Forfatter: Thomas Stordal Philipsen      Originaltitel: Mordet i Odense      Antal sider: 98

Forlag: Forlaget mellemgaard     Serie: Historier fra historien #1      Antal stjerner:  

Sprog: Dansk

Sponsoreret indlæg

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren


Forfatteren til denne bog kontaktede mig for at høre, om jeg ville anmelde den. Jeg havde ikke beskæftiget mig med denne type genre før, men den lød rigtig spændende, så jeg besluttede mig for at give den et skud.

Og til min overraskelse var jeg faktisk underholdt hele vejen igennem. Historie har aldrig været mit yndlingsfag – kun ganske få emner har interesseret mig, men aldrig nok til at jeg har villet undersøge tingene nærmere.
Thomas bruger begrebet ”Edutainment” der kommer af ordene ”education” og ”entertainment”. Det handler om læring gennem underholdning, og jeg er vild med ideen, og det er også edutainment, der er formålet med denne bog.  Jeg følte mig virkelig godt underholdt, samtidig med, at jeg også lærte en masse og fik en masse nye informationer om den begivenhed og den periode, der er fokuseret på.
Måden, denne bog er skrevet på, fik mig faktisk til at huske den historiske begivenhed, der er blevet uddybet, og dette ser jeg som noget yderst positivt. Hvis jeg sad med en almindelig lærebog, havde jeg ikke husket noget af det, jeg havde læst.  Jeg ville ønske, at vi havde haft bøger som disse, dengang jeg gik i folkeskole. Bogen er dog ikke kun god for børn – både unge og voksne vil have gavn af at læse den her, og jeg er ikke i tvivl om, at de vil føle sig underholdt!

Bogen er delt op i tre kapitler, som gør den dejligt overskuelig. Første kapitel beskriver kristendommens indførelse i Danmark. Andet kapitel er 6 små fiktive historier, der er baseret på fakta. Disse 6 historier handler alle om én bestemt begivenhed inden for den periode, der er beskrevet i kapitel 1. Historierne var helt klart min favorit del, og jeg kunne rigtig godt lide, at man så begivenheden fra så mange forskellige synspunkter. Tredje kapitel fortæller om, hvorfor lige den omtalte begivenhed fandt sted. Jeg kunne også rigtig godt lide kapitel et og tre, og slugte dem lige så hurtigt som kapitel to. Thomas skriver i et rigtig fint sprog, der gør bogen nem og hurtig at læse, og han er samtidig også rigtig god til at formidle, så jeg forstod og huskede de ting, der sker i løbet af bogen.

I bogen er der også en rigtig fin ordliste bagi, til hvis der er ord, i kapitel tos historier, som man måske ikke ved, hvad betyder. Der er også et rigtig fint stamtræ og en oversigt over begivenhederne i 1000-tallet i Danmark og andre steder i verden. Dette gør det hele mere overskueligt, og man kan nemt slå op og kigge på, hvis man bliver i tvivl om personer eller begivenhederne. Der er også rigtig fine illustrationer i. Dette kan jeg rigtig godt lide, så der ikke er alt for meget tekst, men de skaber også gode billeder på, hvad der sker i teksten.

Alt i alt synes jeg, at dette var en virkelig god og underholdende lærebog, som jeg kan anbefale både til børn, unge og voksne.

”Mordet i Odense” får 4 ud af 5 stjerner.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *