Forfatter: Christina Bonde         Originaltitel: Sjælevært     Antal sider: 369

Forlag:  Tellerup           Serie: –        Antal stjerner:

Sprog: Dansk

Sponsoreret indlæg

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup


Mit navn er Celina. Jeg var 16 år da jeg for alvor blev forelsket. I et spøgelse …
Celina er træt af skolen, og da hun bliver røvrendt af kæresten, flytter hun hjemmefra og får job som ung i huset hos en dyrlægefamilie. Men fortiden flytter med. En fortid der rækker langt ud over Celinas eget liv og trækker hende ind i en usædvanlig og farefuld forelskelse. Inden længe må Celina indse at hun har en særlig evne som vil komme til at præge hendes liv for altid.

Det første, jeg faldt for ved ”Sjælevært”, var det gudesmukke cover.  Jeg elsker det cover, og det er et af de smukkeste, jeg nogensinde har set. Da jeg senere læste, hvad historien kom til at handle om, faldt jeg en smule mere for bogen. Historien om en pige, der forelsker sig i et spøgelse lød bare så spændende og romantisk, og jeg talte dagene til Sjæleværts udgivelse.

Jeg kan virkelig godt lide hendes skrivestil, der er så meget hendes egen. Hun skriver virkelig smukt og forvandler sin historie til noget, der er lige så smukt. Bogen er meget letlæselig, sproget er virkelig behageligt og ukompliceret, hvilket jeg synes er skønt med en bog med et let kompliceret plot. Der kunne godt være lidt meget at holde styr på med spøgelser, sjæle og reinkarnation, men Christina Bonde får formidlet det så flot. Jeg følte, at jeg havde rigtig godt styr på det hele, og at jeg fint kunne følge med i historien.

Jeg var helt vild med plottet, og Christina Bonde har skrevet en virkelig flot og enormt rørende historie.  Jeg kunne rigtig godt lide den meget anderledes kærlighedshistorie, hun har spundet sammen, og den måde hun får den spirituelle verden ind i historien.  Hendes fortolkning af efterlivet, spøgelser, sjæle og reinkarnation var virkelig fascinerende, og jeg slugte det råt. Drømmefangerens rolle i historien var en virkelig fed detalje, og jeg kunne så godt lide, at sådan en lille ting kom til at betyde så meget.
Bogen var noget helt andet, end jeg havde forventet, men jeg elskede den.  Jeg elskede, at den overraskede og på ingen måde var, som jeg havde forestillet mig. Christina Bonde har skrevet en paranormal romance, der virkelig skiller sig ud fra mængden, og den formåede i den grad at slå benene væk under mig, og jeg synes, det er en fantastisk historie. Jeg var virkelig godt underholdt, og jeg nød Celinas og Bastians historie og deres kamp for kærligheden og retfærdighed.

Åh, et skønt persongalleri, der er i ”Sjælevært!”  Alle karaktererne var så interessante at læse om, og hver og en af dem havde deres egen historie at fortælle og alle en vigtig rolle at udføre.  Selv de mere tvivlsomme personer i denne historie greb mig om hjertet, og jeg kunne virkelig godt lide dem alle sammen.  Jeg kunne især godt lide Bastian – Jeg faldt pladask for ham, nøjagtig som Celina gjorde. Jeg kunne virkelig godt lide hans ihærdighed, og at han viste sin kærlighed så tydeligt og ikke var bange for at vise den. Han var en virkelig dejlig og interessant karakter – blandt andet fordi han ikke var menneske, og det var så spænende og anderledes at se verden og efterlivet fra hans synspunkt.
Celina var en fantastisk hovedperson, og jeg kom til at holde så meget af hende under læsningen. Jeg kunne så godt lide hendes reaktioner på spøgelserne, og hvordan hun takler det hele. Jeg synes, hun fremstod som en fornuftig ung kvinde, der vidste, hvad hun ville, og gjorde det, hun satte sig for. Jeg var så fascineret af hende og hendes evner.
Sally er bare for skøn! Hende kunne jeg ikke undgå at komme til at holde af, og hun var også en af mine favoritter i bogen!
Hver eneste karakter virker så gennemtænkt og er så gennemført, og jeg elsker det! Det er virkelig et spændende persongalleri, og Christina Bonde fortjener stor ros for det!

”Sjælevært” får 4 ud af 5 stjerner, og jeg har svært ved at definere, hvorfor den ikke får den 5. stjerne. Jeg kunne måske godt have brugt lidt mere romantik. Jeg ved godt, at det er en YA bog, men jeg kunne stadig godt have brugt lidt flere scener med Celina og Bastian, hvor jeg virkelig kunne få lov til at føle kærligheden mellem dem. Men ellers manglede den nok bare lige det sidste, for at den kunne få den sidste stjerne.

Jeg synes, at ”Sjælevært” er skøn bog, og hvis man er til paranormal romance, kan jeg helt sikkert anbefale den. Det er en smuk, rørende og romantisk historie, der virkelig gjorde indtryk på mig.
Jeg synes, Christina Bonde har skrevet en vidunderlig bog, og at hun er en læseoplevelse, man ikke må gå glip af.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *