Forfatter:  Jill Santopolo         Originaltitel: The Light We Lost      Antal sider: 351

Forlag:  Lindhardt og Ringhof             Serie:                 Antal stjerner:  

Sprog: Dansk

Sponsoreret indlæg

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget Lindhardt og Ringhof  


Lucy og Gabe er begge studerende i New York, da de mødes første gang d. 11. september 2001. Mens byen er i undtagelsestilstand, finder de trøst i hinanden på en dag, der forandrer deres liv – og verden – for altid. Fordi deres første møde fandt sted under så usædvanlige og dramatiske omstændigheder, er der fra start et særligt bånd mellem Lucy og Gabe. Men da Gabe forfølger en drøm om at blive krigsfotograf og rejser til Mellemøsten, og Lucy ønsker at blive i New York og arbejde med tv, må deres veje skilles. Over de følgende tretten år er de sammen og fra hinanden af flere omgange. Størstedelen af tiden er der kontinenter imellem dem, men det særlige bånd forbliver intakt. Til sidst bliver Lucy stillet overfor et svært valg. Var det skæbnen, at de i første omgang blev ført sammen? Er det det rette valg ikke at give kærligheden en chance til?

Da jeg fik ”Lyset vi mistede” ind ad døren, kom sommerfuglene i maven med det samme. Jeg have læst om den, og historien fangede mig allerede ved bagsideteksten. Det lød lige som en kærlighedshistorie, der var noget for mig. Den er blevet anbefalet til folk, der kunne lide ”Mig før dig”, og den var jeg helt vild med. På en eller anden måde fornemmede jeg, at jeg ville blive lige så vild med ”Lyset vi mistede.”

Skrivestilen var anderledes, men samtidig også så meget mere, end hvad jeg havde forventet. Det er en jeg-fortæller, og det er Lucy, der er jeg-fortælleren. Gabe er også en stor del af fortællingen, men ham henvender Lucy sig til – man hører ikke hans side af historien. Når Lucy er sammen med Gabe eller tænker på tilbage på ham, bliver der skrevet ”du” om ham – som om Lucy taler til ham. Det hele var noget forvirrende i starten, men jeg vænnede mig hurtigt til det. Og da jeg kom til slut i bogen, gav fortællemetoden pludselig så meget mening. Lucy og Gabes historie bliver så smukt fortalt på denne måde.
Der bliver sprunget lidt frem og tilbage i tiden, efterhånden som Lucy kommer på de forskellige minder, hun vil fortælle, men det bliver formidlet så fint, og jeg kunne sagtens følge med i, hvor vi var henne i tiden. Jill skriver bare så flot og levende, og jeg blev fuldstændig opslugt.  Jeg elskede den måde deres historie bliver fortalt og den var med til at give en helt speciel læseoplevelse. ”Lyset vi mistede” var en uforglemmelig læseoplevelse!
Den fangede mig og fik mig til at føle, som jeg kun sjældent har følt før! Denne bog er virkelig noget særligt!

Plottet er bare så smukt og så enestående! Måden, den blev fortalt på, var så anderledes, at jeg i starten faktisk tvivlede lidt på, om jeg ville kunne elske den så meget, som jeg havde håbet. Men måden, Lucy og Gabes historie bliver fortalt på, er bare fuldstændig perfekt for dem, og jeg endte med at elske den så meget mere, end jeg overhoved havde troet var muligt. Det er sådan en følelsesladet bog, og jeg følte så uendeligt meget, mens jeg læste. Denne historie gjorde et kæmpe indtryk på mig. Det hele føltes så virkeligt, og fortællingerne var så imponerende realistiske. De mødes første gang under  9/11, en begivenhed som sidder i alle os, der var gamle nok til at huske det. Blandt andet det, at historien startede med noget, som virkelig er sket, var med til at gøre historien mere realistisk – at der var noget jeg kunne sætte historien i perspektiv til og kunne relatere til. Desuden synes jeg, at der var noget rigtig smukt ved, at trods alt det forfærdelige, så fandt de hinanden den dag.
Titlen ”Lyset vi mistede” er smuk og så rammende. Ordet ”lys” har en stor betydning for Lucy og Gabe og deres forhold til hinanden, og jeg kunne rigtig godt lide den måde, det ord gik igen, og dets betydning i romanen.

Persongalleriet er imponerende! Personerne bliver skildret så realistisk, og det imponerede mig meget.  Jeg fulgte Lucy, Gabes og deres venners hverdag, og den var helt almindelig, nøjagtig lige som min egen. Der var intet overdrevet eller overdramatisk over det, og jeg var helt vild med det. Jeg kunne relatere så meget mere til Lucy, hendes tanker og dilemmaer, fordi hun føltes så virkelig for mig – det gjorde de alle. Hverken Lucy eller Gabe er fuldkomne. De laver fejl, er egoistiske og ufølsomme til tider. Men deres fejl og mangler, deres tvivl og usikkerheder, var noget af det, der var med til at gøre dem så menneskelige. Jeg ville på ingen måde have dem ændret, for jeg holdt så meget af dem begge, trods det at de gjorde mig vred og knuste mig igen og igen. Det er et af de mest imponerende persongallerier, jeg længe har oplevet.

Denne historie er så ufatteligt smuk og rørende, at jeg næsten ikke kan finde ord for det. Det er en historie, jeg vil huske længe efter, jeg har læst den. Det er en bog, der har sat sig dybe spor i mig, og har sat en masse tanker i gang.
Bogen knuste mig i den grad! Jeg anbefaler helt sikkert, at man har Kleenex klar! Følelserne kommer til at sidde udenpå tøjet, og tårerne kommer til at springe frem, når man læser den. Det gjorde de hos mig,

”Lyset vi mistede” får 5 kæmpe store stjerner ud af 5. Den fortjener så meget mere end det!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *