Christina Bonde: Izola #1 – Rejsen til Falkien

Forfatter: Christina Bonde Originaltitel: Rejsen til Falkien    Antal sider: 377

Forlag:  Tellerup      Serie: Izola #1   Antal stjerner:  /var/folders/lw/xd54291916l7q28yzq_s9ptr0000gn/T/com.microsoft.Word/WebArchiveCopyPasteTempFiles/star.gif?zoom=2&resize=12%2C11/var/folders/lw/xd54291916l7q28yzq_s9ptr0000gn/T/com.microsoft.Word/WebArchiveCopyPasteTempFiles/star.gif?zoom=2&resize=12%2C11/var/folders/lw/xd54291916l7q28yzq_s9ptr0000gn/T/com.microsoft.Word/WebArchiveCopyPasteTempFiles/star.gif?zoom=2&resize=12%2C11/var/folders/lw/xd54291916l7q28yzq_s9ptr0000gn/T/com.microsoft.Word/WebArchiveCopyPasteTempFiles/star.gif?zoom=2&resize=12%2C11/var/folders/lw/xd54291916l7q28yzq_s9ptr0000gn/T/com.microsoft.Word/WebArchiveCopyPasteTempFiles/star.gif?zoom=2&resize=12%2C11

Sprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup


Izola er 19 år og vokset op med sin mors fortælling af et ganske specielt eventyr. Da moren pludselig dør, får Izola overdraget en mystisk kasse. Men kassen er langt fra det eneste som moren har holdt skjult. Inden længe befinder Izola sig i en ekstrem og farlig verden hvor hun må kæmpe for at overleve og samtidig opklare morens rolle der viser sig at være skæbnesvanger for Izolas fremtid.
Er eventyret sandt?
Og hvad er betydningen af den magtfulde evne som ligger i Izolas sind?
Rejsen til Falkien er første bind i fantasyserien IZOLA – en trilogi om styrke, overlevelse og kærlighed.

Izola – Rejsen til Falkien var en bog, jeg havde ventet med længsel på, siden Christina Bonde fortalte om den første gang. Jeg blev bare mere og mere spændt, efterhånden som bagsidetekst og cover blev afsløret.

Coveret er bare så flot og giver læseren nogle rigtig fine detaljer fra bogen uden at afsløre for meget, hvilket jeg rigtig godt kan lide.
En anden detalje, som jeg virkelig godt kan lide, er kortet. Jeg elsker, at det er i farver, da jeg synes, det skaber en ekstra god effekt, når det nu handler om et så smukt og specielt land som Falkien. Kortet er ikke vildt detaljeret, men det er heller ikke nødvendigt. Det skaber et rigtig fint overblik over Izolas rejse, og hvor de forskellige ting er placeret i forhold til hinanden. Nogle af stederne, blev jeg faktisk overrasket over, lå så tæt på hinanden. At jeg fik lov til at se placeringerne af stederne, Izola kommer til, var med til at øge spændingen. Det var også med til at skabe et andet indtryk af Izolas oplevelser.
Jeg synes kortet var en god hjælp til at skabe det helt rigtige billede over Falkien og var med til at give det helt rigtige indtryk af Izolas rejse.

Jeg har elsket Christina Bondes skrivestil i hendes tidligere værker. I Rejsen til Falkien er det ingen undtagelse. Bonde imponerer mig igen med sit formidable sprog, der er med til at gøre bogen til sådan en fornøjelse at læse.
Sproget er letlæseligt, men det gør ikke bogen til en mindre fornøjelse at læse. Tværtimod elsker jeg, at sproget og verdenen ikke er blevet så kompliceret beskrevet, at man ikke kan følge med. Jeg er helt vild med den måde, hun skriver på, og den måde, jeg bliver fuldstændig draget af den verden, hun har skabt. Selvom det er en helt ny verden, der bliver fortalt om med nye væsner, nye skikke osv., havde jeg ingen problemer med at følge med. Jeg forstod det hele, fra første gang de blev beskrevet, og det gjorde bare læsningen så meget bedre.

Bondes omgivelsesbeskrivelser er perfekt udførte og gav mig lige så mange gode kuldegysninger, som selve historien gjorde.
Humoren er genial, og jeg sad flere gange med latteren boblende over mine læber.
Her er en forfatter, der skriver på en måde, så man på ingen måde kan undgå at lade sig rive med. Jeg sad med konstant hjertebanken og sug i maven. Alle følelser kom frem på bedste måde, mens jeg sad og Rejsen til Falkien.

Jeg blev fuldstændig opslugt af Izola og Falkien – jeg kunne simpelthen ikke få nok af den fascinerende verden, og hvilke hemmeligheder, der ellers lå bag det – og hemmeligheder er der masser af!
Jeg var helt vild med ideen bag Izolas evne og alle detaljerne ved den. Jeg skal nok lade være med at afsløre for meget, men jeg synes virkelig at alt omkring den evne og dens udvikling var så spændende!
Izolas evne var dog ikke det eneste, jeg fandt enormt spændende.
Alt omkring Falkien og dets beboere var intet mindre end bjergtagende, og jeg slugte simpelthen alt om den verden råt!
Jeg opfattede hurtigt Falkien som et ufatteligt smukt sted. Et ufatteligt smukt sted, der gemmer på mange ting under overfladen!

Sjældent har jeg oplevet en verden, der på 377 sider kan fange mig så intenst, som Falkien har gjort. Jeg var fuldstændig hooked gennem hver en side. Jeg vil have mere af Izola, Jorian og Falkien. Det er helt sikkert, at jeg skal læse de efterfølgende bøger i serien, og der er pludselig meget lang tid til, at bog 2 udkommer.

Jeg har dog en lille ting, jeg ikke var helt tilfreds med, og det var, at dele af handlingen til tider blev lidt for forudsigelig. Der var flere af tingene, jeg godt havde set komme, og det synes jeg var en smule ærgerligt.
Til gengæld gør Christina op før det med alt andet i bogen, og med andre detaljer, jeg på ingen måde havde set komme. Og så leverer hun et brag af en slutning, der i den grad chokerede mig og tog vejret fra mig! Wow!

Persongalleriet kan beskrives med et enkelt ord: Enestående!
Christina får bare vækket sine karakterer til live på bedste vis. Jeg følte med det samme med Izola og hendes sorg over at have mistet sin mor. Selvom Izola på mange måder egentlig virkede kold og afvisende socialt, holdt jeg med det samme af hende. Der var bare noget ved hende, og jeg kunne se mig selv i hende på så mange forskellige områder. Derudover opfattede jeg hende også som en, der ville gøre alt for dem, hun holder af, og det fik mig til at kunne lide hende endnu mere.

Izola, Taito, Gaia og Jorian er absolut dem, jeg kom til at holde mest af gennem hele historien, og jeg kan slet ikke vente med at høre mere om dem. Taito, Gaia og Jorians passion for at hjælpe andre var enormt rørende, og på mange måder virkede det til, at Taito blev den far, som Izola aldrig havde haft. Deres tætte bånd rørte mig utroligt meget.
Og så må jeg endelig ikke glemme Tjalfe! Jeg tror, at alle, læser kommer til at læse denne bog, vil komme til at knuselske Tjalfe!

Til gengæld synes jeg også, at de kongelige var enormt spændende at læse om. Også undersåtterne, som ikke havde de største scener i bogen, optog mig. Jeg syntes, at alle karakterer var vigtige for bogens handling, og at de var uundværlige. Jeg kommer især til at tænke på Drina – hvis I læser bogen, vil I lære hende at kende. Hun virkede til at være en dejlig pige, og jeg håber, at man ser mere til hende.

Izola – Rejsen til Falkien er intet mindre end fantastisk læsning. Hvis man er til smuk, rørende og velskrevet fantasy, så kan jeg i den grad anbefale denne bog. Christina er uden tvivl en af mine favoritforfattere i denne genre!

Izola – Rejsen til Falkien var den bog, der i smukkeste stil gav mig læselysten tilbage. Et brag af en fantasy!

 

Haidi W. Klaris: Åndehvisken

Forfatter: Haidi W. Klaris    Originaltitel: Åndehvisken    Antal sider: 328

Forlag:  Tellerup      Serie: –     Antal stjerner:  

Sprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup


16-årige Evyn flytter til den lille by Janmoor i løbet af sommerferien, og fornemmer allerede første dag en mærkelig energi i det nye hus.
Da skoleåret starter på det lokale gymnasium, møder hun Monica og Christopher som fortæller at huset har en dunkel fortid, og at det siges at være hjemsøgt.
Efter flere mystiske hændelser og skræmmende drømme, får Evyn hjælp til at kontakte den åndelige verden … og det varer ikke længe før hun hører et råb om hjælp.

Det første, der fangede mig ved denne bog, var den gudesmukke forside. Jeg er helt vild med, og de detaljer, der er. Da jeg så forsiden, kunne jeg ikke lade være med at læse bagsideteksten, og den afgjorde det for mig. Jeg var bare nødt til at læse den her bog! Det lød som en rigtig god spøgelseshistorie.
Jeg havde ikke læst noget af Haidi før. Jeg besluttede, at det nu var på tide at få læst en bog af hende, da jeg har hørt meget så godt om hendes bøger.

Jeg kunne rigtig godt lide hendes skrivestil. Sproget er dejligt enkelt, og jeg flød bare vidunderligt hen ad linjerne. Den var virkelig nem og behagelig at læse – en sand fornøjelse. Samtidig skriver Haidi på en måde, der virkelig drager læseren, og jeg var fuldstændig opslugt af den, indtil sidste side var vendt. Jeg fik læst ”Åndehvisken” på få timer – jeg kunne simpelthen ikke slippe den. Haidi fangede mig i et spind af spænding og uhygge.
Haidis beskrivelser er flot gennemførte og imponerede mig meget. Beskrivelserne og detaljerne i teksten er virkelig med til at sørge for, at der kommer nogle intense følelser og stemninger frem. Jeg sad og følte det, karaktererne følte, og så ved jeg, at jeg sidder med en rigtig god bog.

Handlingen er langt hen ad vejen fantastisk! Jeg elsker husets historie og hele mystikken omkring det. Mareridtene er genialt beskrevet og var sindssygt fascinerende at læse! Især den måde som Evyn også oplever dem og bliver påvirket af dem, men det vil jeg ikke afsløre for mange detaljer om. Jeg sad med seriøs gåsehud på armene, når mareridtene kom. Faktisk synes jeg, at alle scenerne med det overnaturlige, Evyn og hendes venner oplever, er så flot udført. Det skabte virkelig den helt rigtige stemning. Historien er enormt spændende og den helt rigtige at kaste sig ud i, hvis man er til en god spøgelseshistorie. Jeg elskede at læse om Evyn og hendes venner i deres opklaring af mysteriet omkring huset og deres beslutning om at hjælpe én, der desperat har brug for deres hjælp.  Den er ikke som andre spøgelseshistorier, jeg har læst, og det er et kæmpe plus hos mig.

Haidi har skrevet en eminent spøgelseshistorie, der greb mig fra første side.

Dog synes jeg, at det mod slutningen af bogen går lige lovligt stærkt. Jeg elskede, at Haidi havde givet sig god tid til at gå i detaljer og med beskrivelserne igennem langt størstedelen af bogen. Så jeg blev lidt ærgerlig over, at jeg følte, at den sidste del af opklaringen og hjælpen, blev hastet lidt igennem. Jeg synes også, Evyns forældre tror lidt for hurtigt på hende, hvilket også var en af grundene til, jeg fik fornemmelsen af, at det gik lidt for stærkt til sidst. Som om Haidi var ved at løbe tør for sider, hun måtte skrive. At forældrene så hurtigt tror på hende, når især moderen har været meget skeptisk omkring det overnaturlige, var ikke overbevisende for mig.

I ”Åndehvisken” er der et fuldstændig fantastisk persongalleri! Jeg faldt med det samme for Evyn, Monica og Christopher. De var med til at gøre bogen sjov, uhyggelig og romantisk. Derudover bidrager de i den grad også til, at bogen er så spændende! Haidi har skabt den perfekte hovedperson i Evyn, og det var vidunderligt at følge hende. Haidi har i Åndehvisken skabt nogle skønne og troværdige karakterer, som jeg med det samme knyttede mig til. Evyn, Christopher og Monica var personer, jeg godt kunne tænke mig at være venner med. Jeg elskede virkelig, at Christopher og Evyn var så medfølende og omsorgsfulde personer. Jeg faldt især for de to og deres måde at behandle andre mennesker på.

Åndehvisken er en smuk og rørende spøgelseshistorie, der skiller sig ud fra mængden og i den grad er sin egen.

Hvis man er til spøgelser, god humor, romantik og spænding, så kan jeg uden tøven anbefale Åndehvisken!

Åndehvisken får 4 stjerner ud af 5.

Camilla Wandahl & Caroline Ørsum: Sprækker i virkeligheden

Forfatter: Camilla Wandahl & Caroline Ørsum

Originaltitel:  Sprækker i virkeligheden    Antal sider: 144

Forlag:  Forlaget Facet       Serie: –     Antal stjerner:  

Sprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Facet


Sprækker i virkeligheden – 8 uhyggelige historier fra fantasiens mørke kroge

Siri ser sig omkring. Det synger i sivene. En skæv tone, der skærer sig ind i Siris knogler. Og kulden. Det er endnu koldere, end det var før. Fuglene er helt stille.

Hårene rejser sig i Siris nakke. Langsomt vender hun sig om mod midten af søen. Så skriger hun.

Siri kan ikke glemme Lina, men så starter en ny pige med mærkelige slangetatoveringer i klassen.

Adams lillesøster går ned til søen om natten og stirrer ned i det grønne lys.

Og Frida sender beskeder på Facebook. Men kan det virkelig lade sig gøre, når hun er død?

SPRÆKKER I VIRKELIGHEDEN er otte noveller, der balancerer på kanten mellem virkelighed og fantasi og inviterer læseren til at tolke med.

”Sprækker i virkeligheden” var en overraskelsespakke fra forlaget Facet.  Coveret på denne bog er virkelig smukt og fangede med det samme min opmærksomhed, da jeg så den første gang.
Jeg havde faktisk selv overvejet at spørge efter den, da jeg synes, at de 8 historier behandler nogle virkelig vigtige og spændende emner. Da flere af disse emner er nogle, jeg selv har haft tæt inde på livet, var jeg meget spændt på at finde ud af, hvordan Camilla og Caroline fik formidlet dem.

Skrivestilen var en blandet fornøjelse, synes jeg. I de to første historier, synes jeg, at mange af sætningerne var alt for korte, og at de nærmest kom til at stå i stikords-form, hvilket virkelig irriterede min læsning. Dog kom forfatterne godt igen i flere af de efterfølgende historier, og sætningerne blev lette og læsningen flydende. Begge forfattere skriver nogle virkelig spændende historier i denne novellesamling, der i den grad krøb ind under huden på mig. De formåede virkelig at skabe den helt rigtige stemning af uhygge og mystik.

Selve historierne var egentlig også en noget blandet fornøjelse. Jeg troede, at det måske var den ene af forfatterne, hvis måde at skrive på ikke rigtig fangede mig. Men det viste sig, at det var fra begge forfattere, at der var nogle af historierne, jeg ikke helt blev fanget af.  De blev lidt for mystiske for mig, og der var nogle af dem, hvor jeg slet ikke fangede, hvad forfatterne ville fortælle med historien. Dette var rigtig ærgerligt, da jeg ikke var i tvivl om, at de ville fortælle noget med det, de skrev. Jeg synes bare, det blev for svært at regne ud ved nogle af dem. Til gengæld kunne jeg nemt forestille mig, at udfordringen ved de fortællinger ville være genial til at skabe nogle gode debatter, hvis novellesamlingen for eksempel blev brugt i danskundervisningen.

Men når de så fungerer – wow! Så skriver begge forfatterne nogle helt vildt fantastiske historier, hvor jeg sad med gåsehud og nervøs hjertebanken. Der blev jeg enormt imponeret af deres måde at narre og manipulere læseren, hvilket også var med til at skabe den helt rigtige stemning. De historier, jeg var helt vild med, var ”Altid”, ” En tom stol”, ”Dumme ko” og ”Slangepigen”.  Disse historier fik mig til at sidde med den mest vilde fornemmelse af uhygge og mystik. Det var simpelthen bare genial skrivning og en speciel og anderledes måde at formidle nogle ret hårde og voldsomme emner på en god og samtidig uhyggelig måde.

De historier, der virkelig fangede mig, fortjener kæmpe stor ros til forfatterne. De satte en masse tanker i gang hos mig om de emner, der bliver behandlet. Jeg synes, det er fedt, at de tager emner op, som virkelig kan være tabu for nogle. Stor ros for, at de tager fat i de emner, da jeg synes, det er så vigtigt at vise, at det er okay at røre ved de her emner og tale frit om dem.
Dog er det næsten halvdelen af historierne, jeg desværre ikke syntes om, og som tidligere nævnt var der også nogle, jeg slet ikke forstod.

Dog vil jeg med glæde anbefale at læse den, hvis man er til uhyggelige historier med et twist af mystik.

 ” Sprækker i virkeligheden” får 3 stjerner ud af 5.

Louise Haiberg: Død Verden #2: Utopia

Forfatter: Louise Haiberg    Originaltitel: Utopia    Antal sider: 256

Forlag:  Tellerup      Serie: Død verden #2     Antal stjerner:  

Sprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup


Mit navn er Nera. Dette er mit liv, min virkelighed. Den nye verden. Jeg begyndte at skrive dagbog for ikke at glemme dem vi mister. Fordi jeg ikke længere kan holde ud at glemme dem. Den indeholder min historie. Mine minder og beskrivelser. Jeg skriver dem til fremtidige generationer.

Nera og hendes gruppe når den sikre zone, en bid af den gamle verden: Utopia. Hun forsøger at passe ind i en verden hun ikke længere føler hun tilhører, men fortidens spøgelser plager hende, og Utopia har skyggesider. Nera har kun fred i sindet når hun er sammen med Bane. Er de virkelig i sikkerhed eller er den sikre zone blot en illusion? Og kan man elske en vampyrelver?

Jeg var vild med den første bog i ”Død Verden” – serien, og jeg kunne slet ikke vente med at finde ud af, hvad der ville komme til at ske i næste bog. Jeg gik i gang med ”Utopia” med det samme, for jeg var bare nødt til at finde ud af, hvordan det ville komme til at gå Nora og hendes gruppe.

Endnu en gang formår Louise at tage vejret fuldstændig fra mig med sin skrivestil. Hun skriver fænomenalt! Hendes skrivestil er fantastisk levende, og jeg kunne ikke undgå at falde for denne verden igen. Louise skriver bare på en måde, så man sidder med gåsehud på armene og de vildeste sug i maven.  Det endte flere gange med, at jeg måtte tage mig selv i at huske at trække vejret, fordi jeg koncentrerede mig så meget om historien. Louise formår at skrive vild uhygge, fed humor og intens spænding ind i sin bog på en helt igennem genial og altopslugende måde. Det hele flyder bare så dejligt ubesværet, mens jeg læste. Skrivestilen er simpelthen en fornøjelse, og bogen er nem at læse. Dette synes jeg er en kæmpe bonus og imponerende arbejde fra forfatters side med alle de detaljer, der er. Louise formår at gøre hele universet nemt og ukompliceret. Stor ros til hende for det!

Jeg var mildt sagt meget spændt og også en smule nervøs for at læse videre i ”Død Verden” universet. Zombierne er ikke en umiddelbar trussel længere, og jeg var lidt nervøs for, om en del af uhyggen og spændingen ville forsvinde ved det. Dog bliver denne tvivl hurtigt bragt til skamme. Bogen emmer stadig af hjertehamrende spænding og gispende uhygge. Jeg elskede virkelig hvert sekund af den! Den verden er så tæt på vores egen, men så alligevel så langt fra, som man kan komme. Noras paranoia skaber uden tvivl også en hel del af uhyggen, og jeg elskede, at jeg faktisk sad og blev i tvivl om, om der virkelig var noget mystisk ved den sikre zone, Utopia, eller om jeg skulle begynde at betvivle Noras sindsstilstand og paranoia. Jeg blev virkelig opslugt af den måde, Utopia fungerer på, og hvordan Nera bliver integreret der og lever sammen med vampyrelverne og de andre overlevende.

Karaktererne faldt jeg for helt forfra, da jeg begyndte på ”Død Verden 2 – Utopia.”  Jeg elsker Nera og Aidan og deres helt igennem gennemførte personligheder. Dog synes jeg, at jeg mangler det tætte venskab, der var mellem dem i bog 1. De kommer til at være lidt for meget dem selv i bog 2, og det synes jeg er ærgerligt. Noget af det, jeg virkelig elskede ved bog 1, var det tætte sammenhold og den tillid, der var mellem de to. Nu hvor dette så godt som er væk i bog 2, følte jeg, at der manglede noget. Jeg både elskede det og hadede det en lille smule. For jeg synes, det var en så stor del af Nera, at hun havde Aidan som nær ven og beskytter, men på den anden side elskede jeg, at jeg følte den tomhed. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det måtte være sådan Nera følte det, når hun ikke så Aidan så meget mere. Jeg savnede Aidan sammen med hende og følte mig faktisk en smule tættere knyttet til Nera på den måde.
Man ser til gengæld en masse til Bane i ”Utopia,” hvilket jeg er rigtig glad for! Jeg følte, jeg lærte ham meget bedre at kende i denne bog og kunne bedre forstå Neras fascination af ham. Derudover ser og hører man også en masse til de andre overlevende, hvilket jeg synes var virkelig spændende!

”Utopia” har et fascinerende og skønt persongalleri, hvor jeg ikke kunne undgå at knytte mig til Nera og hendes gruppe.

Louise har igen formået at skrive en henrivende roman, der tog vejret fuldt og helt fra mig.  Det er en fed læseoplevelse, jeg klart kan anbefale, hvis man er til mennesker, der lever sammen med vampyrelvere, og den spænding, der følger med ved at følge mennesker, der har være under så intens pres og frygt! Jeg kan garantere chok og genial manipulation af læser og karakterer!

 

”Død Verden 2 – Utopia” får 4 stjerner ud af 5.

Julie M. Day: Den halves arv (Grænsen til Trafallas 1)

 Forfatter: Julie M. Day     Originaltitel: Den halves arv      Antal sider: 466

        Forlag:  Skriveforlaget       Serie: Grænsen til Trafallas #1    Antal stjerner:  

Sprog: Dansk

Bogen er ikke et anmeldereksemplar


Da Grace stifter bekendtskab med en mærkværdig skriftrulle, og der samtidig kommer en fremmed mand til byen, er hun ikke i tvivl – den fremmede vil hende noget, og det er ikke nødvendigvis noget godt. Inden længe bliver Grace hvirvlet ind i en ældgammel fejde mellem godt og ondt. Hun er stærkt ønsket af nogen i det fremmede og magiske land, Trafallas, mens andre helst ser hende forsvinde. Hvem er de gode, og hvem er de onde, og hvem af dem kan Grace stole på?

Grænsen til Trafallas er en fængslende fantasyfortælling om krig, magi og kærlighed, om at finde sin rette identitet og om at turde at ofre sig for at redde dem, man elsker. Den halves arv er 1. del af 3.

Grænsen til Trafallas var en bog, jeg fik anbefalet af en veninde. Dog tøvede jeg med at købe den, da jeg til tider kan have svært ved at få læst fantasy. Ikke fordi, jeg ikke kan lide genren. En fantasy skaber bare ofte en masse indtryk, og der er meget at holde styr på – derfor læser jeg nogle gange dem langsommere end andre genrer.
Dog blev min veninde ved med at tale Trafallas’ sag, og jeg blev til sidst overbevist om, at jeg måtte give den en chance.
Jeg købte den til Fantasyfestivallen i Esbjerg i år og glædede mig til at komme i gang med den.

Denne bog var et væld af overraskelser – ikke mindst skrivestilen.  Den var på ingen måde, som jeg havde forventet. Den var sådan lidt mere gammeldags og højtidelig, og da jeg på ingen måde normalt er til den måde at skrive på, frygtede jeg, at jeg ville blive nødt til at opgive bogen.
Dog blev min frygt hurtigt gjort til skamme. Efterhånden som historien udvikler sig, udvikler Julies skrivestil sig også, og hun skriver virkelig smukt. Hun skriver på en anderledes måde, end jeg er vant til, og her er det med til at skabe noget unikt til den verden, hun har skabt.  Jeg endte med at elske hendes skrivestil og syntes, at det var fedt, at hun har turdet skille sig ud fra mængden med den måde, hun skriver på.

Dog bliver der gjort al al for meget brug af udråbstegn. Jeg tænker, at udråbstegn bliver brugt, når karakterer er vrede, ophidsede, bliver forskrækkede – ting hvor der kan blive råbt, og tingene bliver sagt hårdt. Men her bliver udråbstegnene brugt i vidt forskellige sammenhænge. Der har været tidspunkter, hvor jeg har misforstået måden noget blev sagt, indtil det blev forklaret i sætningen efter. Jeg lægger måske for meget i det tegn, men det begyndte bare til sidst at irritere mig, at der var så mange udråbstegn, hvilket jeg synes var ærgerligt.

Plottet er fyldt med en altopslugende spænding fra side 1! Jeg elsker alt ved Trafallas – den verden Julie har skabt med de skønne elvere. Julie får på vidunderlig vis gjort elverne i sin historie til sine egne, og historien skiller sig ud fra mængden, så man husker den.  Hendes beskrivelser af omgivelserne er med til at gøre historien magisk og vække Trafallas til live. Jeg elskede at dykke ned i denne verden og finde ud af, hvilket nyt jeg nu ville opdage. Hver gang, jeg læste et nyt kapitel, opdagede jeg nye ting om Trafallas. Jeg tror, jeg var lige så fascineret af den verden, som Grace er. Det er en verden, jeg havde lyst til at dykke ned i og blive ved med at være der.
Jeg kunne sagtens forstå Grace. Denne verden ville jeg også gøre alt for at blive i.
Selvom det er en helt ny verden, hvor der er en masse at holde styr på, formår Julie at gøre det dejlig nemt og overskueligt. Jeg kunne huske navne på byer, væsner og holde styr på karakterers navne, selvom de var så anderledes. Julie har skrevet en utroligt smuk og gennemført fantasy.
Noget andet, jeg bliver nødt til at rose, var Julies brug af tid. I mange bøger føler jeg, at karaktererne skal nå en masse på utrolig kort tid – det kan gå alt for stærkt efter min smag. Men i Trafallas går der faktisk et godt stykke tid, fra Grace kommer til denne nye verden, og til al actionen begynder. Og jeg elskede det virkelig. For der sker stadig en masse, selvom Grace ikke bliver udsat for ondskaben og vild action fra start. Hun skal lære at begå sig i den nye verden, hun befinder sig i, og jeg fulgte betaget med, mens hun såvel som jeg, lærte den at kende. Jeg kedede mig ikke et eneste sekund!

Jeg elsker karaktererne i Trafallas! Det er dem, der har størstedelen af æren for, at jeg faldt pladask for historien. Især Fëra, Grace og Zachos rørte mig meget, og knyttede jeg mig enormt meget til. De har nogle vidunderlige personligheder, og jeg blev rigtig godt underholdt af dem også.  De kæmper for det, de tror på og udviser hver især en utrolig styrke – selv Grace, der bliver kastet hovedkulds ind i en ny verden.
Kanthos fik jeg aldrig skabt helt samme bånd til. Selvom jeg ikke var i tvivl om hans hensigter, og at han holder af Grace, følte jeg bare en vis form for afstand fra ham. Dog er han stadig en skøn karakter, jeg holdt meget af. Dog nåede han bare ikke helt op på niveau med de andre tre.
De onde karakterer er virkelig også bare gennemførte i deres ondskab. Når de trådte frem, stod gåsehuden frem på mig, og den uhyggelige stemning trådte tydeligt frem mellem bogens linjer.
Karaktererne fik mig i den grad til at føle, og var vild med det. Deres følelser blev mine, og jeg blev fuldstændig grebet af dem. Julie har skabt karakterer, der fanger én, rører én og i den grad også skræmmer én.

Grænsen til Trafallas – den halves arv er fantastisk og fuldendt, og jeg nød hvert eneste sekund af den. Det er en så flot fortælling, der bare har det hele! Det er fantasy, når det er bedst.
Hvis man elsker fantasy, og hvis man elsker elvere, er dette en bog, man ikke må gå glip af!

Grænsen til Trafallas 1 – den halves arv får 5 stjerner ud af 5.

 

Gena Showalter: Førstelivet (Everlife #1)

Forfatter: Gena Showalter     Originaltitel: Firstlife    Antal sider: 430

        Forlag:  HarperCollinsNordic       Serie: Evigt liv  #1    Antal stjerner:  

Sprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget HaperCollinsNordic


 Tenley ”Ten” Lockwood er en helt almindelig 17 årig pige – bortset fra én ting. Hun har tilbragt de sidste tretten måneder låst inde på en anstalt. Hvorfor?  Fordi hun nægter at lade sine forældre bestemme, hvor hun skal bo – efter hun er død. I den virkelighed, hvor Tenley Lockwood bor, kender alle sandheden: Førstelivet er kun en generalprøve, og det virkelige liv begynder efter døden.

I Det evige liv findes der to virkeligheder: Trojka og Myriaderne –  livslange fjender og dødelige rivaler. Begge vil gøre hvad som helst for at rekruttere Ten. Snart er hun på flugt, fanget i en styrkeprøve mellem to virkeligheder, som begge vil have hendes ånd. Hvem kan hun stole på? Og hvad sker der, hvis den virkelighed, hun havner i, ikke er det sted hendes livs kærlighed bor?  Hun må ganske enkelt holde sig i live længe nok til, at hun kan træffe beslutningen selv…

 Det første, jeg faldt for ved denne bog, var coveret. Det er så dragende og gudesmukt, at det var lige før, jeg bare måtte have bogen på grund af coveret. Men jeg læser altid bagsideteksten, og det afgjorde sagen for mig. Jeg blev simpelthen nødt til at lære Gena Showalters verden at kende og ikke mindst hovedpersonen, Tenley.

Skrivestilen er noget af det bedste, jeg har oplevet i år! Uden tvivl. Gena skriver på en sådan måde, at jeg blev suget ind i hendes verden fra første side, og den slap aldrig sit tag i mig.  Selv efter jeg er blevet færdig med den, kan jeg stadig mærke eftervirkningerne af den. Jeg er ikke selv klar til at give slip på Ten.
Gena lægger ingen fingrer imellem og skåner os ikke for detaljer, hvilket jeg synes er fedt og var med til at skabe den helt rigtige stemning. Desuden er bogen spækket med humor, der er med til at løfte den til tider meget dystre og uhyggelige stemning. På samme tid tror jeg også, at humoren blandt Ten og dem omkring hende er med til at gøre det hele lidt lettere for dem – at tage en smule afstand til alt det mørke, der sker. Gena Showalter skriver på en helt igennem fantastisk måde, der gjorde, at jeg faldt pladask for alt ved Førstelivet.

Men at falde hårdt for en bog, kan også gøre ondt, og Gena er en forfatter, der virkelig knuste mig. Men når en forfatter får mig til at føle så meget for en bog, ved jeg, at det er en helt speciel læseoplevelse, som jeg på ingen måde vil være foruden.

Karaktererne er vidunderlige! Især Ten, Archer og Killian. De greb om mit hjerte med en fast hånd, og de knuger stadig fat om det, selv efter jeg har lagt bogen fra mig. De hver især er kæmpe personligheder, der gør historien til noget helt særligt!
Ten gør mig usigeligt glad, lykkelig og trist på samme tid. Det er forfærdeligt, at en pige på bare 17 år har oplevet så meget ondskab, kun fordi hendes forældre vil fremskynde et valg, hun er usikker på at tage. Hun er mistænksom, fjendtlig og konstant på vagt. Det gjorde ondt på mig, at hun følte, hun var nødt til at stille spørgsmål ved alles intentioner – selv familie og de få venner hun har.  På trods af al hendes afstandtagen og mistænksomhed, knyttede jeg mig enormt meget til Ten. Bag hendes fjendtlighed er hun bare helt igennem god, og hun er villig til at ofre sig selv for at redde andre. Efter alt det hun har været igennem, lukker hun stadig folk ind og får nogle venskaber på hendes rejse og en forelskelse, som jeg slet ikke anede om, om hun ville give efter for.  Samtidig så jeg virkelig meget op til hende. Hun står ved sin beslutning om ikke at lade andre træffe valget om Virkelighederne for hende, lige meget hvilke grusomheder, hun bliver udsat for. Hun ville have den tid, hun havde behov for og ikke lade sig presse, selvom det er noget nær umuligt. Jeg beundrede hendes styrke og beslutsomhed. Hun fik mig til at se indad og tænke over, hvordan og hvorfor, jeg har taget de beslutninger, jeg har taget i mit liv. Hvor mange af dem har egentlig været for min skyld? Hvor mange af dem har været for at glæde andre?

Jeg elsker Archer og Killian – to personer, jeg ikke vil afsløre alt for meget om. Det må Ten gøre for jer.   Men de er nogle charmetrolde med skønne personligheder, og de gør bare noget rigtig godt for Ten.  Jeg knyttede mig så meget til dem alle tre og følte, at jeg havde fået mig tre nye venner, mens jeg læste. Jeg følte især en stærk tilknytning til Ten og kunne relatere enormt meget til hende. Hendes usikkerhed om, hvad der ville være det rette valg for hende var knusende og til at tage og føle på.
Gena skaber karakterer, der så virkelighedstro, at det fik mig til at gyse på den gode måde. Det er karakterer, der er med til at gøre hele Genas verden så unik og spændende! At høre Archer og Killian fortælle om de to virkeligheder til Ten var så spændende og føltes så levende.  Karaktererne er med til at gøre denne verden til virkelighed og få de vildeste billeder frem på nethinden.

Plottet er fuldstændig vidunderligt og perfekt.  Gena har skabt en fascinerende og unik verden, hvor det ikke kun er ens nuværende liv, der har betydning. I denne bog har Efterlivet også en stor betydning for dem, og jeg var vild med den tanke. Også, at der i Efterlivet er to virkeligheder – to virkeligheder, der er så forskellige, men alligevel hver især har nogle attraktive og beundringsværdige værdier.

Alt det med de to virkeligheder, der findes, kunne godt være noget kompliceret at finde rundt i, især fordi det går ret stærkt med at blive kastet rundt i dem. Dog gør det ikke så meget ikke at have helt styr på det i starten, bare at man kan holde styr på Trojka og Myriaderne, og de ikke kan fordrage hinanden. Så kom alt det andet stille og roligt, og pludselig sad jeg faktisk og havde rigtig fint styr på det hele, og hvad de to virkeligheder stod for. Dog kunne jeg måske godt have brugt ind lidt bedre introduktion af de forskellige jobs, de har i Efterlivet. Den eneste, jeg var helt sikker på, var Arbejderne, og det var fordi netop to Arbejdere forsøger at få en stor indflydelse på Tens fremtidige valg.
Bogen er fuld af de vildeste plottwists, der fik mig til at gispe både af glæde, chok og rædsel!
Førstelivet er en fortryllende og forblindende fortælling!

Jeg sidder og kæmper for at finde ord, der retfærdiggører, hvad jeg føler for denne bog. Den har ramt noget dybt inde i mig, som jeg sjældent oplever. Jeg elsker, når bøger får mig til at føle, og Førstelivet får mig til at føle uendeligt meget.
Det er en bog, der har efterladt et aftryk i mit hjerte og gjort et kæmpe indtryk på mig. Det er en historie, jeg aldrig vil glemme og en verden, jeg bliver nødt til at vende tilbage til.  Den efterlod mine følelser rå, blottede og blødende.

Førstelivet er en af de mest overraskende, smukke og følelsesladede bøger, jeg har læst i år. Det er uden tvivl en af de bedste bøger, jeg har læst i år.
Tårerne strømmede ned ad mine kinder, mens jeg læste, og tårerne truer stadig med at falde, når jeg tænker tilbage på den.

Førstelivet er en smuk og rørende fortælling om at være tro mod sig selv og træffe sine egne valg, uanset betydningen det kunne have for andre. Om den styrke og kraft kærlighed og venskaber giver os.

Førstelivet er en uforglemmelig historie, som jeg aldrig kommer til og aldrig har lyst til at komme mig over.

Førstelivet får 5 kæmpe store stjerner ud af 5.

Min Notesbog

 

 

Forfatter: Politikens forlag     Originaltitel: Min notesbog      Antal sider: 280
Forlag:Politikens forlag         Serie: –              Sprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra og Politikens Forlag


Jeg har altid elsket Bullet Journals og har virkelig nydt at se, hvordan folks journals ser ud, hvordan de designer dem, og hvad de hver især vælger, der skal være i dem. Dog har jeg også altid misundt dem lidt, da jeg ikke selv har tålmodigheden eller kreativiteten til at lave en selv.
Heldigvis har Politikens Forlag lavet denne bullet journal, som de kalder “Min notesbog.”
I dette indlæg, vil jeg vise jer lidt af, hvad der egentlig er i “Min Notesbog” og hvad, jeg synes, er særligt ved den.

Men hvad er en Bullet Journal egentlig?

Jo, det er en ny slags kreativ kalender, hvor ens ideer, tanker, planer, mål, rejser osv. kan blive skrevet ned. Den hedder Bullet Journal, fordi man opstiller sine informationer i såkaldte “bullet points” – i punktopstillinger.  Dette har Politikens Forlag også gjort, men de har samtidig også gjort plads til, at man stadig selv kan få sat sit eget præg på den, hvilket jeg er helt vild med.

Der er en rigtig lækker guide til, hvordan man bruger notesbogen og de forskellige ting, de har indsat i den. Fx “humørblomsten” som man kan bruge til at holde øje med sit humør og sin sindstilstand. Jeg synes, det er en virkelig god ide, da jeg selv godt kan have perioder, hvor jeg har det svært – denne blomst vil gøre mig mere opmærksom på mine følelser og mit humør og måske få mig til at tænke tingene mere igennem, når jeg ser tilbage på, hvordan denne blomst er blevet farvet den følgende måned.
Hvis man kunne tænke sig at fokusere på kost og motion i 2018, har “Min Notesbog” også gjort dette lidt nemmere for dig, med oversigter i hver måned. Så har man lige en ekstra hjælp til at komme i gang og blive mindet om at spise sundt og træne lidt mere!

I bogen er der en masse lækre ting for alle. For bloginteresserede er der et afsnit, hvor man blandt andet kan fylde ind, hvilke bloggere, man følger og på hvilke medier.
Et afsnit, jeg rigtig godt kan lide, er det med Personlig udvikling. Jeg læste det igennem, og det har givet mig nogle rigtig gode værktøjer, jeg kan bruge.

En af de ting, jeg virkelig elsker ved den, er de små citater, der er placeret rundt omkring i notesbogen. De er virkelig gode og søde og kan være med til at løfte mit humør på en hård dag.
Samtidig er der også en funktion i den, som jeg uden tvivl vil få rigtig meget gavn af, især til sommer. De har lavet et fint lille skema over, hvor mange glas vand, man har drukket i løbet af dagen, hvor man så skal krydse af for hvert glas. Jeg har selv enormt svært ved at få drukket nok, og her vil notesbogen være en stor hjælp til at minde mig om, hvor lidt jeg egentlig har drukket.
For en person som mig, der har det lidt med at dvæle ved det negative, har “Min Notesbog” en anden fed detalje: I hver måned er der en side, hvor man kan udfylde højdepunkterne for den følgende måned. Derved, kan man blive mindet om det positive, der sker i ens liv, og at der ikke nødvendigvis kun sker dårlige ting. Jeg blev rigtig glad, da jeg så denne side, for jeg vil uden tvivl gøre rigtig meget brug af den, når mit humør ikke lige er på sit højeste.

Hvis man har lidt svært ved at sætte målsætninger for sig selv har notesbogen også et afsnit, hvor man kan få rigtig gode råd og vejledning om dette. Om hvordan du kan gøre, og hvad der er smart omkring dine målsætninger. Derudover er der også en slags rejseguide – den kan hjælpe dig til at huske dine minder på rejsen, hvad man skal huske at opleve og en masse andre ting. Personligt synes jeg, det er en virkelig fed detalje at have med i bogen, da man nemt kan glemme fx rejsemål, når man først er kommet frem.

Jeg er virkelig glad for min “Min Notesbog” og er ikke et sekund i tvivl om, at jeg vil få rigtig meget glæde af den, når jeg tager den i brug i det nye år.  Jeg bruger i forvejen kalender rigtig meget, men det, at den bliver gjort lidt mere spændende og lidt mere personlig, gør bare noget ekstra for mig og gør en kalender lidt mere spændende at have med at gøre. Den er jo ikke kun en kalender mere – den er meget mere end bare en kalender.

“Min Notesbog” kunne være en rigtig god gave ide til at komme under juletræet – eller måske en ekstra julegave til dig selv?

Mit Bogforum 2017: Lørdag

Min lørdag til Bogforum, var noget mere tæt pakket, end om fredagen, og jeg glædede mig usandsynligt meget til det alt sammen. Især to forfattere var jeg enormt spændt på at se: Katja Berger og Adam Silvera! Jeg kom tidligt og gik rundt sammen med en veninde, inden første punkt på mit program skulle komme.

Tiden gik dog hurtigt, og jeg gik ned mod Bella Scenen, hvor Katja Berger skulle blive interviewet af forfatter Haidi Wigger Klaris. Jeg kom i god tid, så jeg var sikker på at få en god plads, og jeg var så heldig at få plads aller forrest!
Jeg har hørt Katja snakke om sin bog før, men det var mit første interview, jeg kom til at høre omkring “Sjælehenteren”. Jeg elsker det univers, Katja har skabt i “Sjælehenteren,” og jeg kunne ikke vente med at komme til at høre mere.
Det var et virkelig godt interview, og Haidi stillede nogle rigtig gode spørgsmål. Katja gjorde det også super godt og sørgede med sin oplæsning for, at jeg igen fik lov til at synke ned i det skønne, skønne univers! Det var et dejligt interview!

Og så skulle jeg ellers på forfatterjagt! Der var én forfatter, jeg ikke ville kunne nå at få signeret bøger af senere på dagen, og en anden forfatter jeg ikke nåede at fange i går. Så min veninde og jeg gik på jagt og fandt heldigvis Louise Haiberg på Tellerups stand. Dog var Anika Eibe ikke at finde. Mens Louise stod og signerede mine og min venindes bøger, dukkede Anika pludselig op. At ja, der var blevet ringet efter hende, fordi der var nogen der ledte efter hende. Meget fornemt.
Så jeg var en meget glad bogblogger, der fik skrevet i alle mine 8 bøger!

Så skulle jeg mødes med 3 skønne forfattere bare til en hyggesnak, nemlig: Karen Inge Nielsen (Ravneskrig), Charlotte Fischer (Sjælevandrer) og Julie M. Day (Grænsen til Trafallas). Tre helt igennem vidunderlige kvinder og forfattere, og jeg nød virkelig deres selskab. Dog kunne jeg ikke blive så længe, da jeg skulle ned og se et interview med Adam Silvera. Så efter en halv times tid måtte jeg desværre smutte fra dem. Heldigvis havde min veninde holdt en plads til mig og en anden veninde, og vi fik faktisk rigtig gode pladser. Fremmødet til Silveras interview var helt sindssygt, så vi var heldige, at få så gode pladser!
Interviewet var rigtig godt! Jeg har ikke læst nogle af hans bøger endnu, men efter interviewet fik jeg endnu mere lyst til det. Det var skønt at få et indblik i Silveras tanker og skriveprocessen bag hans nyeste bog på dansk “De dør begge til sidst.” Det var et meget interessant interview, hvor der blev stillet nogle gode spørgsmål, og Adam Silvera var rigtig god til at underholde publikum.
Derefter var der signering! Selvom jeg ikke har læst hans bøger endnu, var jeg nødt til at få hans bøger signeret. Jeg havde købt alle tre til formålet. Dog havnede vi langt tilbage i køen og måtte vente i en time for at få bøgerne signeret. Men det var ventetiden værd. Adam var så sød, og han tog sig god tid til os alle sammen.
Jeg fik endda taget et billede med ham!

Derefter havde jeg ikke mere på programmet til selve Bogforum, men den veninde, jeg fulgtes med i weekenden, og jeg havde planer efterfølgende, som dog også var bogrelaterede: Vi skulle ud og fejre Nicole Boyle Rødntes’ bogudgivelse nr. 50. Det blev holdt på en hyggelig bar med lækre (og stærke!) drinks, hvor vi fik hørt rigtig meget om Nicoles to nyeste romaner: “Udstillet” og “Genfærd”. To bøger, jeg glæder mig helt vildt til at læse!

En anden blogger, der var til stede til arrangementet, var Reading Raindrops. Jeg havde også mødt hende om fredagen til brunch, og hun er simpelthen så sød. Hun skulle tilfældigvis hele vejen med tilbage til Farum, og det var bare så hyggeligt.

Desværre var mit Bogforum eventyr ovre for denne gang, da jeg havde planer søndag.
Dog glæder jeg mig allerede helt vildt til Bogforum 2018!

Louise Haiberg: Død Verden #1: Monstre

               Forfatter: Louise Haiberg     Originaltitel: Monstre      Antal sider: 255

        Forlag:  Tellerup                   Serie: Død verden #1    Antal stjerner:  

Sprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra og forlaget Tellerup


 Mit navn er Nera. Dette er mit liv, min virkelighed. Den nye verden. Jeg begyndte at skrive dagbog for ikke at glemme dem vi mister. Fordi jeg ikke længere kan holde ud at glemme dem. Den indeholder min historie. Mine minder og beskrivelser. Jeg skriver den til fremtidige generationer … Nera lever og overlever i en verden hvor døden venter om hvert hjørne. Zombier lagde den gamle verden i graven, og livet handler nu om ren overlevelse. Intet sted er trygt, og alt virker tabt da menneskehedens redning dukker op fra en uventet side. Men alt har en pris, og er det virkelig det værd? Hvor langt vil man gå for at holde sig i live?

Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker verdner med zombier, og at jeg er kæmpe fan af The Walking Dead. Dog har jeg indtil videre ikke fundet en bog om zombier, der har kunnet fange mig. Da jeg så så, at Louise Haiberg udgav en trilogi omkring zombier, og hvor bagsiden endda også fangede mig, blev jeg helt ekstatisk. Den måtte jeg bare læse! Jeg havde endnu ikke nået at læse nogle af hendes andre værker, men nu skulle det være!

Og hvilken bog at starte med! Wow! Jeg er nu kæmpe fan af Louise Haiberg!

Hun har den fedeste skrivestil, der fangede mig allerede fra første linje. Hun skriver så levende og underholdende, og selvom vi er i en dybt alvorlig situation i bogen, fik karaktererne mig gentagne gange til at le. Det var vidunderligt, at der ikke kun blev dvælet ved alt det dårlige og farlige, men at der også var plads til drillerier og latter. Louise skriver på en måde, jeg sjældent oplever, og så ved jeg bare, at jeg har fat i noget godt. ”Monstre” er skrevet på en måde, så jeg var fuldstændig opslugt af historien. Det hele bliver vagt til live på den mest pragtfulde måde, og det føltes som om jeg befandt mig lige dér sammen med Nera og Aidan. Jeg kunne føle deres panik, deres tvivl, deres usikkerhed og det tætte bånd, der er mellem Nera og Aidan. Jeg følte det så stærkt, at jeg blev jaloux på Neras vegne, da andre karakterer begyndte at interessere sig for Aidan. En jalousi der ganske vidst ikke behøvede at være der, men ikke mindst, så kom den altså.

Jo længere jeg kom ind i bogen, des mere sikker i min sag blev jeg: Jeg havde her at gøre med en genial og unik bog! Så velskrevet, at jeg fik kuldegysninger, mens jeg læste.  Louise fik mig til at føle, mens jeg læste, og det er en så fed fornemmelse og gør bare læseoplevelsen til noget helt andet. Louise skriver på en måde, så jeg følte med hver en fiber i min krop. Det var en fantastisk og intens læseoplevelse.

Noget andet, jeg bliver nødt til at nævne, er de dagbogssider, der er i bogen. Nera skriver dagbog, når de en sjælden gang imellem har en pause fra zombierne, og her er der bare den fedeste detalje: Det er håndskrevne sider! Ikke computerskrevne, men virkeligt håndskrevne sider! Det er en så flot detalje, jeg bare er helt vild med. Det gjorde altså bare noget ekstra ved læseoplevelsen. Det var som at sidde med Neras dagbog. Jeg kunne forestille mig hende sidde og skrive de sider i mørket – at hun kommer til at tvære snavs af på siderne, fordi nok ikke lige har de bedste muligheder for at gå i bad, at regnvand tværer noget af teksten ud, fordi Nera ikke kan komme ordentligt i læ for regnen. Der er endda de fineste små tegninger ved teksten, som jeg levende kunne forestille mig, hun sidder og tegner, når hun ikke ved, hvordan hun skal skrive det næste. Jeg var vild med det! Det skabte en helt speciel og unik stemning i bogen, som på ingen måde kunne være blevet fanget på samme vis, hvis det havde været computerskrevne sider. Det hele bliver bare så meget mere personligt på den måde.

Jeg var lidt spændt på, om plottet ville være noget for mig, fordi andre zombiehistorier har skuffet mig førhen. Dog var der ingen grund til bekymring, og jeg elskede hver eneste detalje ved det her plot. Jeg var endda også lidt skeptisk ved karaktererne Bane og Kirsta i starten, om de ville ødelægge historien for mig. Men heller ikke her blev jeg skuffet, og jeg gik faktisk hen og blev virkelig glad for Bane. Jeg vil ikke fortælle præcis hvorfor, jeg var i tvivl om, om Bane og Kirsta ville ødelægge det for mig, da jeg ikke vil afsløre noget. Men jeg kan sige så meget, at det havde med deres ophav at gøre.
Jeg elsker, elsker, elsker virkelig den her bog! Den er bare så gennemført, og jeg nød hvert eneste øjeblik, jeg sad med den.  Den er både sjov, alvorlig, dyster og uhyggelig, og jeg er så glad for, at Louise har gjort plads til det hele, at man ikke drukner i alt det dårlige, og at karaktererne også får lov til at leve lidt. At der endda bliver gjort plads til følelser som begær og forelskelse var noget, der virkelig kom bag på mig, men ikke mindst noget jeg var ovenud lykkelig for. Det varmede mit romantiske hjerte, at de stadig kunne se på hinanden og føle de følelser til trods for situationen, de stod i.

Noget, der virkelig fascinerer mig ved historier om en zombie apokalypser, er ikke så meget selve zombierne og splatterdelen. Det er faktisk det psykiske aspekt i det – hvad mennesker kan blive drevet til at gøre ved hinanden i de mest ekstreme og pressede situationer. Dette får Louise med til skræmmende perfektion, og der er nogle helt igennem skrækindjagende men samtidig fantastiske scener.

Nera og Aidan er jeg bare fuldstændig faldet for! De er karakterer med så meget personlighed og hjerte, og jeg knyttede mig uendeligt meget til dem, mens jeg læste. De passer på hinanden og de andre i gruppen. De er hinandens faste holdepunkt i en fuldstændig sindssyg verden, og jeg kunne tydeligt mærke det enormt stærke bånd, der er opstået mellem dem. Den tillid og det bånd er bare vidunderligt at være vidne til og at føle virkningen af. Selvom de er forskellige og takler nogle situationer forskelligt, er de begge uundværlige for hinanden, for gruppen og for historien. De har forskellige styrker og svagheder, og det var virkelig fascinerende at se, hvornår den ene styrter fremad, mens den anden falder tilbage. På trods af deres forskellige styrker og svagheder har de hinandens ubetingede støtte, hvilket er bare noget af det, jeg elsker ved de to. Nera og Aidan er uden tvivl favoritterne hos mig.
Hver gang Aidan kalder Nera for NeNe, hvinede jeg simpelthen af fryd. Der er bare noget helt specielt ved det kælenavn, og jeg synes, det er skønt, at Aidan ikke er bleg for at bruge det. De andre har ikke kælenavne, og jeg synes bare, at det, at Aidan har givet Nera et, er med til at vise båndet mellem dem. For min skyld kunne han blive ved med at kalde hende det og intet andet.

”Død verden 1: Monstre” er en enestående og speciel læseoplevelse. Den overraskede og imponerede mig i den grad. Jeg vil bare have mere af den verden og er så spændt på, hvad der nu kommer til at ske.  Hvor er jeg glad for, at der er to bøger mere i denne serie, jeg kan kaste mig over!

”Død Verden 1: Monstre” får 5 kæmpe store stjerner ud af 5.

 

 

Mit Bogforum 2017: Fredag

Så kom dagen endelig, hvor Bogforum startede! Trods en noget stresset tid, havde jeg virkelig set frem til weekenden, hvor jeg skulle nyde en masse bogrelaterede ting sammen med en masse vidunderlige mennesker.
Jeg var dog lidt skuffet over programmet, som jeg synes var noget tyndt i forhold til sidste år. Dog tænkte jeg, at så kunne jeg jo nå at se lidt mere af Bogforum i år end at fare rundt til signeringer og interviews, så jeg så det til sidst som en positiv ting, at mit program ikke var lige så tæt pakket  som sidste år. Så havde man også en chance som bogblogger for at komme rundt og snakke med forlag og andre bogbloggere.

Min fredag startede med, at jeg var inviteret af People’sPress til lanceringen af Sara Blædels nye roman “Ilkas Arv,” der udkom d. 3 november.  Vi blev inviteret ind på en fin lille diner, hvor vi fik en amerikansk brunch, da hovedpersonen i Blædel’s roman netop befinder sig i USA. Inden vi spiste fortalte Sara om romanen, dens tilblivelse, og om detaljer vedrørende hendes research til bogen. Det var super hyggeligt, og jeg fik snakket med nogle skønne blogbloggere, jeg ikke havde haft chancen for at hilse på før.

Da vi havde spist, havde forlaget arrangeret transport til os, så vi alle sammen blev kørt direkte til Bogforums hovedindgang. SÅ kunne Bogforum for alvor komme i gang!

Selvom jeg nu ikke havde et særlig tæt program, bemærkede jeg ved ankomsten, at jeg allerede var gået glip af to ting på mit program. Blandt andet en signering med Anika Eibe, som jeg virkelig gerne ville have været til. Men jeg håbede lidt, at jeg kunne fange hende i løbet af weekenden og få mine bøger signeret alligevel.
Der var alligevel et par timer til det næste på mit program, så jeg besluttede mig for, at gå lidt rundt og kigge på standene og se, om der var nogle gode messetilbud.

Efter at have kigget lidt rundt, var det tid til at nå hen til det næste på programmet: Signering med Nicole Boyle Rødtness! Jeg havde læst den første af hendes Ilttyv bøger for snart 1 år siden, og jeg var bare nødt til at købe de to sidste og få dem alle tre signeret. Jeg nåede lige at købe Ilttyv 2 og 3, inden signeringen startede. Nicole er bare så sød og nem at snakke med, og hun tager sig så god tid til hver enkelt, der står og får bøger signeret. Det er så skønt! Desuden opdagede jeg, at de havde lavet en super fed bogtrailer, hvor Cilles læsesal bliver nævnt sammen med en masse andre bloggere, jeg synes er fantastiske og ser meget op til! Jeg blev så glad og stolt! Jeg bliver så glad for at se, at forlagene bliver glade og værdsætter mine anmeldelser. Det varmer ekstra meget, at man så får lov til at se det på denne måde! En skøn overraskelse!

Efterfølgende tog jeg over til HarperCollinsNordics stand for at se, om jeg kunne fange forfatteren Mhairi McFarlane på standen. Hun var der ikke lige, da jeg kom derned, men fik at vide, at hun var på vej. Mens jeg ventede, kom jeg så til at købe de to sidste af hendes bøger. Jeg har kun læst én bog af hende, men jeg er fan, og jeg var nødt til at have de sidste, så jeg kunne få dem signeret! Til sidst kom hun, og jeg kunne få mine bøger signeret! Det var så skønt at kunne få dem signeret i ro og mag uden alt for mange mennesker nede på standen. Mhairi var bare skøn! Stort smilende og enormt nem at tale med! Jeg blev en smule mere fan efter at have mødt hende!

Billede venligst lånt af Sabrina’s Blog.

Efterfølgende tog jeg med to andre bloggere ned til et interview med Kenneth Bøgh Andersen og Lars Gabel, der omhandlede deres nye bog “Skæbnemageren.” Jeg har ikke selv læst den, da jeg ikke er så glad for illustrerede værker. Dog lød den faktisk ret spændende, og det var virkelig interessant at høre om arbejdet med bogen, som havde været ret længe undervejs.

Som det sidste på programmet tog jeg ned og hørte et interview med Mhairi McFarlane. Interviewet handlede primært om hendes debutroman “I det øjeblik var jeg din,” men vi fik også fortalt om hendes andre bøger. Desuden fik vi også fortalt en lille smule om hende selv, hvor hun kommer fra og hendes bøgers skriveprocesser.
Desværre havde jeg sat mig et dårligt sted, så hun sad med ryggen til meget af tiden. Og lyden i hendes mikrofon var ikke så god, så man skulle anstrenge sig noget for høre hende. Lidt ærgerligt, men det var et helt ok interview alligevel, og Mhairi var stadig skøn at opleve.

Derefter tog jeg ud med et par bloggere og spise, inden jeg vendte næsen hjemad.  Det var en dejlig dag, og jeg nød virkelig at være afsted til Bogforum og glædede mig allerede til lørdag.