Forfatter: Sidsel Sander Mittet         Originaltitel: Rent blod      Antal sider: 322

Forlag:  Facet        Serie: Morika #1      Antal stjerner:  

Sprog: Dansk

Sponsoreret indlæg

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Facet


På skoleøen Raudra undervises krigerlærlingen Korau og visdomslærlingen Eshri i Morikas idealer for fred og tolerance. Deres fremtid ligger fast. Men i det skjulte arbejder stærke kræfter på at vende tilbage til tidligere tiders adelsvælde. Snart befinder Eshri, Korau og deres venner sig midt i en kamp for et samfund, de altid har taget for givet.

Spørgsmålet er imidlertid om samfundet overhovedet er værd at kæmpe for?   Eshri og Korau opdager snart, at intet er, som de troede…

Rent blod er første bog i trilogien Morika.

” Morika 1: Rent blod” er en bog, jeg længe havde haft kig på.  Coveret er virkelig smukt og fangede min opmærksomhed med det samme. Bagsideteksten var fængslende og gjorde, at jeg bare blev nødt til at læse den. Jeg elsker en god fantasy, og ”Rent blod” virkede bare lige som noget for mig. Så jeg var ovenud lykkelig, da bogen kom ind ad døren fra forlaget.  Jeg glædede mig til at se, hvilken verden Sidsel Sander Mittet havde skabt.

Sproget er vidunderligt nemt, og der er et dejligt læseflow. På trods af, at der er mange nye og anderledes navne, racer og udtryk, formår Sidsel at gøre det hele overskueligt, og jeg havde ingen problemer med at følge med og holde styr på det hele. Det er flot og imponerende skrivning, og jeg slappede dejligt af under læsningen, da jeg ikke behøvede at tænke alt for meget over alt det nye.  Hele den verden, som Sidsel har skabt, er bare så velfungerende og spændende at følge med i.

Jeg elskede plottet!  Det er sat mega godt sammen, og det hele fungerer bare. Jeg elskede hvert sekund, jeg sad med den her bog. Den har bare det hele. Der er humor, angst, fortvivlelse, spændende kampe, vilde plottwists – og noget som jeg virkelig savner i fantasygenren: romantik! Jeg elsker, elsker, ELKSER Sidsel for, at hun har fået noget romantik med. Det blev ikke for meget, men der var nok til, at det glædede mit romantikhjerte.  Efter min mening måtte der gerne være mere af dette i fantasy, så bogen får et kæmpe plus for det!

Noget af det virkelig interessante og spændende i denne bog var det politiske. Det var enormt fascinerende at følge med i det hele – at finde ud af, hvordan brikkerne blev lagt og se, hvordan både venner og fjender planlagde deres næste træk.  Der skete hele tiden noget, og jeg kedede mig aldrig under læsningen. ”Rent blod” er en af de mest fascinerende og bedste fantasy, jeg længe har læst, og det er sjældent, at jeg har oplevet en fantasy, der var så nem at læse. Som tidligere nævnt var det hele dejligt nemt at holde styr på, hvor jeg havde regnet med en bog, hvor jeg skulle holde tungen lige i munden for at kunne huske og holde styr på det hele. Denne bog har været en virkelig positiv læseoplevelse, og jeg elskede den!

Persongalleriet var nok noget af det, som fascinerede mig mest.  Der er rigtig mange personer at holde styr på, men Sidsel formår at sørge for, at man husker dem alle på trods af de usædvanlige navne. Jeg behøvede ikke på noget tidspunkt at bladre tilbage i bogen for at komme i tanke om, hvem en person nu var. Det hele flød bare dejligt derudaf, og jeg var meget imponeret over, at bogen indeholder så stort et persongalleri, hvor det var så let at skille karaktererne fra hinanden.

Samtidig er persongalleriet SÅ spændende, genialt og fantastisk! Jeg elsker karaktererne, man følger i romanen – især Korau vandt mit hjerte. Han er bare skøn, og hans humor var lige efter mit hoved. I starten kom Eshri faktisk til at irriterer mig en lille smule. Jeg synes hun var meget selvretfærdig og hurtig til at dømme de andre. Men hun udvikler sig rigtig meget igennem romanen, og jeg kom til at holde rigtig meget af hende, jo længere jeg kom ind i verdenen og kom til at forstå hende bedre. Alt i alt var jeg super tilfreds med alle personerne, og jeg elskede at følge dem alle sammen, og at de alle sammen hver især har vigtige funktioner for gruppen.
Bogen var en sand fornøjelse at læse, og jeg kan klart anbefale den til enhver fantasyfan.

Vi har her at gøre med en meget talentfuld dansk fantasyforfatter, og jeg kan slet ikke vente med at komme til at læse mere af hende.

”Morika 1: Rent blod” er en fantastisk fascinerende fantasy, der fangede mig i sin fuldstændigt opslugende verden.  Det er fantasy, når det er bedst! Jeg vil have mere, og jeg er lykkelig for, at der er 2 bøger mere, hvor jeg kan få lov til at dykke ned og blive i denne her mageløse verden!

”Rent blod” får 5 ud af 5 stjerner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *