Forfatter: Gena Showalter     Originaltitel: Firstlife    Antal sider: 430

        Forlag:  HarperCollinsNordic       Serie: Evigt liv  #1    Antal stjerner:  

Sprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget HaperCollinsNordic


 Tenley ”Ten” Lockwood er en helt almindelig 17 årig pige – bortset fra én ting. Hun har tilbragt de sidste tretten måneder låst inde på en anstalt. Hvorfor?  Fordi hun nægter at lade sine forældre bestemme, hvor hun skal bo – efter hun er død. I den virkelighed, hvor Tenley Lockwood bor, kender alle sandheden: Førstelivet er kun en generalprøve, og det virkelige liv begynder efter døden.

I Det evige liv findes der to virkeligheder: Trojka og Myriaderne –  livslange fjender og dødelige rivaler. Begge vil gøre hvad som helst for at rekruttere Ten. Snart er hun på flugt, fanget i en styrkeprøve mellem to virkeligheder, som begge vil have hendes ånd. Hvem kan hun stole på? Og hvad sker der, hvis den virkelighed, hun havner i, ikke er det sted hendes livs kærlighed bor?  Hun må ganske enkelt holde sig i live længe nok til, at hun kan træffe beslutningen selv…

 Det første, jeg faldt for ved denne bog, var coveret. Det er så dragende og gudesmukt, at det var lige før, jeg bare måtte have bogen på grund af coveret. Men jeg læser altid bagsideteksten, og det afgjorde sagen for mig. Jeg blev simpelthen nødt til at lære Gena Showalters verden at kende og ikke mindst hovedpersonen, Tenley.

Skrivestilen er noget af det bedste, jeg har oplevet i år! Uden tvivl. Gena skriver på en sådan måde, at jeg blev suget ind i hendes verden fra første side, og den slap aldrig sit tag i mig.  Selv efter jeg er blevet færdig med den, kan jeg stadig mærke eftervirkningerne af den. Jeg er ikke selv klar til at give slip på Ten.
Gena lægger ingen fingrer imellem og skåner os ikke for detaljer, hvilket jeg synes er fedt og var med til at skabe den helt rigtige stemning. Desuden er bogen spækket med humor, der er med til at løfte den til tider meget dystre og uhyggelige stemning. På samme tid tror jeg også, at humoren blandt Ten og dem omkring hende er med til at gøre det hele lidt lettere for dem – at tage en smule afstand til alt det mørke, der sker. Gena Showalter skriver på en helt igennem fantastisk måde, der gjorde, at jeg faldt pladask for alt ved Førstelivet.

Men at falde hårdt for en bog, kan også gøre ondt, og Gena er en forfatter, der virkelig knuste mig. Men når en forfatter får mig til at føle så meget for en bog, ved jeg, at det er en helt speciel læseoplevelse, som jeg på ingen måde vil være foruden.

Karaktererne er vidunderlige! Især Ten, Archer og Killian. De greb om mit hjerte med en fast hånd, og de knuger stadig fat om det, selv efter jeg har lagt bogen fra mig. De hver især er kæmpe personligheder, der gør historien til noget helt særligt!
Ten gør mig usigeligt glad, lykkelig og trist på samme tid. Det er forfærdeligt, at en pige på bare 17 år har oplevet så meget ondskab, kun fordi hendes forældre vil fremskynde et valg, hun er usikker på at tage. Hun er mistænksom, fjendtlig og konstant på vagt. Det gjorde ondt på mig, at hun følte, hun var nødt til at stille spørgsmål ved alles intentioner – selv familie og de få venner hun har.  På trods af al hendes afstandtagen og mistænksomhed, knyttede jeg mig enormt meget til Ten. Bag hendes fjendtlighed er hun bare helt igennem god, og hun er villig til at ofre sig selv for at redde andre. Efter alt det hun har været igennem, lukker hun stadig folk ind og får nogle venskaber på hendes rejse og en forelskelse, som jeg slet ikke anede om, om hun ville give efter for.  Samtidig så jeg virkelig meget op til hende. Hun står ved sin beslutning om ikke at lade andre træffe valget om Virkelighederne for hende, lige meget hvilke grusomheder, hun bliver udsat for. Hun ville have den tid, hun havde behov for og ikke lade sig presse, selvom det er noget nær umuligt. Jeg beundrede hendes styrke og beslutsomhed. Hun fik mig til at se indad og tænke over, hvordan og hvorfor, jeg har taget de beslutninger, jeg har taget i mit liv. Hvor mange af dem har egentlig været for min skyld? Hvor mange af dem har været for at glæde andre?

Jeg elsker Archer og Killian – to personer, jeg ikke vil afsløre alt for meget om. Det må Ten gøre for jer.   Men de er nogle charmetrolde med skønne personligheder, og de gør bare noget rigtig godt for Ten.  Jeg knyttede mig så meget til dem alle tre og følte, at jeg havde fået mig tre nye venner, mens jeg læste. Jeg følte især en stærk tilknytning til Ten og kunne relatere enormt meget til hende. Hendes usikkerhed om, hvad der ville være det rette valg for hende var knusende og til at tage og føle på.
Gena skaber karakterer, der så virkelighedstro, at det fik mig til at gyse på den gode måde. Det er karakterer, der er med til at gøre hele Genas verden så unik og spændende! At høre Archer og Killian fortælle om de to virkeligheder til Ten var så spændende og føltes så levende.  Karaktererne er med til at gøre denne verden til virkelighed og få de vildeste billeder frem på nethinden.

Plottet er fuldstændig vidunderligt og perfekt.  Gena har skabt en fascinerende og unik verden, hvor det ikke kun er ens nuværende liv, der har betydning. I denne bog har Efterlivet også en stor betydning for dem, og jeg var vild med den tanke. Også, at der i Efterlivet er to virkeligheder – to virkeligheder, der er så forskellige, men alligevel hver især har nogle attraktive og beundringsværdige værdier.

Alt det med de to virkeligheder, der findes, kunne godt være noget kompliceret at finde rundt i, især fordi det går ret stærkt med at blive kastet rundt i dem. Dog gør det ikke så meget ikke at have helt styr på det i starten, bare at man kan holde styr på Trojka og Myriaderne, og de ikke kan fordrage hinanden. Så kom alt det andet stille og roligt, og pludselig sad jeg faktisk og havde rigtig fint styr på det hele, og hvad de to virkeligheder stod for. Dog kunne jeg måske godt have brugt ind lidt bedre introduktion af de forskellige jobs, de har i Efterlivet. Den eneste, jeg var helt sikker på, var Arbejderne, og det var fordi netop to Arbejdere forsøger at få en stor indflydelse på Tens fremtidige valg.
Bogen er fuld af de vildeste plottwists, der fik mig til at gispe både af glæde, chok og rædsel!
Førstelivet er en fortryllende og forblindende fortælling!

Jeg sidder og kæmper for at finde ord, der retfærdiggører, hvad jeg føler for denne bog. Den har ramt noget dybt inde i mig, som jeg sjældent oplever. Jeg elsker, når bøger får mig til at føle, og Førstelivet får mig til at føle uendeligt meget.
Det er en bog, der har efterladt et aftryk i mit hjerte og gjort et kæmpe indtryk på mig. Det er en historie, jeg aldrig vil glemme og en verden, jeg bliver nødt til at vende tilbage til.  Den efterlod mine følelser rå, blottede og blødende.

Førstelivet er en af de mest overraskende, smukke og følelsesladede bøger, jeg har læst i år. Det er uden tvivl en af de bedste bøger, jeg har læst i år.
Tårerne strømmede ned ad mine kinder, mens jeg læste, og tårerne truer stadig med at falde, når jeg tænker tilbage på den.

Førstelivet er en smuk og rørende fortælling om at være tro mod sig selv og træffe sine egne valg, uanset betydningen det kunne have for andre. Om den styrke og kraft kærlighed og venskaber giver os.

Førstelivet er en uforglemmelig historie, som jeg aldrig kommer til og aldrig har lyst til at komme mig over.

Førstelivet får 5 kæmpe store stjerner ud af 5.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *