Forfatter: Pernille Vørs            Originaltitel: Advokatens drømmefanger        Antal sider: 556

Forlag: Forlaget Drømmefangeren        Serie:  Grænseløs #1                 Antal stjerner:  

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Drømmefangeren


Beskrivelse af bogen:

En kvinde og en mand – begge med en dunkel fortid, som ånder dem i nakken.

Jannik er en benhård advokat, der bruger kvinder, som han lyster. Victoria er en smuk, udspekuleret kvinde, som udnytter mænd for deres penge.

De har hver især levet et hårdt liv og har været tvunget ud i barsk overlevelse, som har formet dem til de mennesker, som de er i dag. De er skadet gods, og det er nyt at vise kærlighed og omsorg, og det bringer dem begge ud på en følelsesmæssig rutschetur, hvor underlaget forsvinder for dem. Når det går skævt, har de kun hinanden, og det er skræmmende for dem at give sig helt hen til det. Dertil kommer, at de svinger i utakt. De er ikke klar på samme tid til at give sig helt hen til følelserne og hinanden.

Kan de være ærlige og røbe deres dybeste hemmeligheder for hinanden? Kan de lære at svinge i takt? Eller vil deres fortid ødelægge enhver mulighed for en fælles fremtid.

Løgne, sex og bedrag overstrøet med et gran humor er de perfekte ingredienser til Pernille Vørs’ selvstændige spin-off fra den erotiske Dominic-trilogi.

Pernille Vørs er en forfatter, jeg er blevet mere og mere glad for, jo flere af hendes bøger jeg har læst.  Jeg elsker blandt andet, at man kan se hendes udvikling som forfatter samtidig med karakterernes udvikling gennem bøgerne. Derudover har hun en skrivestil, der er dejligt forfriskende og spændende. Hun ikke lægger fingrene imellem noget som helst. Hun beskriver tingene, som de er, og det er fedt at læse!

Jeg ELSKER Dominic- trilogien, og jeg blev derfor enormt begejstret, da jeg opdagede, at Pernille udgav en spin-off fra trilogien. Og at det så var advokaten Jannik, hun havde valgt som en af hovedpersonerne, var bare endnu bedre! Jeg elskede ham i Dominic – trilogien og ville vide mere!

Sproget i bogen er rigtig godt! Jeg fik lidt et indtryk af, at sproget var mere formelt, end hvad jeg hidtil har været vant til, men jeg kunne faktisk rigtig godt lide det, efter jeg havde vænnet mig til det. Sproget var letlæseligt, og der var et godt flow igennem hele romanen.
Samtalerne kunne til tider også virke lidt formelle – jeg lagde mærke til, at det især var, når Jannik talte. Men jeg så det som en del af Janniks karaktertræk, og elskede ham for hans til tider lidt formelle/ fine, lidt anderledes måde at formulere sig på..

Jeg plejer ret hurtigt at kunne finde ud af, om jeg kan lide en karakter i bogen, eller om jeg ikke kan. I ”Advokatens drømmefanger” er det første gang, at det har taget længere tid, før jeg har fundet ud af, om jeg kunne lide dem eller ej. Især én person gjorde mig fuldstændig forvirret i et stykke tid. Det vender jeg tilbage til om lidt.
Det endte også med, at jeg holdt rigtig meget af de to hovedpersoner på trods af lidt forvirring indimellem. Jeg kunne rigtig godt lide deres uforudsigelighed – mennesker er jo uforudsigelige, så jeg synes, det gjorde karaktererne mere virkelige.

Jeg ELSKER Catharina og Dominic fra Dominic -trilogien, og synes det er fantastisk, at de er med i denne bog – samtidig synes jeg ikke, at de er så meget med, at de overtager Jannik og Victorias historie. Inddragelsen af disse to har Pernille Vørs formået at holde på et rigtig godt niveau!

Victoria kom jeg faktisk til at holde enormt meget af – noget jeg ikke havde regnet med, grundet den måde, man første gang møder hende, og den måde hun til tider kom til at behandle Jannik på.  Men jeg kan virkelig godt lide hende – jeg synes hun er så virkelighedstro og så naturlig i alt, hvad hun gør. Og i løbet af bogen og især i nogle bestemte scener, fandt jeg ud af, hvor en fantastisk person hun er! Hun dummer sig, ja, men hvem gør ikke det? Jeg holdt meget af hende alligevel!
Jeg sad da også og heppede på, at hun ville nå sit mål!

Åh og så er der jo Jannik. Min herlige Jannik! Jeg ELSKEDE ham i Dominic-trilogien. Det varme, friske pust som Catharina havde brug for, når Dominic blev for hård og koldhjertet. Jannik virkede bare som en rigtig hjertevarm person, og jeg glædede mig til at høre mere til den her friske og glade gut!
Tja, der må jeg jo sige, at Pernille Vørs i den grad overraskede mig. Jannik var på mange områder slet ikke, som jeg havde forestillet mig, og igennem en del af bogen sad jeg faktisk og kunne mærke, at hvis han fortsatte med at være sådan, så ville jeg slet ikke kunne lide ham.  Jeg blev helt ked af det og egentlig også lidt forvirret, for Jannik var en karakter, som jeg i den grad gerne ville kunne lide.

Heldigvis blev han meget bedre og mere menneskelig senere i bogen, og jeg begyndte at kunne se den Jannik, som jeg havde regnet med, at han var. Den herlige Jannik, jeg havde set i Dominic-trilogien.

Dog bliver den anden side af Jannik, der overraskede mig ved med at vende tilbage og nage mig i løbet af bogen, og jeg havde svært ved at beslutte mig for, om jeg egentlig godt kunne lide ham på trods af det hele, eller om hans personlighed var for meget for mig.
Da det er enormt vigtigt for mig at kunne lide hovedpersonerne, ødelagde det læseoplevelsen en lille smule for mig, at jeg i langt det meste af bogen ikke kunne beslutte mig for, hvad jeg skulle synes om ham. Hvis Jannik konstant var i sit forelskede humør, så ville jeg virkelig ELSKE ham! Så ville han være den Jannik, som jeg havde forventet, han var.
Dog har jeg en svaghed for Jannik, og jeg kunne ikke undgå at komme til at holde af ham. Mit hjerte blødte for ham flere gange i løbet af romanen, og ham sad jeg også og heppede på!
Jeg indså, at jeg godt kunne forstå, hvorfor Jannik var, som han var og handlede, som han gjorde. Det var også en af grundene til, at jeg ikke stoppede med at holde af ham. Og derfor har bogen holdt det antal stjerner, den har fået. For den var en sand fornøjelse at læse.

Handlingen er virkelig, virkelig god! Romanen er enormt spændende, og selvom kapitlerne kan være lidt lange (i sideantal), fandt jeg mig selv læse kapitel efter kapitel og læste til langt ud på natten– jeg kunne simpelthen ikke lægge bogen fra mig.  Pernille har et talent for at fange en læser, så man bare ikke kan slippe bogen! Især i spændingsscenerne var jeg fuldstændig hooked og kunne ikke vente med at finde ud af, hvad der kom til at ske med Jannik og Victoria!
Jeg er simpelthen også nødt til at rose Pernille for den fantastisk naturlige måde, hun får vævet delene med Catharina og også Dominic ind i historien. Det sker bare så fint og flydende, at man ikke lægger mærke til, at de passager faktisk er en del af en anden roman, eller i dette tilfælde en hel trilogi. Jeg blev så begejstret for det, at jeg læste de passager flere gange. Jeg var dybt imponeret! Så flot udført!

Janniks personlighed var ikke det eneste, der overraskede mig! Da jeg havde læst slutningen sad jeg med en klump i halsen og med tårer i øjnene. Jeg måtte læse den sidste side flere gange for at være sikker på, at det faktisk var sådan, bogen sluttede. Og jeg greb mig selv i at vende den sidste side flere gange, for jeg håbede sådan, at det ikke var sidste side.  Det eneste, der holdt mig fra at lade tårerne falde, var, at jeg læste den færdig i stuen hos mine forældre.
Jeg regnede ikke med den slutning, og jeg blev en smule skuffet. Men jeg synes samtidig også, at det er virkelig fedt gjort af Pernille, at hun giver Jannik og Victoria den slutning, som hun synes, de skal have, frem for den slutning, som nogle læsere (mig fx) regner med eller i hvert fald gerne vil have.

”Advokatens drømmefanger” er en virkelig god roman, og den var en sand fornøjelse at læse. Følelserne var den helt store tur igennem, mens jeg læste, og jeg elskede det!
Jeg kan klart anbefale at læse den, og hvis man er fan af Dominic-trilogien, så er den helt sikkert en must-read!

Pernille Vørs giver den romantiske/erotiske genre et forfriskende nyt pust med denne roman og skyder genrens forudsigelighed i sænk.

”Advokatens drømmefanger” får 4 stjerner ud af 5

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *