Forfatter: Barbara Taylor Bradford      Originaltitel: Secrets from the Past      Antal sider: 400

Forlag: Flamingo     Serie:      Antal stjerner:   

Sprog: Dansk

Sponsoreret indlæg

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Flamingo


Trediveårige Serena Stone er en talentfuld krigsfotograf, der har fulgt i sin berømte fars fodspor. Men da han uventet dør, forlader hun krigszonen for at tage sit liv op til overvejelse.

I søgen efter sandheden om sin far, sin familie og sit eget liv begynder Serena en desperat jagt for at afsløre en årtier gammel sag. Hun flytter fra sine forældres hjem i bjergene over Nice til det romantiske Venedig og strejfer de uroplagede Libyske gader.

Fortidens hemmeligheder er en rørende og følelsesfuld fortælling om hemmeligheder, overlevelse og kærlighed i dens mange forklædninger.

Denne her bog var jeg enormt spændt på at læse! Bagsideteksten fik bogen til at lyde interessant, og den har en smuk forside. Jeg havde aldrig læst noget af denne forfatter før, men jeg havde godt lagt mærke til, at Flamingo havde udgivet nogle andre bøger af hende. Denne forfatter og denne bog fangede let min interesse, og jeg glædede mig til at finde ud af, hvad Barbara havde at byde på.

Jeg må sige, at bogen gav mig en noget blandet læseoplevelse, og jeg var meget i tvivl om, om den var mig i starten. Jeg gik faktisk og var ret sikker på, at denne bog ikke ville være mig, og dette følte jeg også, da jeg var ca. halvvejs inde.
Barbaras skrivestil er meget usædvanlig for mig. Hun bruger enormt meget tid på at beskrive omgivelserne, og det giver også god mening i betragtning af hovedpersonen Serenas fortid og hendes tidligere arbejde. Men sådan en som mig, som har svært ved at danne billeder af huse og omgivelser, så gik det hen og blev lidt tungt, og det sagde mig ikke særlig meget at læse de meget detaljerede beskrivelser af omgivelserne.
Det, jeg lagde mest mærke til i denne bog vedrørende Barbaras skrivestil, var dialogerne. Dialogerne var usædvanligt detaljerede og lange, og jeg synes, at personerne til tider var så ærlige og detaljeorienterede i deres dialoger, at de forekom urealistiske. Det hele blev meget formelt for mig, og det skabte til tider en rigtig ærgerlig afstand mellem personerne og mig som læser. I et godt stykke af bogen følte jeg ikke rigtigt, at jeg kom ordentligt ind på livet af Serena, hendes søstre og Zac. Hvilket overraskede mig meget, da det er en bog fortalt fra en jeg-fortæller synsvinkel. Men jeg mistænker lidt det formelle og den usædvanlige måde at skrive dialogerne på, som det, der får mig til at få følelsen af, at der bliver skabt en mur mellem karaktererne og læser.

Dog overraskede bogen mig også, og det var noget af det jeg faktisk godt kunne lide ved den! Lige pludselig vender den, og jeg kunne se, hvorfor Barbara har fået ros for sine værker.  Serena og Zac tager lige pludselig en overraskende beslutning, og bogen er bare fantastisk, fra de tager den beslutning! Der vender det hele, og Barbaras skrivestil udvikler sig, og det hele bliver meget mere naturligt og ægte – det er som om, at denne beslutning placerer forfatteren i sit rette element – det hun virkelig trives med at skrive om, og det kan mærkes. Den til knytning, jeg manglede ved især nogle af personerne, sprang pludselig frem og mærkedes tydeligt, og jeg slugte den her del råt! Det var virkelig spændende og rørende, og jeg kunne mærke, at jo mere jeg læste, jo gladere blev jeg for bogen og dens karakterer.

Jeg kan virkelig godt lide plottet. Det er lidt anderledes, fordi man følger krigsfotografer og ikke soldater, men jeg kan virkelig godt lide den anderledes måde at se krig på. Desuden sker der også en masse ting på hjemmefronten, så jeg kedede mig aldrig, mens jeg læste den. Hvis man kan se bort fra dialogerne i starten og omgivelsesbeskrivelserne, er det her virkelig en interessant og smuk bog. Jeg endte med virkelig at kunne lide den, og jeg synes, at Barbara Taylor Bradford er en enormt fascinerende og dygtig forfatter. Det gjorde mig lidt bekymret, at det tog så lang tid for bogen at komme ordentligt i gang – eller den fornemmelse havde jeg i hvert fald. Men da den så kom i gang – wow! Den her bog er virkelig god!

Der er også en masse fascinerende karakterer i. De føles enormt ægte og virkelighedstro, og jeg følte, at de det meste af tiden var meget fornuftige og velovervejede i deres beslutninger.
Jeg følte dog, der blev skabt en mur mellem mig og især hovedpersonen, Serena. Jeg følte, jeg lærte hendes familie og venner meget bedre at kende end Serena, og det overraskede mig og irriterede mig. Men jeg tænker, at det kan have været et bevidst valg fra forfatters side at skabe lidt mystik omkring Serena – hvorfor vil hun ikke lade læseren komme helt tæt på? Da jeg så endelig følte, at jeg kom tæt ind på livet af Serena, så var det bare helt fantastisk, og jeg kom til at holde helt enormt meget af hende.

Trods fortidens hemmeligheder har hun en helt fantastisk familie og nogle lige så fantastiske venner, og kærligheden mellem dem mærkes tydeligt. Jeg kunne virkelig godt lide alle personerne i den, og på trods af den såkaldte mur, jeg har omtalt, så endte jeg faktisk med at føle mig tæt knyttet til dem alle sammen.
Zac og Serenas kærlighed var vidunderlig at være vidne til, og især Zacs kærlighed til Serena var til at tage og føle på og rørte mig meget. Det var dejligt og rørende, at han ikke lagde skjul på sine følelser for hende, og at han var så ærlig over for hende. Han forbedrede sig betydeligt igennem romanen, og han var bare fantastisk! Han lavede fejl, ja, men han undskyldte, lærte af det og forbedrede sig i forhold til sine fejl. Zac blev helt sikkert en af mine favoritter!

”Fortidens hemmeligheder” var en bog, jeg havde mine tvivl om. På trods af dens start gjorde den et helt vildt fantastisk comeback, og den slog fuldstændig benene væk under mig.

Det er en bog, jeg uden tvivl kan anbefale, hvis man er til romantik, familiehemmeligheder, tætte familiebånd og beskrivelser af smukke omgivelser.

”Fortidens hemmeligheder” får 4 ud af 5 stjerner.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *