Forfatter: Delphine de Vigan     Originaltitel: Jours sans faim   Antal sider: 153

Forlag: People’sPress       Serie:  –            Antal stjerner:  

Sprog: Dansk

Sponsoreret indlæg

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget People’sPress


“Dage uden sult” er historien om 19-årige Laura, der lider af anoreksi. Bogen følger hende i tre måneder under en indlæggelse, hvor hun gradvist begynder at forstå, hvad der har gjort hende syg, og hvordan hun kan overvinde sin lidelse.

Delphine de Vigan fik sit internationale gennembrud med romanen “Alt må vige for natten”, der handlede om forholdet til hendes mor. “Baseret på en sand historie” var fortællingen om, hvad der skete bagefter. “Dage uden sult” er forfatterens utroligt stærke autobiografiske debutroman, der originalt blev udgivet under pseudonymet Lou Delvig i 2001.

”Dage uden sult” er en bog, jeg virkelig havde set frem til at læse. Den handler om en ung pige, der bliver indlagt, fordi hun er døden nær pga. anoreksi. Dette emne har altid interesseret mig meget, og jeg har læst flere bøger om dette. Jeg kunne rigtig godt lide den anderledes tilgang, der var i denne bog. I de andre bøger, jeg har læst fokuseredes der enormt meget på, hvorfor kvinden/pigen var blevet syg, deres tanker der er påvirkede af sygdommen, og man fulgte deres sygdom udvikle sig og deres vægttab, hvor bøgerne forholdsvis let gik henover indlæggelse og vejen tilbage til livet.
I ”Dage uden sult” fokuseres der på indlæggelsen og Laures kamp for at finde glæden ved, og acceptere de kilo hun tager på, samtidig med at hun kæmper for at finde livslysten igen.  Jeg synes det lød helt enormt spændende, og jeg glædede mig til at læse den.

Dog synes jeg, at jeg fik en noget blandet læseoplevelse og kom en smule forvirret ud på den anden side.
Sproget er egentlig rigtig fint – det er forholdsvis enkelt og ligetil, og læsningen gik hurtigt, når først jeg var gået i gang med den.  Der er noget billedsprog i den, som er formuleret på en måde, som jeg ikke helt kunne forstå.  Jeg er heller ikke god til billedsprog og fortolkning af det, men jeg følte nogle gange, at jeg gik glip af noget, fordi jeg ikke var sikker på, om jeg havde forstået det hele rigtigt. Hvilket var rigtig ærgerligt, da jeg havde en fornemmelse af, at jeg til tider missede nogle vigtige ting.

Bogen er skrevet fra 3. person, hvilket jeg synes er rigtig ærgerligt i betragtning af emnet. Den måde, den er skrevet på, skaber en afstand mellem læser og Laure, og jeg følte aldrig rigtigt, jeg nåede at knytte mig til hende, og at der blev skabt så meget afstand, at jeg heller ikke rigtig fik mulighed for det. Det er en meget rørende og smuk historie om Laures kamp tilbage til livet, og jeg kunne også godt lide bogen, det skal der ikke herske nogen tvivl om. Jeg havde bare et stort behov for at kunne knytte mig til Laure og sætte mig ind i hendes tanker og følelser – at kunne mærke hendes angst og tvivl. Dette formåede bogen ikke at skabe, og det synes jeg var enormt ærgerligt.
Dog formåede bogen virkelig at sørge for, at jeg kunne mærke, at Laure kæmpede. Jeg kunne mærke hendes kampvilje, at hun kæmper mere og mere jo længere, hun er indlagt, og jeg blev begejstret og begyndte at håbe for og heppe på hende. Det var noget af det, der sørgede for at bogen holdt mig fanget, og at jeg godt kunne lide den. Jeg måtte bare vide, om Laure kom rask ud på den anden side!
Der er ingen direkte dialoger – det er alt sammen monologer eller dækket direkte tale, hvilket jeg også synes er med til at skabe noget afstand til personerne, da man får rigtig meget personlighed frem og lærer karakterer at kende gennem dialoger.
Men på trods af dette, så synes jeg faktisk, at det er en god bog. Som sagt har den en anderledes tilgang til måden at fortælle om anoreksi, og det kan jeg virkelig godt lide. At der er fokus på helbredelsen frem for selve sygdommen.  Dette skal den have stor ros for. Den er flot skrevet, og den rørte mig alligevel på trods af, jeg havde svært ved at knytte mig til Laure. Jeg blev rørt af hendes kamp mod hendes sygdom og hendes kamp mod de indre dæmoner, som hendes svære barndom blandt andet har været med til at skabe.

Jeg kunne rigtig godt lide slutningen! Meget flot, rørende og stærk. Lige en slutning, som jeg gerne vil have!
”Dage uden sult” er en rigtig fin roman, og hvis emnet anoreksi, er noget man kan lide at læse om, og man godt vil læse en lidt anderledes tilgang til det, så kan jeg helt sikkert anbefale denne roman. Rigtig fin historie.

”Dage uden sult” får 3 ud af 5 stjerner

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *