43007589_2131996080185302_3604289743954640896_n

Forfatter: Nick Clausen    Originaltitel: Dag 1    Antal sider: 124

Forlag:  Facet      Serie: Dødt kød  #1   Antal stjerner:  

Sprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Facet


De døde er vågnet.

Drevet af umættelig sult.

På evig jagt efter frisk kød.

Smitten spreder sig som pesten.

Intet står imellem de udøde og menneskeheden.

Er det for sent at redde verden fra katastrofen?

Dag 1 følger det første døgn i historien om Dødt kød.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg elsker en god zombiehistorie, og jeg er kæmpe fan af, at de danske forfattere også begynder at skrive dem. Indtil videre har jeg været meget imponeret over de bøger i den genre, jeg har læst.
Nick Clausens Dødt Kød dag 1 var ingen undtagelse.  Jeg var lidt spændt på, om den ville blive for kort for mig, og om den ville kunne nå at fange mig på dens 124 sider og kunne nå at bygge nok spænding op.

Nick gjorde dog min tvivl til skamme. Allerede fra første side var jeg fuldstændig hooked og kunne ikke lægge den fra mig. Jeg havde læst den på et par timer!

Skrivestilen er meget enkel og letlæselig, men Nick formåede alligevel at fange mig og sørgede for, at jeg dykkede ned i hans verden og stod lige midt i det hele sammen med karaktererne. Humoren i den var bare prikken over i’et og gav lige historien et ekstra løft. Jeg synes, det er fedt, når en forfatter kan få en til at grine, men samtidig bevarer alvoren og uhyggen i sin gyserhistorie.

Nick gør historien så levende, og jeg var grebet af spænding og uhygge hele vejen igennem. Jeg fik ikke lov til at puste ud og slappe af et øjeblik, og jeg var vild med det! Det er sådan, en zombiehistorie skal være! Man kan nemlig aldrig slappe af, for hvornår kommer det næste angreb fra zombierne?

En detalje, jeg bliver nødt til at kommentere, er, at der i denne historie faktisk er en forklaring på zombierne, og hvorfor og hvorfra det hele startede. Det er en ny og anderledes detalje ved en sådan historie, og jeg var helt syg med det. Det er faktisk noget, jeg synes har manglet i mange af de andre zombiehistorier jeg har læst!

Selvom det er en kort historie, nåede jeg faktisk at lære karaktererne ret godt at kende – selv personerne, som zombierne engang var, fik jeg et indtryk af, hvilket også gjorde et enormt indtryk. Jeg fik en fornemmelse af, at jeg også kendte personerne bag de levende døde, og jeg kunne virkelig føle med Thomas og Dan over deres dilemma, da det kom til, at de højst sandsynligt var nødt til at dræbe dem.  Nick sørger for, at jeg knyttede mig enormt hurtigt til karakterne, hvilket jeg synes er virkelig flot i forhold til, at det hele går så stærkt. Man bliver påvirket, når der sker nogle af karakterne noget, og det er et kæmpe plus hos mig!

Nick er nådesløs i sin fortælling og tager ingen hensyn til, hvem han skåner eller ej! Jeg elsker, at Nick kunne chokere mig så mange gange på så få sider. Jeg vidste ikke på noget tidspunkt, hvad jeg kunne forvente.
Dødt kød, dag 1 er en perfekt og virkelig intens zombiehistorie. Hvis man er til zombier og et godt gys, kan jeg klart anbefale at læse Dødt kød, dag 1!

Jeg venter spændt på fortsættelsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *