Ja, selvom jeg havde besluttet, at jeg skulle holde igen med køb af bøger, så kan jeg altså bare ikke lade være, hvis jeg virkelig forelsker mig i  en bog. Denne gang blev det til 9 bøger – dog er alle på nær 3 anmeldereksemplarer. Jeg tør godt nok ikke fortælle jer, hvor mange e-bøger jeg fik købt i april, for det er alt alt for mange… men jeg kan nemt sige, at det er over 7. Og de fleste af dem er faktisk også blevet læst. De fysiske bøger kan I se på billedet ovenfor.  Tre af disse er blevet læst, og jeg glæder mig til at komme i gang med de andre også!

Disse to bøger købte jeg på Krimimessen i Horsens. Jeg havde egentlig lovet mig selv, at jeg ikke ville købe bøger på denne messe, men jeg kunne altså ikke lige stå for disse to, som jeg også fik for en rigtig god messepris.  Men i forhold til ved Bogforum, hvor jeg kom hjem med over 10, så synes jeg ikke at to var så slemt igen. De her to lød bare SÅ gode, og de blev begge anbefalet varmt af forskellige personer, mens jeg stod og kiggede på dem. Så de skulle altså med mig hjem!

“Flosset” af Cecilia Ahern fangede først min opmærksomhed på grund af coveret. Jeg synes, at denne bog er så sindssygt smuk, og da jeg så læste, hvad den handlede om, blev jeg endnu mere fanget, og jeg måtte bare have et eksemplar af den hjem! Denne bog er et anmeldereksemplar fra Politiken’s forlag.

Disse to bøger er anmeldereksemplarer fra People’sPress. Invasionen af Tearling er bog 2 i en serie, og jeg glæder mig til at læse den! Dage uden sult har jeg læst, og det var en udmærket roman og en, der berører emnet anoreksi på en anderledes måde.

De her to bøger har jeg fået fra forfatterne og er udgivet af Forlaget mellemgaard. Mordet i Odense er en historisk bog, der både lærer og underholder. Jeg var rigtig godt underholdt, og den overraskede mig virkelig positivt. Sort september er en ungdomsbog, der handler om en ung pige, hvis bror forsvinder. Jeg glæder mig helt enormt til at komme i gang med den!

 

Den sidste bog i denne omgang er denne: I det øjeblik var jeg din af Mhairi McFarlane. Det er et anmeldereksemplar fra forlaget HarperCollinsNordic. Jeg har læst en anden bog af denne forfatter, og den synes jeg var rigtig sød. Så jeg er virkelig spændt på hvad denne bog, som er forfatterens debutroman, har at byde på.

Og, så kommer vi til det sidste indslag her i dette indlæg: Nemlig månedens bog for april. Hver måned udvælger jeg min favoritbog ud fra dem, jeg har læst. Min favorit i april måned, er en bog, der virkelig rørte mig, og som virkelig fangede mig, så jeg på ingen måde kunne slippe den, før den var slut. Det er en uforglemmelig bog! Jeg vil ikke kunne nøjes med kun at have den på Kindlen – den er også nødt til at stå i min bogreol. Den er fra forlaget Flamingo.

Min favorit bog for april måned er:  (trommehvirvel) ……..

Det er uden tvivl “Åndeløs” af Brittainy C. Cherry! Det er 1. bog i Elements serien, og jeg ELSKEDE hvert et sekund af den! Det er helt sikkert en bog, jeg vil komme til at læse igen. Smuk og så rørende historie! Hvis man er til bøger med stærke følelser såsom sorg og kærlighed, så kan jeg helt sikkert anbefale den her!
Bog 2 i Elements serien, “Brændt” udkommer på dansk hos forlaget Flamingo d. 24. maj!
Jeg kan slet ikke vente!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *