Forfatter: Julie M. Day     Originaltitel: Den halves arv      Antal sider: 466

        Forlag:  Skriveforlaget       Serie: Grænsen til Trafallas #1    Antal stjerner:  

Sprog: Dansk

Bogen er ikke et anmeldereksemplar


Da Grace stifter bekendtskab med en mærkværdig skriftrulle, og der samtidig kommer en fremmed mand til byen, er hun ikke i tvivl – den fremmede vil hende noget, og det er ikke nødvendigvis noget godt. Inden længe bliver Grace hvirvlet ind i en ældgammel fejde mellem godt og ondt. Hun er stærkt ønsket af nogen i det fremmede og magiske land, Trafallas, mens andre helst ser hende forsvinde. Hvem er de gode, og hvem er de onde, og hvem af dem kan Grace stole på?

Grænsen til Trafallas er en fængslende fantasyfortælling om krig, magi og kærlighed, om at finde sin rette identitet og om at turde at ofre sig for at redde dem, man elsker. Den halves arv er 1. del af 3.

Grænsen til Trafallas var en bog, jeg fik anbefalet af en veninde. Dog tøvede jeg med at købe den, da jeg til tider kan have svært ved at få læst fantasy. Ikke fordi, jeg ikke kan lide genren. En fantasy skaber bare ofte en masse indtryk, og der er meget at holde styr på – derfor læser jeg nogle gange dem langsommere end andre genrer.
Dog blev min veninde ved med at tale Trafallas’ sag, og jeg blev til sidst overbevist om, at jeg måtte give den en chance.
Jeg købte den til Fantasyfestivallen i Esbjerg i år og glædede mig til at komme i gang med den.

Denne bog var et væld af overraskelser – ikke mindst skrivestilen.  Den var på ingen måde, som jeg havde forventet. Den var sådan lidt mere gammeldags og højtidelig, og da jeg på ingen måde normalt er til den måde at skrive på, frygtede jeg, at jeg ville blive nødt til at opgive bogen.
Dog blev min frygt hurtigt gjort til skamme. Efterhånden som historien udvikler sig, udvikler Julies skrivestil sig også, og hun skriver virkelig smukt. Hun skriver på en anderledes måde, end jeg er vant til, og her er det med til at skabe noget unikt til den verden, hun har skabt.  Jeg endte med at elske hendes skrivestil og syntes, at det var fedt, at hun har turdet skille sig ud fra mængden med den måde, hun skriver på.

Dog bliver der gjort al al for meget brug af udråbstegn. Jeg tænker, at udråbstegn bliver brugt, når karakterer er vrede, ophidsede, bliver forskrækkede – ting hvor der kan blive råbt, og tingene bliver sagt hårdt. Men her bliver udråbstegnene brugt i vidt forskellige sammenhænge. Der har været tidspunkter, hvor jeg har misforstået måden noget blev sagt, indtil det blev forklaret i sætningen efter. Jeg lægger måske for meget i det tegn, men det begyndte bare til sidst at irritere mig, at der var så mange udråbstegn, hvilket jeg synes var ærgerligt.

Plottet er fyldt med en altopslugende spænding fra side 1! Jeg elsker alt ved Trafallas – den verden Julie har skabt med de skønne elvere. Julie får på vidunderlig vis gjort elverne i sin historie til sine egne, og historien skiller sig ud fra mængden, så man husker den.  Hendes beskrivelser af omgivelserne er med til at gøre historien magisk og vække Trafallas til live. Jeg elskede at dykke ned i denne verden og finde ud af, hvilket nyt jeg nu ville opdage. Hver gang, jeg læste et nyt kapitel, opdagede jeg nye ting om Trafallas. Jeg tror, jeg var lige så fascineret af den verden, som Grace er. Det er en verden, jeg havde lyst til at dykke ned i og blive ved med at være der.
Jeg kunne sagtens forstå Grace. Denne verden ville jeg også gøre alt for at blive i.
Selvom det er en helt ny verden, hvor der er en masse at holde styr på, formår Julie at gøre det dejlig nemt og overskueligt. Jeg kunne huske navne på byer, væsner og holde styr på karakterers navne, selvom de var så anderledes. Julie har skrevet en utroligt smuk og gennemført fantasy.
Noget andet, jeg bliver nødt til at rose, var Julies brug af tid. I mange bøger føler jeg, at karaktererne skal nå en masse på utrolig kort tid – det kan gå alt for stærkt efter min smag. Men i Trafallas går der faktisk et godt stykke tid, fra Grace kommer til denne nye verden, og til al actionen begynder. Og jeg elskede det virkelig. For der sker stadig en masse, selvom Grace ikke bliver udsat for ondskaben og vild action fra start. Hun skal lære at begå sig i den nye verden, hun befinder sig i, og jeg fulgte betaget med, mens hun såvel som jeg, lærte den at kende. Jeg kedede mig ikke et eneste sekund!

Jeg elsker karaktererne i Trafallas! Det er dem, der har størstedelen af æren for, at jeg faldt pladask for historien. Især Fëra, Grace og Zachos rørte mig meget, og knyttede jeg mig enormt meget til. De har nogle vidunderlige personligheder, og jeg blev rigtig godt underholdt af dem også.  De kæmper for det, de tror på og udviser hver især en utrolig styrke – selv Grace, der bliver kastet hovedkulds ind i en ny verden.
Kanthos fik jeg aldrig skabt helt samme bånd til. Selvom jeg ikke var i tvivl om hans hensigter, og at han holder af Grace, følte jeg bare en vis form for afstand fra ham. Dog er han stadig en skøn karakter, jeg holdt meget af. Dog nåede han bare ikke helt op på niveau med de andre tre.
De onde karakterer er virkelig også bare gennemførte i deres ondskab. Når de trådte frem, stod gåsehuden frem på mig, og den uhyggelige stemning trådte tydeligt frem mellem bogens linjer.
Karaktererne fik mig i den grad til at føle, og var vild med det. Deres følelser blev mine, og jeg blev fuldstændig grebet af dem. Julie har skabt karakterer, der fanger én, rører én og i den grad også skræmmer én.

Grænsen til Trafallas – den halves arv er fantastisk og fuldendt, og jeg nød hvert eneste sekund af den. Det er en så flot fortælling, der bare har det hele! Det er fantasy, når det er bedst.
Hvis man elsker fantasy, og hvis man elsker elvere, er dette en bog, man ikke må gå glip af!

Grænsen til Trafallas 1 – den halves arv får 5 stjerner ud af 5.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *