Forfatter: Camilla Wandahl & Caroline Ørsum

Originaltitel:  Sprækker i virkeligheden    Antal sider: 144

Forlag:  Forlaget Facet       Serie: –     Antal stjerner:  

Sprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Facet


Sprækker i virkeligheden – 8 uhyggelige historier fra fantasiens mørke kroge

Siri ser sig omkring. Det synger i sivene. En skæv tone, der skærer sig ind i Siris knogler. Og kulden. Det er endnu koldere, end det var før. Fuglene er helt stille.

Hårene rejser sig i Siris nakke. Langsomt vender hun sig om mod midten af søen. Så skriger hun.

Siri kan ikke glemme Lina, men så starter en ny pige med mærkelige slangetatoveringer i klassen.

Adams lillesøster går ned til søen om natten og stirrer ned i det grønne lys.

Og Frida sender beskeder på Facebook. Men kan det virkelig lade sig gøre, når hun er død?

SPRÆKKER I VIRKELIGHEDEN er otte noveller, der balancerer på kanten mellem virkelighed og fantasi og inviterer læseren til at tolke med.

”Sprækker i virkeligheden” var en overraskelsespakke fra forlaget Facet.  Coveret på denne bog er virkelig smukt og fangede med det samme min opmærksomhed, da jeg så den første gang.
Jeg havde faktisk selv overvejet at spørge efter den, da jeg synes, at de 8 historier behandler nogle virkelig vigtige og spændende emner. Da flere af disse emner er nogle, jeg selv har haft tæt inde på livet, var jeg meget spændt på at finde ud af, hvordan Camilla og Caroline fik formidlet dem.

Skrivestilen var en blandet fornøjelse, synes jeg. I de to første historier, synes jeg, at mange af sætningerne var alt for korte, og at de nærmest kom til at stå i stikords-form, hvilket virkelig irriterede min læsning. Dog kom forfatterne godt igen i flere af de efterfølgende historier, og sætningerne blev lette og læsningen flydende. Begge forfattere skriver nogle virkelig spændende historier i denne novellesamling, der i den grad krøb ind under huden på mig. De formåede virkelig at skabe den helt rigtige stemning af uhygge og mystik.

Selve historierne var egentlig også en noget blandet fornøjelse. Jeg troede, at det måske var den ene af forfatterne, hvis måde at skrive på ikke rigtig fangede mig. Men det viste sig, at det var fra begge forfattere, at der var nogle af historierne, jeg ikke helt blev fanget af.  De blev lidt for mystiske for mig, og der var nogle af dem, hvor jeg slet ikke fangede, hvad forfatterne ville fortælle med historien. Dette var rigtig ærgerligt, da jeg ikke var i tvivl om, at de ville fortælle noget med det, de skrev. Jeg synes bare, det blev for svært at regne ud ved nogle af dem. Til gengæld kunne jeg nemt forestille mig, at udfordringen ved de fortællinger ville være genial til at skabe nogle gode debatter, hvis novellesamlingen for eksempel blev brugt i danskundervisningen.

Men når de så fungerer – wow! Så skriver begge forfatterne nogle helt vildt fantastiske historier, hvor jeg sad med gåsehud og nervøs hjertebanken. Der blev jeg enormt imponeret af deres måde at narre og manipulere læseren, hvilket også var med til at skabe den helt rigtige stemning. De historier, jeg var helt vild med, var ”Altid”, ” En tom stol”, ”Dumme ko” og ”Slangepigen”.  Disse historier fik mig til at sidde med den mest vilde fornemmelse af uhygge og mystik. Det var simpelthen bare genial skrivning og en speciel og anderledes måde at formidle nogle ret hårde og voldsomme emner på en god og samtidig uhyggelig måde.

De historier, der virkelig fangede mig, fortjener kæmpe stor ros til forfatterne. De satte en masse tanker i gang hos mig om de emner, der bliver behandlet. Jeg synes, det er fedt, at de tager emner op, som virkelig kan være tabu for nogle. Stor ros for, at de tager fat i de emner, da jeg synes, det er så vigtigt at vise, at det er okay at røre ved de her emner og tale frit om dem.
Dog er det næsten halvdelen af historierne, jeg desværre ikke syntes om, og som tidligere nævnt var der også nogle, jeg slet ikke forstod.

Dog vil jeg med glæde anbefale at læse den, hvis man er til uhyggelige historier med et twist af mystik.

 ” Sprækker i virkeligheden” får 3 stjerner ud af 5.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *