den her bog bare fantastisk! ”Sjælehenteren” levede til fulde op til mine forventninger og mere til!

Katjas skrivestil er skøn! I hendes bog er der rigtig meget med guder, engle, Døden, Livet og lignende, og der var meget baggrundsstof at holde styr på. Men Katja formidler det rigtig fint og fortællingerne kommer på en behagelig og underholdende måde, så det hele forblev virkelig spændende, og jeg huskede det. Katja skriver på en måde, så jeg blev fuldstændig opslugt af Ravens verden og personerne omkring hende. Det var en anderledes bog med en ny verden og en fed måde at skrive om efterlivet på! Jeg er bare SÅ begejstret over denne her bog. Den er for vild!

Jeg elsker elsker ELSKER plottet! Jeg var simpelthen hooked fra første side og kunne ikke lægge bogen fra mig, da jeg først gik i gang! Jeg elskede Katjas fortolkning af efterlivet. Bogen er den fedeste pakke af hjertebankende spænding, et perfekt og underholdende persongalleri og genial humor. Jeg har ikke tidligere læst en bog, der handlede om efterlivet, og jeg var helt vild med det, og ideen med at der er sjælehentere, der kommer og beskytter vores sjæle og sørger for at vi bliver sendt det rette sted hen. Det var bare SÅ godt!
Af en eller anden grund manglede jeg lidt i starten at høre mere om hendes forældre, at Raven fik lov til at se dem en sidste gang, så der var en form for afslutning med hendes liv? Dog virkede Raven ret afklaret med det hele omkring hendes forældre og hendes nye liv, og det smittede gradvis af på mig. Det kan være, jeg får hendes forældre at ”se” i en af de efterfølgende bøger?
Bogen er et væld af overraskelser og de mest imponerende plottwists! Der var flere gange, hvor Katja tog fusen på mig og vejret fra mig. Den her bog overraskede mig på alle måder. Den fremkaldte de bedste former for gåsehud, mens jeg læste.
Men som sagt var jeg helt vild med den her bog! Det kribler i mig efter at sætte mig og læse den igen! Tænk, at der er et helt år til, bog 2 udkommer!

Persongalleriet er det mest perfekte og gennemførte, jeg længe har oplevet. Jeg sad og smilede stort set hele bogen igennem, fordi personerne bare er så veludførte. Mine favoritter er helt sikkert Raven og Lucifer! Det var dem der fik mig til at le allermest, og der var bare noget helt særligt ved de to, der fangede min opmærksomhed. At Lucifer kunne være så mild og omsorgsfuld overraskede mig, men jeg synes, det var en fed detalje. Han var slet ikke, som jeg havde forventet – det var ingen af guderne, englene eller dæmonerne for den sags skyld! Zeph kom nu også blandt favoritterne – hans smag i biler var upåklagelig, og han har en fed humor og passer på Raven. Jeg glæder mig rigtig meget til at se mere til ham også.
Lige som plottet overraskede persongalleriet mig på alle måder. Jeg har ikke en finger at sætte på det. Katja skaber bare de mest fascinerende og sjove personer, og jeg kan ikke få nok!

”Sjælehenteren” er en perfekt og gennemført fantasyroman, hvor såvel sjæle som engle, dæmoner og guder nok skal få dig charmeret sig ind på dig.  Man kan ikke undgå at blive opslugt i Ravens verden!
”Sjælehenteren” er simpelthen genial, og alle fantasyfans bør kaste sig over den. De vil ikke blive skuffede!

 

Den første bog i trilogien ”Fortællinger fra Døden” får 5 stjerner ud af 5.

Charlotte Fischer: Sjælevandrer 1 – Diali

Forfatter: Charlotte Fischer         Originaltitel: Diali                Antal sider: 314

    Forlag:  Facet               Serie: Sjælevandrer #1               Antal stjerner:  

Sprog: Dansk

Sponsoreret indlæg

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Facet


Roneoak er navnet på det samfund, Cawi og Dahlia kender, og lever i. Roneoak ligger ved kysten. Det sidste sted for mennesket.

I Roneoak forsøger Cawi og Dahlia at opretholde en tilværelse. Der er mangel på alt. Og fremtiden er usikker.

Cawi fornemmer, at en altødelæggende trussel mod Roneoak er nært forestående. Cawi er overbevist om, at der findes mennesker på den anden side af bjergene. Derfor begiver Cawi og Dahlia sig ud på en rejse, som ændrer deres liv for altid.

Wow! Denne bog har virkelig imponeret mig på alle punkter. Den var slet ikke, hvad jeg havde forventet – den var så meget mere!
For det første coveret! Coveret er så smukt og var det første, der fangede min opmærksomhed.  Der er nogle fede effekter på coveret, og det passer bare så godt til historien.

Jeg kunne virkelig godt lide Charlottes skrivestil. Den er letlæselig, men samtidig så fangende, at jeg strøg igennem kapitel efter kapitel uden at ænse, hvor meget jeg havde læst. Jeg læste nemt over 100 sider på en dag, og jeg nød hver eneste side. Jeg elskede det univers, hun har skabt: Roneoak. Det var så fascinerende at læse om, hvor forskellige deres verden var i forhold til vores, på trods af, at man befandt sig på samme Jord. Charlotte beskriver sin verden virkelig flot og detaljeret, så jeg ikke kunne undgå at blive fuldstændig fanget. Jeg ville have mere hele tiden og havde svært ved at lægge bogen fra mig.

Jeg ELSKEDE plottet! Jeg synes, at plottet er veludført, og jeg elskede ideen om to så forskellige verdner ikke særlig langt fra hinanden og kom lidt til at tænke på min tilværelse i forhold til andre.
Dahlia og Cawi bliver nødt til at rejse fra Ronoeak og aner ikke, hvad der venter dem på den anden side – om de er de to sidste mennesker overhovedet, og om der er lige så tomt væk fra kysterne. Deres rejse hele vejen gennem bogen er så intens og spændende! Der er de vildeste scener, hvor jeg bare sad med hjertebanken og en klump i halsen.
”Diali” har de mest rørende, smukke og spændende scener! De er virkelig godt skrevet, og der er især én scene, hvor Charlotte virkelig fik taget fusen på mig, og der sprang tårerne frem.  Det var et plottwist, der ville noget, og som fik følelserne til at springe op i mig for fuld kraft. Bogen overraskede mig virkelig positivt, og jeg var helt vild med Dahlia og Cawis historie. Selv da man skulle tro, at alting ville falde til ro for dem, er de stadig ude på en voldsom rejse – især følelsesmæssigt. Der ligger en masse ting gemt i dem, som ikke bliver bearbejdet, og de takler tingene så forskelligt. De kæmper med sorg, skyldfølelse, forvirring og skjulte følelser. Det kunne ikke blive andet end en sindssygt spændende læseoplevelse!

Dog stødte jeg en gang imellem på nogle lidt mystiske kommentarer. Cawi eller Dahlia kunne sige nogle søde eller rørende ting, og så svarer den anden tilbage med en kommentar, jeg synes er lidt underlig eller taget ud af kontekst. Jeg tror, det skulle forestille, at de prøvede at være sjove eller alvorlige, men det gik lidt tabt for mig. Jeg følte lidt, at samtalen var ufærdig, og jeg sad tilbage med en følelse af, at der manglede noget.
Bogen indeholder lige lovligt mange skrivefejl og ordstillingsfejl, der endte med at forstyrre min læsning. Jeg var nødt til at læse nogle af sætningerne om for ikke at misforstå den. Det trækker ikke ned i min anmeldelse og ødelagde ikke min læseoplevelse som sådan, men det endte til sidst med at irritere mig lidt.

En sidste ting, jeg manglede, var lidt mere fokus på Diali og det at være sjælevandrer. Der kommer egentlig en rigtig fin forklaring på det hen mod slutningen, men jeg havde troet, at det ville være noget mere i fokus grundet bogens titel. Dog ved jeg, at der er en bog mere på vej, så jeg glæder mig til forhåbentligt høre mere om Diali og sjælevandrere.

Slutningen er fyldt med mystik og spænding. Samtidig skræmte den mig også, da jeg fornemmer en fremtid for Dahlia og Cawi, som jeg ikke ønsker for dem. Men indtil videre kan jeg kun gætte på, hvad der kommer til at ske, og hvordan fortsættelsen bliver – jeg kan slet ikke vente!

Jeg elskede Cawi og Dahlia og det tætte bånd, der er imellem dem trods afstanden mellem dem. De begge to udvikler sig helt enormt meget igennem historien. Dahlia går fra at være ubehagelig og egoistisk til at være venlig, imødekommende og betænksom. Cawi går fra at være selvsikker, stærk og at føle sig uovervindelig til at finde ud af, at han måske ikke er så uovervindelig, som han gik og troede. At selv han kan knække.
De er meget forskellige, og det viser sig tydeligt i den måde, de takler de forskellige udfordringer, de bliver udsat for. Der, hvor Cawi er stærk, er Dahlia svag og usikker og har brug for hans styrke. Og i situationer hvor Dahlia er stærk og trives, begynder Cawis usikkerheder og tvivl at vise sig. Det var virkelig interessant at følge de her personers historie og udvikling. Jeg kom til at holde så meget af dem begge to og håbede virkelig på, at det ville ende godt for dem. Især den ene tvivlede jeg på, ville få en lykkelig slutning.

”Diali 1 – Sjælevandrer” er en intens og rørende dystopisk fortælling. Det er en roman, der nægter at slippe sit tag i dig, før sidste side er læst.
Cawi og Dahlia vil gribe dig om hjertet. De vil knuse det, men de hjælper dig også med at samle det igen.

Det er en fortælling, der virkelig overrasker – på alle de rigtige måder!
Det er en smuk og imponerende fortælling om to menneskers rejse – både en fysisk rejse men så sandelig også en følelsesmæssig.
Hvis man er til et spændende nyt univers fyldt med kærlighed og kampe for overlevelse, så er ”Diali” helt sikkert noget for dig!

”Diali” får 4 store stjerner ud af 5.

Boris Hansen: Panteon-sagaen 1: Vejen til Panteon

Forfatter: Boris Hansen    Originaltitel: Vejen til Panteon   Antal sider: 428

    Forlag:  Tellerup                Serie: Panteon-sagaen #1               Antal stjerner:  

Sprog: Dansk

Sponsoreret indlæg


Jeg er nødt til at tage væk. Spørg ikke hvorhen eller hvorfor. Det er noget jeg må gøre alene.”
I en nær fremtid er verden blevet en anden. Samfundets svageste sendes til Zonen hvor de lever en trist tilværelse blandt grå betonblokke. Zonen er det eneste hjem Lucas nogensinde har kendt. Men da hans bedste ven, Cassandra, pludselig forsvinder, vælger han at rejse ud for at finde hende. Det eneste spor er de kryptiske noter hun skrev inden hun tog af sted: Pelassa. Akkana. Husk på tallet 12! Inden længe indser Lucas at Cassandra er taget ud på en lang rejse til en fremmed verden der ikke burde findes. En verden fyldt med begravede mysterier og ældgamle sammensværgelser. En verden hvor Panteons guder strides og Empyrias engle forsøger at forhindre en altomfattende krig.
Lucas er ligeglad med guder og engle. Han vil bare have Cassandra tilbage. Men snart opdager han hemmeligheden bag hvem Cassandra virkelig er … og hvorfor hun valgte at rejse væk.

Det første, der fangede mig ved ”Vejen til Panteon,” var den smukke forside. Den er der blevet gjort et så flot stykke arbejde med og giver et rigtig godt billede af bogens handling uden at afsløre for meget. Og så har jeg bare et eller andet med engle, så at der er en engel på forsiden gjorde også, at min interesse blev holdt fast! Bagsideteksten er genial og gjorde, at jeg bare måtte have bogen med hjem og læse den! Det lød som en rigtig spændende og unik historie.

Skrivestilen var noget anderledes, end jeg lige havde regnet med, og det tog mig lige lidt tid at vænne mig til den. Men da jeg vænnede mig til den, blev jeg mere og mere vild med den. Boris blander fantasy og dystopi genren, og jeg kunne godt lide det – det var anderledes og unikt og fik bogen til at skille sig ud og bidrog i den grad til spændingen at man befandt sig i to så forskellige verdner! Det overraskede mig, at det, at blande de to genrer, kunne fungere så godt. Men det gør det! Boris indfanger læseren med sine verdner, den intense spænding, skønne karakterer og den gode humor.

Jeg er stor fan af plottet! Dog synes jeg, bogen var lidt længe om at komme i gang, men det var nok fordi, Zonen ikke lige var mit favorit sted i bogen. Jeg synes ikke helt der skete nok, og jeg følte ikke, jeg fik lov til at komme helt ind på livet af Lucas og hans venner – jeg synes, jeg manglede forbindelsen mellem dem. Jeg kunne ikke rigtig mærke det tætte venskab.  Da de kommer til fantasy verdenen, begynder der dog virkelig at ske noget, og jeg fik sug i maven af spænding og slugte side efter side. Det var også i denne verden, at jeg følte, jeg lærte Lucas og hans venner rigtigt at kende og begyndte at holde meget af dem og kunne mærke forbindelsen mellem dem.
Jeg var helt vild med den måde, Boris får blandet disse to verdner sammen og den måde, verdnerne er forbundet. Det fungerer bare og er så gennemført og glidende. Jeg ELSKEDE det!
Englene og deres verden er uden tvivl noget af det, jeg bedst kunne lide ved bogen! Kapitlerne, hvor man befandt sig i Empyria, kunne jeg have læst igen og igen.  Jeg kunne have befundet mig i Empyria kapitlerne til evig tid og rigtigt fordybe mig i englenes verden! Det var helt klart den, der fascinerede mig mest. Empyria hører egentlig til i samme verden som Juvelen, den verden Lucas og hans venner rejser til. Men når jeg befandt mig i Empyria, var det nærmest som at befinde sig i en tredje verden. Der forgik så meget, som menneskerne ikke anede noget om. At Boris har kunnet have alle de verdner samlet i en bog, og samtidig har kunnet holde det så nemt og overskueligt for læseren, synes jeg er så imponerende og virkelig godt gået. ”Vejen til Panteon” er bare genialt skrevet!
Plottwistene var SÅ gode og overraskede mig meget– især slutningen havde jeg på ingen måde regnet med, og jeg sad helt mundlam tilbage, da jeg havde læst sidste linje. Der er nogle så fede detaljer i forbindelse med slutningen, og de sidste kapitler var noget af det mest intense og spændende i hele bogen. Her sker der helt ekstremt meget, og slutningen fik mig til at ville samle 2’eren op med det samme og læse videre! Jeg ville tilbage til Juvelen og til Lucas, Mardelus og de andre og finde ud af, hvad der nu skulle ske!

Persongalleriet var en noget blandet oplevelse for mig. Det var den, fordi det tog mig noget tid at knytte mig til Lucas og de andre fra Zonen – det tog lidt for lang tid efter min mening, men da de kommer til den anden verden vender det, og jeg endte med at komme til at holde enormt meget af dem. Især Lucas.  Det tog mig måske også lidt tid at komme til at knytte mig ordentligt til dem, fordi de var nogle helt andre typer, end jeg først havde regnet med, de var. Jeg skulle lige omstille mig og vænne mig til dem. Men Lucas og hans venner var spændende at følge, især da de kommer til Juvelen. Da jeg mærker forbindelsen og det tætte venskab mellem Lucas og hans venner gør det også rigtig meget for historien.
Jeg var helt vild med Mardelus og Saida! Især Mardelus, der bare er så sjov! Der var bare noget ved dem, der fascinerede mig, og jeg kom med et lille hvin af glæde, hver gang jeg kom til et kapitel med dem. At de er så forskellige bidrager bare til en masse sjove scener, men jeg fik også en fornemmelse af, at det blandt andet er det, der knytter dem sammen og skaber et godt samarbejde mellem de to.

Alt i alt, synes jeg, at det er en genial og unik bog, der blander fantasy og dystopi på en fed måde, der bare fungerer. Desværre levede den ikke helt op til mine forventninger. Jeg havde nok desværre skruet forventningerne lidt for højt op pga. al hypen omkring dem. Desuden følte jeg aldrig forbindelsen/forelskelsen mellem Lucas og Cassandra, så jeg forstod aldrig helt, hvorfor han og hans venner ville sætte himmel og jord i bevægelse for at finde hende.

”Vejen til Panteon” er en læseoplevelse, jeg i den grad vil anbefale. Hvis man er til dystopi og fantasy og kunne tænke sig at se, hvordan de to genrer kan fungere sammen? Så ville jeg skynde mig at komme i gang med ”Vejen til Panteon!”
Jeg glæder mig helt vildt til at finde ud af, hvordan denne historie fortsætter! Især med den slutning!

”Vejen til Panteon” får 4 stjerner ud af 5.

Maya Banks: Løgn og lykke

Forfatter: Maya Banks    Originaltitel: The Tycoon’s Pregnant Mistress   Antal sider: 174

Forlag:  HarperCollinsNordic    Serie: Anetakis Tycoons #1               Antal stjerner:  

Sprog: Dansk

Sponsoreret indlæg

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget HarperCollinsNordic


Lidenskab og intriger i en verden styret af magt og penge. Hotelejeren Chrysander Anetakis’ ekskæreste, Marley, er gravid. Desværre har hun fået hukommelsestab og husker ikke, at hun har forrådt ham ved at sælge ud af hans forretningshemmeligheder. Hun har tilsyneladende også fortrængt, at de ikke længere er et par. Chrysander vil have sin arving og hævn, så han fortæller hende at de er forlovet, og sammen rejser de til hans private ø i det græske øhav for at fordrive tiden. Han har tænkt sig at smide hende ud, når først Marley har født. Men da hun får hukommelsen tilbage, løber tiden fra ham og intet bliver som Chrysander havde tænkt sig

Tro det eller ej, men ”Løgn og lykke” var faktisk min første Maya Banks bog.  Jeg elsker romantik, og jeg har hørt rigtig meget godt om hendes tidligere bøger. Men hun er en af de forfattere, jeg uheldigvis har fået skubbet i baggrunden og glemt at kigge på igen. Da HarperCollinsNordic fortalte, at de ville udgive tre af hendes bøger, greb jeg muligheden for at læse en af dem og finde ud af, om jeg ville komme til at forelske mig i endnu en romantik forfatter.

Jeg kan lige love for, at jeg forelskede mig. Nøj, hvor kan Maya Banks skrive! Skrivestilen i denne bog var noget anderledes, end hvad jeg var vant til. Langt de fleste romantiske bøger bliver skrevet fra en jeg-fortællers synsvinkel, men i ”Løgn og lykke” er det en han/hun fortæller. Det passer rigtig godt til Chrysander og Marleys historie, men det tog mig lidt tid at vænne mig til det.  Fortællermetoden passer rigtig godt ind, da jeg synes den bidrager til den afstandtagen, Marley og Chrysander tager til hinanden grundet hukommelsestabet, det enorme svigt og usikkerheden, der ligger mellem dem. Jeg kom ikke helt ind på livet af dem, lige som de ikke kom ind på livet af hinanden – først da de åbnede sig op, lukkede de både hinanden og læseren ind. Jeg kunne rigtig godt lide Mayas skrivestil, der er meget let og enkel og ikke dvæler ved alt for mange beskrivelser af omgivelserne. Der bliver fokuseret på Marley og Chrysander, og det elsker jeg! Historien var smuk i sin enkelthed, og jeg blev hurtigt fanget af dette pars hjertegribende historie.

Jeg kunne virkelig godt lide plottet! I ”Løgn og lykke” oplevede jeg en anderledes kærlighedshistorie, hvor jeg ikke havde en deja-vu oplevelse, hvilket var skønt. Marleys og Chrysanders historie var virkelig spændende, og jeg nød at læse den. Jeg mærkede deres følelser sive over i mig, og de greb mig fuldstændig. Jeg kunne mærke deres desperation, deres kærlighed, deres usikkerhed, vreden – ja jeg kunne føle det hele, og det var vidunderligt. Det er bare det bedste, når en bog får en til at føle en helt masse, og det gjorde ”Løgn og lykke.”  Der var endda et plottwist, som jeg virkelig ikke havde set komme, hvilket Maya Banks fortjener stor ros for.

Dog fik jeg også fornemmelsen af, at der manglede noget. Lige så meget som jeg elskede, at der ikke blev fokuseret så meget på detaljer om omgivelserne, manglede jeg detaljer i forbindelse med scenerne mellem karaktererne indbyrdes. Jeg manglede at kunne fordybe mig i disse scener, at få hver en detalje ind. De kærlige, intime scener gik alt for stærkt, og jeg nåede kun lige at få det varme sug i maven af deres kærlighed, før det var overstået igen. Lidt mere fordybelse ved de forskellige scener havde gjort underværker for bogen, da jeg så ville have kunnet fornemme følelserne meget tydeligere og gjort denne kærlighedshistorie helt perfekt. Bogen får mig til at føle en masse, men jeg var stadig ikke helt tilfreds.

Slutningen gik også for stærkt efter min mening. Det, jeg forestillede mig, der minimum skulle bruges 4-5 sider på, blev afsluttet på knap en side, hvilket skuffede mig lidt. Det virkede lidt som om, at forfatteren har været fast besluttet på længden af bogen og derfor har skyndt sig at afslutte den. At slutningen virker forhastet ødelægger den lidt, også selvom jeg elskede slutningen, og synes den var enormt smuk. Hvis Maya Banks havde brugt lidt mere tid på slutningen og givet den lidt mere plads, er jeg ikke i tvivl om, at jeg havde elsket den lige det mere, end jeg gjorde. Så havde den været helt perfekt.

Jeg elsker persongalleriet, og man møder her to virkelig fantastiske karakterer. Man møder også kort Chrysanders brødre, men fokus er helt klart på Marley og Chrysander selv, hvilket jeg rigtig godt kunne lide, da der så ikke var så forfærdeligt mange karakterer at forholde sig til. Jeg blev ikke distraheret af at skulle huske 20 forskellige personer. Jeg kunne slappe af og fokusere fuldt ud på parret og kunne samtidig nemt huske de få andre, der blev præsenteret. Det var et dejligt og virkelig afslappende persongalleri.
Chrysander brød jeg mig ikke så forfærdeligt meget om i starten, da jeg synes han var kold og kynisk. Men hurtigt lærte jeg den rigtige Chrysander at kende, og jeg elskede ham! Når han kaldte Marley kærlige ting på græsk, smeltede jeg simpelthen, og jeg forstod pludselig Marleys fascination af ham og hendes forelskelse. Han er bare dejlig!
Marley er bare en vidunderlig hovedperson. Hun er noget usikker og forvirret grundet alt det, der er sket, men hun tager tingene rigtig pænt, alt taget i betragtning. Ude på den græske ø udvikler hun sig meget, og jeg elskede den selvsikre kvinde, der så småt dukkede op til overfladen.
Jeg kunne virkelig godt lide parret her i ”Løgn og lykke!”

”Løgn og lykke” er en virkelig skøn kærlighedshistorie, der holdt mit blik limet til hver en side. Det er en bog fyldt med rørende, smukke og intense scener. Man kan ikke undgå at forelske sig i Chrysander og Marley.

 

”Løgn og lykke” får 4 stjerner ud af 5

Sidsel Sander Mittet: Morika 2 – Vildhunden & Panteren

Forfatter: Sidsel Sander Mittet         Originaltitel: Vildhunden & Panteren      Antal sider: 335

Forlag:  Facet        Serie: Morika #2      Antal stjerner:  

Sprog: Dansk

Sponsoreret indlæg

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Facet


Korau, Eshri og deres venner er ankommet til Modstandslejren. Men selvom det er rart endelig at kunne føle sig tryg, er alt ikke, som de havde drømt om. Zaak har forladt dem, Oryndros styrke vokser og Aubr er stadig ikke reddet. Snart må Eshri og Korau træffe et valg. Skal de stiltiende acceptere tingenes tilstand eller sætte sig op mod dem, der tidligere var deres venner? Skal de blive i sikkerhed eller kæmpe for det, de tror på? Vildhunden & Panteren er anden bog i trilogien Morika.

Så kunne jeg endelig fortsætte min færden i Morika sammen med Eshri og Korau. Jeg elskede ”Morika 1 – Rent blod”, og jeg sad med et sug i maven, da jeg gik i gang med at læse ”Vildhunden & Panteren.” ”Rent blod” havde haft en meget åben og spændende slutning, så jeg kunne slet ikke vente med at dykke ned i denne verden igen og finde ud af, hvad der nu ville ske.

Sidsel Sander Mittet skriver intet mindre end fantastisk! Der er intet andet ord for det. Jeg elsker at fordybe mig i hendes bøger, og denne var ingen undtagelse. Morika og karaktererne bliver beskrevet så detaljeret og så levende, at jeg tydeligt kunne se dem for mig. Det var fuldstændig som at være der sammen med dem, og jeg sad med gåsehud på armene under flere af scenerne.  En rigtig god bog skal få mig til at føle en masse, og det skal jeg lige love for, at denne gør. Jeg har været helt overstadig af glæde og lykke, men jeg har også været så vred og ked af det, at jeg faktisk måtte lægge bogen fra mig lidt. Sidsel skal have KÆMPE ros for, at få mine følelser så intenst frem, som hun har gjort! Hun fortæller morikanernes og hilaernes historie på den mest vidunderlige måde, og jeg kunne intet andet end at forsvinde fuldstændig i fortællingen endnu en gang.

I starten var jeg faktisk lidt i tvivl om, om plottet var noget for mig. Jeg synes ikke, at de bestilte andet end at gemme sig, hvor jeg egentlig havde forventet, at det ville handle meget mere om krigen. Derimod var der mange interne stridigheder, hvilket til tider irriterede mig. Jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstod, at det skulle fylde så meget, men Sidsel skriver bare så godt, at jeg ikke kunne lade være med at være helt opslugt af historien alligevel.
Men pludselig vender det hele, og så sker der en masse! Wow! Og så kunne jeg bare ikke lægge bogen fra mig, til jeg havde læst sidste side. Den her bog var simpelthen så spændende! Der foregår så meget, og da det politiske igen kommer rigtigt i spil, elsker jeg det og at følge deres forskellige strategier, og hvordan de hele tiden ændres i forhold til, hvad der sker. Der kom pludselig gang i modstandsfolkene igen, og det var helt sikkert min yndlingsdel i bogen.

Og så er der jo personerne. Jeg var meget begejstret for dem i sidste bog, og det var jeg også langt hen ad vejen i bog 2. Men så er et par stykker af dem, der gør ting, jeg overhovedet ikke kunne acceptere, og som gjorde mig så vred, at jeg ikke kunne læse videre, på trods af jeg faktisk var nået til en rigtig spændende del. Fx Eshri.
Eshri havde jeg et lidt skrøbeligt forhold til, men jeg synes hun udviklede sig til noget rigtig godt i bog 1.  I bog 2 vender hun desværre på en tallerken og bliver til alt det, jeg frygtede, hun ville blive til. Hendes svigt kunne jeg bare ikke tolerere, og jeg brød mig faktisk mindre og mindre om hende, jo længere ind jeg kom. Jeg synes, hun blev direkte ubehagelig, og jeg gruede faktisk en lille smule for Eshris kapitler. Dog elskede jeg dem stadig, fordi jeg stadig kunne følge med i det hele fra flere synsvinkler, men jeg ville faktisk have foretrukket at have fulgt Korau hele vejen. Eshris dårlige samvittighed og selvmedlidenhed havde jeg intet tilovers for. Eshris kapitler blev derfor læst med blandede følelser.

Korau ELSKER jeg til gengæld! Han er bare fantastik, dejlig, perfekt – ja han er bare det hele, og ingen andre i bogen kunne få mig til at le og smile som ham. Han har udviklet sig virkelig meget fra bog 1 til bog 2, og denne udvikling klæder ham! Han opfører sig meget mere voksent end før. Han ser tingene fra et større perspektiv og er ikke længere så fokuseret på krig og at komme ud og slagte soldater. Han er skøn!

Oryn endte jeg med at beundre endnu mere og have endnu mere respekt for. Trods al hans modgang og sorg rejser han sig gang på gang og bliver den leder, gruppen desperat har brug for. Jeg håber virkelig, at han har noget mere medgang i bog 3 – det fortjener han. Han er en af dem i gruppen, jeg har et svagt punkt over for, og al hans modgang gjorde direkte ondt på mig.

Normalt ville jeg aldrig give en bog, hvor jeg har det svært med en af hovedpersonerne, 5 stjerner. Det plejer at ødelægge for meget af bogen for mig.  Jeg har aldrig været så splittet over en bog, som jeg har været med ”Vildhunden & Panteren.” På den ene side elskede jeg virkelig plottet, og jeg synes bogen er helt igennem vidunderligt skrevet. Der har jeg intet at sætte på den! Men kunne jeg se bort fra Eshri?

Det fandt jeg ud af, at jeg sagtens kunne! Jeg var simpelthen så vild med plottet og de øvrige personer i bogen, at hun og mine følelser omkring hende blev smidt i glemmebogen, og bogen fortjener til fulde de 5 kæmpe store stjerner ud af 5, som jeg giver den!

”Vildhunden & Panteren” er en fantastisk fantasy, der overraskede og imponerede mig. Den vækkede stærke følelser frem i mig – stærkere end jeg nogensinde havde troet, den ville kunne. Den får hjertet til at hamre afsted af alle de rigtige grunde. Det er en bog, der tager vigtige emner op og får sat tankerne i gang hos læseren.
Hvis man er til denne genre, kan jeg klart anbefale den! Morika er en verden, man ikke vil gå glip af.

Nanna Foss: Spektrum 2- Geminiderne

Forfatter: Nanna Foss     Originaltitel: Geminiderne             Antal sider:  656

          Forlag:  Tellerup                   Serie: Spektrum #2                  Antal stjerner:  

Sprog: Dansk


Jeg vil ikke tænke på ham. Jeg VIL ikke! Hvornår fatter min hjerne at det er dømt til at mislykkes? Ham og mig. Det går bare ikke.
Punkt 1: Jeg er livsfarlig.
Punkt 2: Vi er fra forskellige tider. Helt bogstaveligt.
Punkt 3: Fik jeg nævnt at jeg er livsfarlig?
Pi og hendes venner forsøger at finde ud af hvad der er sket med dem … og hvorfor. Hvert spor kan være afgørende for deres overlevelse. Problemet er bare at nye mysterier dukker op hele tiden. Kryptiske drømme, en telefonsvarerbesked fra fremtiden og en person i rød hættetrøje. Snart opdager de at der er andre ligesom dem. Men hvem kan de stole på? Det føles som om noget er dømt til at gå galt. Virkelig galt. Det er kun et spørgsmål om tid …
GEMINIDERNE er andet bind i serien SPEKTRUM, hvor venskab, kærlighed og skæbnesvangre valg bindes sammen på tværs af tid.

Nanna Foss er en forfatter, jeg først har opdaget for nyligt, på trods af at hendes første bog i Spektrum- serien udkom i 2014. Jeg blev blæst bagover af hendes måde at skrive på, og det er noget af det bedste fantasy, jeg har læst. Jeg var derfor rigtig glad for, at jeg havde Spektrum 2 stående i min bogreol, så jeg hurtigt kunne finde ud af, hvad der ville komme til at ske med Emilie, Pi og de andre!

Nannas skrivestil er for vild! Jeg var fuldstændig grebet af bogen fra første side, og jeg kunne ikke slippe den! Jeg læste de første 500 sider på få timer, og jeg ville bare have mere! Alt det med tid og tidsrejser kunne nemt gå hen og blive kompliceret, men Nanna beskriver det simpelthen så flot, og jeg kunne nemt følge med i alle springene frem og tilbage, og hvor de befandt sig henne.  Nanna skriver så smukt og detaljeret, og hendes skrivestil vækker bogen så vidunderligt til live! Jeg sad med et konstant sug i maven, mens jeg læste!

Plottet er bare helt igennem gennemført! Jeg var virkelig imponeret over plottet i bog 1, og jeg tænkte, at det ikke kunne blive meget bedre. Men så slår Nanna benene fuldstændig væk under mig og gør plottet i bog 2 SÅ godt, og jeg endte faktisk med bedre at kunne lide Geminiderne end Leoniderne! Plottet er så spækfyldt med intens spænding, at jeg til sidst sad helt åndeløs. Mit hjerte sad oppe i halsen under hele læsningen!
”Geminiderne” har nogle imponerende plottwists, der virkelig overraskede mig.  Hver gang jeg troede, at jeg havde regnet noget ud, gik Nanna i den modsatte retning, og jeg elskede det!
Humoren er fantastisk, og jeg fik de vildeste grineflip op til flere gange, over de skøre og sjove ting, der sker i bogen. Pi og Noahs temperamenter og vilde diskussioner er bare noget af det, der fik mig til at grine.
Generelt var jeg bare hele følelsesregisteret igennem i denne bog. Jeg grinede, jeg blev vred, jeg blev bange. Og der var steder i bogen, hvor jeg sad med en kæmpe klump i halsen og med tårerne trillende ned ad kinderne. Mit romantikhjerte blev så varmt og glødende over de dejlige romantiske scener, der er kommet med.
Nanna fik følelserne frem i mig på en helt anden måde i ”Geminiderne,” og det hele føltes så meget mere intenst! Wow, hvor der sker meget i denne bog! Så meget mere, end jeg nogensinde havde forventet.
Jeg er virkelig imponeret over udviklingen fra bog 1 til bog 2! Især fordi jeg synes, at bog 1 var perfekt. Jeg elskede virkelig ”Spektrum 2- Geminiderne,” og jeg kan slet ikke vente med at finde ud af, hvad bog 3 har at byde på. Når jeg nu har læst de 2 første og har set den formidable udvikling, der er, så er jeg ikke i tvivl om, at jeg kommer ud på den vildeste og mest spændende rejse sammen med disse unge mennesker!

Vi følger stadig de 6 personer fra bog 1, og jeg var derfor ikke i tvivl om, at jeg i hvert fald ville elske persongalleriet lige så meget som i den første bog. Hvad jeg ikke forventede var, at jeg ville komme til at elske det endnu mere. Lige som Nannas skrivestil og Spektrums historie har udviklet sig, så udvikler personerne sig også, og jeg blev bare endnu mere vild med de 6 skønne unge mennesker, end jeg var i første bog. I ”Geminiderne” har man Pi som den nye hovedperson i stedet for Emilie, og jeg var lidt spændt på, om Pis temperament ville ødelægge bogen lidt for mig. Tværtimod får Pi og skabt en masse spænding og intensitet i bogen, og jeg fandt ud af, at hun var en helt anden person, end jeg egentlig havde regnet med. Bag al raseriet gemmer der sig en enormt følsom og frygtsom pige, og jeg knyttede mig enormt meget til Pi og kom til at holde meget af hende virkelig hurtigt. Hun er sådan en dejlig pige.
Man kommer til at møde 4 nye personer i bog 2, som også bidrager rigtig meget til den intense spænding, der er. Især Will vandt mit hjerte, åh han var bare så skøn! Ham vil jeg rigtig gerne se mere til i de efterfølgende bøger.
Nanna har bare skabt det ultimative persongalleri med så mange forskellige personer, der alle sammen bidrager til at gøre den her fantasy så perfekt! Jeg ville ikke undvære nogle af dem!

Nanna har skrevet en hæsblæsende god fantasy, der bare har alt det, en fantasy skal have! Ethvert fantasyhjerte vil flamme op og hamre derudaf, når man dykker ned i denne bog! Den er en drøm for alle fantasyfans!
Den er perfekt, og jeg kan slet ikke vente med at få mere af denne verden!

”Spektrum 2 – Geminiderne” får 5 kæmpe store spektrum farvede stjerner ud af 5!

Kristen Callihan: Sendt til tælling

Forfatter: Kristen Callihan         Originaltitel: The Hook Up        Antal sider: 450

Forlag:  Flamingo             Serie: Game On #1               Antal stjerner:  

Sprog: Dansk

Sponsoreret indlæg

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget Flamingo


Et onenightstand mellem stjerne-quarterbacken Drew og den ambitiøse collegestuderende Anna skulle egentlig ikke være mere end det.
I hvert fald ikke fra Annas side.
Men Drew har andre planer. Han er en berømthed på campus og er vant til at kunne charmere alt og alle. Anna har derimod ikke det store behov for at få en plads i spotlightet ved siden af hans side, og Drew har derfor sin sværeste kamp foran sig – kampen om at overbevise Anna om, at det de har sammen, er mere end bare sex.

En intens tiltrækning mellem en hot og charmerende college quaterback med det dejligste smil og en smuk og ambitiøs rødhåret kvinde. Han vil have hende i sit liv. Hun er overbevist om, at det bedste for hende vil være at holde sig på lang afstand af ham og hans popularitet.  Ingen af dem har tænkt sig at give op …
Hvordan kunne jeg dog undgå at blive besat af denne bog, allerede inden jeg fik den i hænderne? Den lød bare lige som noget for mig, og da Flamingo sammenlignede den med Elle Kennedys ”Off Campus-serie,” blev jeg endnu mere sikker i min sag! Jeg var bare nødt til at læse den! Det kunne kun gå for langsomt med at få fingre i den!

Jeg elsker skrivestilen. Callihan tryllebandt mig fra første side, og hun skriver så dejligt levende. Jeg følte, at jeg befandt mig lige dér sammen med Anna og Drew og oplevede det hele fra første parket. Callihan skriver så spændende scener, der fik mig ud på de vildeste følelsesmæssige rutsjeture. Flere gange sad jeg med et svulmende hjerte over de smukke scener, der var. Andre gange sad jeg med tårer i øjnene og en klump i halsen og prøvede desperat på ikke at græde, fordi det hele var så trist. Bogen har en dejlig humor og fik mig til at le utallige gange.
Callihan fik mig til at føle så vanvittigt meget mens jeg læste, og jeg elskede hvert øjeblik af det.

Jeg faldt fuldstændig for Anna og Drews historie. Jeg kan godt se, hvorfor man har sammenlignet ”Sendt til tælling” med Off-Campus serien. Men samtidig synes jeg, at Callihan får gjort denne historie til 100 % sin egen og sørger for, at den skiller sig ud fra mængden. Blandt andet var jeg helt vild med, at der var scener, hvor man følger Drew spille – både for sjov, træning eller kamp. Denne form for scener har jeg ikke tidligere oplevet i lignende bøger, og jeg blev fuldstændig grebet af dem. Jeg kunne mærke hans kærlighed til spillet så tydeligt, at det gav mig gåsehud. Det var så flotte og spændende scener, der virkelig imponerede mig. Jeg fik endda selv lyst til at se en football kamp.
Men football er ikke det eneste spil, der er i gang i ”Sendt til tælling”. Anna og Drew har deres helt eget spil i gang, og det var enormt underholdende. De driller og udfordrer hinanden, og det var umuligt for mig at holde latteren tilbage.
De fik mig nu heller ikke kun til at grine. Jeg var hele følelsesregisteret igennem, og det var en vild læseoplevelse.

Denne bog tog mig med storm! Det er en af de bedste romantikbøger, jeg har læst i år. Tanken om bogen gør mig varm om hjertet og giver mig et smil på læben.

Persongalleriet er vidunderligt! Callihan skaber karakterer, der gjorde et kæmpe indtryk på mig. Anna er egentlig en selvsikker pige, men under overfladen gemmer der sig alligevel en usikkerhed og frygt, der hæmmer hendes følelser og får hende til at tage afstand til Drew. Men da der kommer en situation, hvor Drew virkelig har brug for hende, viser Anna en styrke, jeg virkelig beundrede.
Drews selvtillid og kampånd var imponerende. Selvom han ved, han er flot og dygtig til sin sport, er han på ingen måde for meget, og jeg holdt af ham med det samme.  Han er en fyr, der rødmer og ikke er bleg for at indrømme, når han har trådt i spinaten, og jeg var vild med det. Han var ikke som tidligere opblæste sportsstjerner, jeg har mødt i andre bøger, hvor kvinden så forandrer dem. Drew er 100 % godhjertet og oprigtig fra start til slut og vil bare gerne kunne kalde pigen, han er forelsket i, sin. Drew er uden tvivl blevet en af mine favorit fyre i bøger. Han var bare så skøn! Det var de begge to.
Anna og Drews venner var så søde og sjove! Jeg kunne tydeligt mærke, det tætte venskab, der var mellem dem, og hvor meget de betød for hinanden.
Jeg glæder mig så meget til at læse de efterfølgende bøger i serien, så jeg igen kan dykke ned i Game On verdenen.

”Sendt til tælling” er en intens, rørende og smuk college- og sportsromance.  Det er romantik, når det er allerbedst!

”Sendt til tælling” får 5 kæmpestore, strålende stjerner ud af 5