Forfatter: Anika Eibe         Originaltitel: Er du okay, Marie?             Antal sider: 181

Forlag: Tellerup                     Serie:                    Antal stjerner:  

Sprog: Dansk


Om bogen:

Jeg ville ønske at jeg var død.

Virkelig død. Forsvundet. Væk fra jordens overflade.

Død og begravet så de eneste jeg behøvede at se i øjnene var ormene.

Fuck! Fuck! FUCK!

Marie er blevet mobbet i årevis, men da hun starter i 9. klasse efter sommerferien

er det som om noget er forandret.

Drengene begynder at lægge mærke til hende, og hun går fra at være et mobbeoffer

til at være én drengene gerne vil være sammen med …

Men hvad hvis hun siger nej? Bliver alt så som før?

Er du okay, Marie? fandt jeg inde på Riidr – mit favorit sted at købe e-bøger.  Den lød bare rigtig, rigtig god! Mobning er noget, som jeg selv har haft tæt inde på livet, og jeg fik bare en fornemmelse af, at jeg MÅTTE læse den!
Jeg kan nok heller ikke undgå at gøre den her anmeldelse en lille smule personlig.

Sproget er rigtig godt! Anika Eibe formår virkelig at fange mig og holde mig fanget gennem hele bogen! Sproget er meget letlæseligt, og bogen blev læst færdigt helt enormt hurtigt. Sproget fungerer bare og har et rigtig godt flow. Det fungerer super godt, at Anika Eibe har valgt at skrive bogen i jeg-person.  Det gjorde, at jeg havde enormt let ved at sætte mig ind i Maries følelser – hendes angst, hendes usikkerhed, hendes ønske om at blive accepteret af de populære.  Det gjorde også bare, at jeg følte alt gennem Marie tusind gange stærkere, og det påvirkede mig helt vildt meget. Flere gange sad jeg med tårer i øjnene og en klump i halsen.

Handlingen er helt perfekt og samtidig også super vigtig! At tale om mobning kan være så svært, og der er så mange børn i dag, der kæmper med at blive mobbet! Det er en bog, der burde indsættes i undervisningen i folkeskolen, for at børn tidligt får et indblik i, hvad deres adfærd kan gøre ved en anden person! Jeg ville ønske, at den her bog var skrevet, da jeg gik i folkeskole – også i gymnasiet for den sags skyld! Lærerne kunne virkelig også lære noget af at læse den – voksne i det hele taget. Hvordan mobning virkelig kan ødelægge et barn, hvis ikke der bliver grebet ind, og at de bliver nødt til at være opmærksomme på, hvad der sker.

Personerne i bogen er helt fantastiske! Eller ikke mobberne – mobberne hadede jeg næsten lige så meget, som Marie må gøre! Men jeg synes, det er fantastisk flot udført af Anika, at jeg kom til at føle så kraftigt over for mobberne! Det er meningen, at man virkelig ikke skal kunne fordrage dem, og det kan man virkelig heller ikke! Selv da de begynder at være søde, var jeg helt enormt mistroisk!
Og så er der Marie! Skønne, skønne Marie! Nøj, hvor mit hjerte bare følte og græd med hende hele vejen igennem bogen! Jeg havde så ondt af hende. Jeg er selv blevet mobbet af både klassekammerater, men også lærere, og jeg kan bare så godt sætte mig ind i hendes situation! Anika har bare formået helt perfekt at beskrive den angst og usikkerhed, man konstant føler som mobbeoffer, det konstante ønske om bare at blive accepteret, og jeg kunne så let relatere til Marie. Jeg blev kastet direkte tilbage i klasseværelset på min egen folkeskole!

Og så er der Daniel og Nanna! Åh, hvor kom jeg også bare til at holde enormt meget af dem i løbet af bogen! Jeg havde nogle få Nanna’er selv i folkeskolen, og jeg ved, ikke hvad jeg skulle have gjort uden dem! De betød alt!
Daniel er bare helt fantastisk! Jeg kunne lide ham fra første øjeblik, han talte til Nanna og Marie – der var bare et eller andet godt ved ham. Jeg ville ønske, at jeg havde haft en Daniel dengang, jeg selv stod i Maries situation.
Daniel er helt sikkert en af mine favoritter i bogen.  Anika Eibe har skabt tre helt fantastiske og unikke karakterer, som jeg bare ikke kunne undgå at knytte mig enormt meget til!

”Er du okay, Marie?” er en virkelig, virkelig god bog, som jeg synes, er enormt vigtig at læse!
Jeg kan klart anbefale den!

 

”Er du okay, Marie?” får 4 ud af 5 stjerner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *