Forfatter: Colleen Hoover         Originaltitel: It Ends with Us       Antal sider: 409

Forlag:  Lovebooks               Serie:            Antal stjerner:  

Sprog: Dansk

Sponsoreret indlæg

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Lovebooks


Når den, der elsker dig højest, også er den, der gør dig allermest ondt.
Da Lily falder for den flotte neurokirurg Ryle, er det næsten for godt til at være sandt. Hun har ikke altid haft det let, men nu ser alting lyst ud. Selvom Ryle er imod faste forhold, giver han snart efter for sine principper, og Lily er lykkelig. Men der er alligevel noget ved Ryle, der giver skår i glæden – og da Lilys ungdomskæreste Atlas en dag dukker op, trues alt, hvad Lily og Ryle har opbygget sammen.

”Det ender med os” ventede jeg med spænding på, siden den dag Lovebooks afslørede, at de ville oversætte den til dansk. Jeg har læst ”Måske en dag” og ”Forbandede kærlighed” af Colleen Hoover, og hun er bare en fabelagtig forfatter med et kæmpe talent. Derfor måtte jeg bare have fat i ”Det ender med os”, og det var en glædens dag, da jeg modtog den.

Bogen er virkelig smukt skrevet, og hver eneste sætning fik mig til at forelske mig mere og mere i den. Colleen skriver på en måde, der gjorde, at jeg indlevede mig 100 % i historien og følte, at jeg sad med på første række i Lily og Ryles historie. Jeg blev fuldstændig opslugt af Colleens vidunderlige skrivestil, og jeg kunne ikke slippe ”Det ender med os”, før sidste ord var læst – bogen var læst på under 24 timer.
Colleens skrivestil er helt unik. Hun vækker sin historie til live på så smuk vis og gør, at jeg bare fløj igennem kapitel efter kapitel uden at lægge mærke til, hvor meget jeg havde læst. Men selvom jeg læste bogen på under 24 timer, huskede jeg stadig hver evig eneste detalje ved bogen. Colleen sørger nemlig for, at bogen gør så stort et indryk, at detaljerne ikke bare sådan lige er til at misse eller glemme.
Jeg ELSKER Colleens måde at skrive på, og jeg har bare lyst til at læse hendes bøger om og om og om igen. Ingen burde gå glip af at opleve hendes fantastiske måde at skrive på. Ingen bog har kunnet ramme på samme måde som ”Det ender med os”!

Jeg kunne allerede fra kapitel et fornemme, at bogen var noget andet, end det jeg tidligere havde læst af Colleen.  Bogen er noget mere mørk end hendes tidligere bøger. Den berører et meget alvorligt emne, og jeg synes det er virkelig godt, at hun bringer dette emne op i ”Det ender med os.”

Bogen imponerede mig virkelig! Selvom den kan være voldsom med det emne, den bringer op, så er det også bare en virkelig smuk historie. Denne forfatter har et kæmpe talent for virkelig at ramme en, med sine bøger, og det gør hun i den grad også med ”Det ender med os”!
Jeg fældede tårer ved ”Måske en dag” og ”Forbandede kærlighed”.  Jeg tudbrølede, da jeg læste ”Det ender med os.” Den ramte mig virkelig hårdt, og jeg kunne ikke stoppe med at græde, da jeg læste de sidste kapitler.
Colleen knuste mit hjerte i tusindvis af bittesmå stykker, men hun hjalp mig også stille og roligt med at samle stykkerne sammen igen. Hun sørger for, at man altid vil have en bid af historien med sig, efter man har læst den. Det har jeg.
”Det ender med os” gjorde et kæmpe indtryk på mig.
Bogen er uforglemmelig med fantastiske karakterer, som jeg på ingen måde havde lyst til at slippe, da jeg havde vendt sidste side.

Personerne i historien er enestående. Jeg knyttede mig til dem, og jeg endte med en fornemmelse af, at jeg havde fået skabt mig tætte venner, mens jeg sad og læste.  De er så virkelighedstro, så ægte at jeg ikke kunne undgå at falde fuldstændig for dem alle. Det er vidunderlige mennesker, der er i denne bog, mennesker, som jeg ville ønske fandtes, så jeg kunne møde dem og blive venner med dem i virkeligheden. Det er sådan Colleen får mig til at føle med sine karakterer. Og sådan har det også været med de andre bøger, jeg har læst af hende.
Jeg heppede så meget på, at det ville gå godt for dem alle sammen i ”Det ender med os”.  Jeg kom virkelig til at holde så meget af dem – også en, som jeg virkelig ikke burde komme til at holde af. Jeg følte mig på et tidspunkt meget splittet, fordi jeg kom til at holde så meget af denne person, selvom min fornuft sagde mig, at jeg ikke burde. Men det er noget af det, jeg virkelig elsker ved Colleen Hoover.  Hun får en til at forelske sig fuldstændig i bogen og dens karakterer – også karakterer man ikke burde falde for, og jeg synes, det er genialt!
Jeg synes, det viser, hvor stort et talent hun har. Og et eller andet sted, kan jeg ikke have dårlig samvittighed over, at komme til at holde så meget af denne karakter. For hvordan kan man undgå at komme til at falde fuldstændig for en karakter, som er så vidunderligt gennemført? Også selvom der er noget ved denne person, som virkelig taler imod for at kunne komme til at kunne holde af denne, så kom jeg altså til det alligevel – og jeg elsker, at jeg kom til det, selvom jeg ikke burde.

”Det ender med os” er en uforglemmelig bog, der indprenter sig i ens hjerte og sind og sørger for, at den aldrig forlader dig igen.
”Det ender med os” er en virkelig rørende og stærk historie om kærlighed, når den gør mest ondt, kærlighed når den skader os mest, og vi ikke kan stole på den.
Den bringer følelserne helt frem til overfladen, og man skal endelig huske at have en pakke Kleenex i nærheden, når man læser den! Jeg tudbrølede da jeg læste den, og jeg fælder stadig en tåre indimellem bare ved at tænke på denne enormt smukke, men også hårde kærlighedshistorie.
Alle der er til romantik burde kaste sig over denne bog! Den er et must-read!

”Det ender med os” får 5 kæmpe store stjerner ud af 5.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *