Louise Haiberg: Død Verden #2: Utopia

Forfatter: Louise Haiberg    Originaltitel: Utopia    Antal sider: 256

Forlag:  Tellerup      Serie: Død verden #2     Antal stjerner:  

Sprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup


Mit navn er Nera. Dette er mit liv, min virkelighed. Den nye verden. Jeg begyndte at skrive dagbog for ikke at glemme dem vi mister. Fordi jeg ikke længere kan holde ud at glemme dem. Den indeholder min historie. Mine minder og beskrivelser. Jeg skriver dem til fremtidige generationer.

Nera og hendes gruppe når den sikre zone, en bid af den gamle verden: Utopia. Hun forsøger at passe ind i en verden hun ikke længere føler hun tilhører, men fortidens spøgelser plager hende, og Utopia har skyggesider. Nera har kun fred i sindet når hun er sammen med Bane. Er de virkelig i sikkerhed eller er den sikre zone blot en illusion? Og kan man elske en vampyrelver?

Jeg var vild med den første bog i ”Død Verden” – serien, og jeg kunne slet ikke vente med at finde ud af, hvad der ville komme til at ske i næste bog. Jeg gik i gang med ”Utopia” med det samme, for jeg var bare nødt til at finde ud af, hvordan det ville komme til at gå Nora og hendes gruppe.

Endnu en gang formår Louise at tage vejret fuldstændig fra mig med sin skrivestil. Hun skriver fænomenalt! Hendes skrivestil er fantastisk levende, og jeg kunne ikke undgå at falde for denne verden igen. Louise skriver bare på en måde, så man sidder med gåsehud på armene og de vildeste sug i maven.  Det endte flere gange med, at jeg måtte tage mig selv i at huske at trække vejret, fordi jeg koncentrerede mig så meget om historien. Louise formår at skrive vild uhygge, fed humor og intens spænding ind i sin bog på en helt igennem genial og altopslugende måde. Det hele flyder bare så dejligt ubesværet, mens jeg læste. Skrivestilen er simpelthen en fornøjelse, og bogen er nem at læse. Dette synes jeg er en kæmpe bonus og imponerende arbejde fra forfatters side med alle de detaljer, der er. Louise formår at gøre hele universet nemt og ukompliceret. Stor ros til hende for det!

Jeg var mildt sagt meget spændt og også en smule nervøs for at læse videre i ”Død Verden” universet. Zombierne er ikke en umiddelbar trussel længere, og jeg var lidt nervøs for, om en del af uhyggen og spændingen ville forsvinde ved det. Dog bliver denne tvivl hurtigt bragt til skamme. Bogen emmer stadig af hjertehamrende spænding og gispende uhygge. Jeg elskede virkelig hvert sekund af den! Den verden er så tæt på vores egen, men så alligevel så langt fra, som man kan komme. Noras paranoia skaber uden tvivl også en hel del af uhyggen, og jeg elskede, at jeg faktisk sad og blev i tvivl om, om der virkelig var noget mystisk ved den sikre zone, Utopia, eller om jeg skulle begynde at betvivle Noras sindsstilstand og paranoia. Jeg blev virkelig opslugt af den måde, Utopia fungerer på, og hvordan Nera bliver integreret der og lever sammen med vampyrelverne og de andre overlevende.

Karaktererne faldt jeg for helt forfra, da jeg begyndte på ”Død Verden 2 – Utopia.”  Jeg elsker Nera og Aidan og deres helt igennem gennemførte personligheder. Dog synes jeg, at jeg mangler det tætte venskab, der var mellem dem i bog 1. De kommer til at være lidt for meget dem selv i bog 2, og det synes jeg er ærgerligt. Noget af det, jeg virkelig elskede ved bog 1, var det tætte sammenhold og den tillid, der var mellem de to. Nu hvor dette så godt som er væk i bog 2, følte jeg, at der manglede noget. Jeg både elskede det og hadede det en lille smule. For jeg synes, det var en så stor del af Nera, at hun havde Aidan som nær ven og beskytter, men på den anden side elskede jeg, at jeg følte den tomhed. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det måtte være sådan Nera følte det, når hun ikke så Aidan så meget mere. Jeg savnede Aidan sammen med hende og følte mig faktisk en smule tættere knyttet til Nera på den måde.
Man ser til gengæld en masse til Bane i ”Utopia,” hvilket jeg er rigtig glad for! Jeg følte, jeg lærte ham meget bedre at kende i denne bog og kunne bedre forstå Neras fascination af ham. Derudover ser og hører man også en masse til de andre overlevende, hvilket jeg synes var virkelig spændende!

”Utopia” har et fascinerende og skønt persongalleri, hvor jeg ikke kunne undgå at knytte mig til Nera og hendes gruppe.

Louise har igen formået at skrive en henrivende roman, der tog vejret fuldt og helt fra mig.  Det er en fed læseoplevelse, jeg klart kan anbefale, hvis man er til mennesker, der lever sammen med vampyrelvere, og den spænding, der følger med ved at følge mennesker, der har være under så intens pres og frygt! Jeg kan garantere chok og genial manipulation af læser og karakterer!

 

”Død Verden 2 – Utopia” får 4 stjerner ud af 5.

Julie M. Day: Den halves arv (Grænsen til Trafallas 1)

 Forfatter: Julie M. Day     Originaltitel: Den halves arv      Antal sider: 466

        Forlag:  Skriveforlaget       Serie: Grænsen til Trafallas #1    Antal stjerner:  

Sprog: Dansk

Bogen er ikke et anmeldereksemplar


Da Grace stifter bekendtskab med en mærkværdig skriftrulle, og der samtidig kommer en fremmed mand til byen, er hun ikke i tvivl – den fremmede vil hende noget, og det er ikke nødvendigvis noget godt. Inden længe bliver Grace hvirvlet ind i en ældgammel fejde mellem godt og ondt. Hun er stærkt ønsket af nogen i det fremmede og magiske land, Trafallas, mens andre helst ser hende forsvinde. Hvem er de gode, og hvem er de onde, og hvem af dem kan Grace stole på?

Grænsen til Trafallas er en fængslende fantasyfortælling om krig, magi og kærlighed, om at finde sin rette identitet og om at turde at ofre sig for at redde dem, man elsker. Den halves arv er 1. del af 3.

Grænsen til Trafallas var en bog, jeg fik anbefalet af en veninde. Dog tøvede jeg med at købe den, da jeg til tider kan have svært ved at få læst fantasy. Ikke fordi, jeg ikke kan lide genren. En fantasy skaber bare ofte en masse indtryk, og der er meget at holde styr på – derfor læser jeg nogle gange dem langsommere end andre genrer.
Dog blev min veninde ved med at tale Trafallas’ sag, og jeg blev til sidst overbevist om, at jeg måtte give den en chance.
Jeg købte den til Fantasyfestivallen i Esbjerg i år og glædede mig til at komme i gang med den.

Denne bog var et væld af overraskelser – ikke mindst skrivestilen.  Den var på ingen måde, som jeg havde forventet. Den var sådan lidt mere gammeldags og højtidelig, og da jeg på ingen måde normalt er til den måde at skrive på, frygtede jeg, at jeg ville blive nødt til at opgive bogen.
Dog blev min frygt hurtigt gjort til skamme. Efterhånden som historien udvikler sig, udvikler Julies skrivestil sig også, og hun skriver virkelig smukt. Hun skriver på en anderledes måde, end jeg er vant til, og her er det med til at skabe noget unikt til den verden, hun har skabt.  Jeg endte med at elske hendes skrivestil og syntes, at det var fedt, at hun har turdet skille sig ud fra mængden med den måde, hun skriver på.

Dog bliver der gjort al al for meget brug af udråbstegn. Jeg tænker, at udråbstegn bliver brugt, når karakterer er vrede, ophidsede, bliver forskrækkede – ting hvor der kan blive råbt, og tingene bliver sagt hårdt. Men her bliver udråbstegnene brugt i vidt forskellige sammenhænge. Der har været tidspunkter, hvor jeg har misforstået måden noget blev sagt, indtil det blev forklaret i sætningen efter. Jeg lægger måske for meget i det tegn, men det begyndte bare til sidst at irritere mig, at der var så mange udråbstegn, hvilket jeg synes var ærgerligt.

Plottet er fyldt med en altopslugende spænding fra side 1! Jeg elsker alt ved Trafallas – den verden Julie har skabt med de skønne elvere. Julie får på vidunderlig vis gjort elverne i sin historie til sine egne, og historien skiller sig ud fra mængden, så man husker den.  Hendes beskrivelser af omgivelserne er med til at gøre historien magisk og vække Trafallas til live. Jeg elskede at dykke ned i denne verden og finde ud af, hvilket nyt jeg nu ville opdage. Hver gang, jeg læste et nyt kapitel, opdagede jeg nye ting om Trafallas. Jeg tror, jeg var lige så fascineret af den verden, som Grace er. Det er en verden, jeg havde lyst til at dykke ned i og blive ved med at være der.
Jeg kunne sagtens forstå Grace. Denne verden ville jeg også gøre alt for at blive i.
Selvom det er en helt ny verden, hvor der er en masse at holde styr på, formår Julie at gøre det dejlig nemt og overskueligt. Jeg kunne huske navne på byer, væsner og holde styr på karakterers navne, selvom de var så anderledes. Julie har skrevet en utroligt smuk og gennemført fantasy.
Noget andet, jeg bliver nødt til at rose, var Julies brug af tid. I mange bøger føler jeg, at karaktererne skal nå en masse på utrolig kort tid – det kan gå alt for stærkt efter min smag. Men i Trafallas går der faktisk et godt stykke tid, fra Grace kommer til denne nye verden, og til al actionen begynder. Og jeg elskede det virkelig. For der sker stadig en masse, selvom Grace ikke bliver udsat for ondskaben og vild action fra start. Hun skal lære at begå sig i den nye verden, hun befinder sig i, og jeg fulgte betaget med, mens hun såvel som jeg, lærte den at kende. Jeg kedede mig ikke et eneste sekund!

Jeg elsker karaktererne i Trafallas! Det er dem, der har størstedelen af æren for, at jeg faldt pladask for historien. Især Fëra, Grace og Zachos rørte mig meget, og knyttede jeg mig enormt meget til. De har nogle vidunderlige personligheder, og jeg blev rigtig godt underholdt af dem også.  De kæmper for det, de tror på og udviser hver især en utrolig styrke – selv Grace, der bliver kastet hovedkulds ind i en ny verden.
Kanthos fik jeg aldrig skabt helt samme bånd til. Selvom jeg ikke var i tvivl om hans hensigter, og at han holder af Grace, følte jeg bare en vis form for afstand fra ham. Dog er han stadig en skøn karakter, jeg holdt meget af. Dog nåede han bare ikke helt op på niveau med de andre tre.
De onde karakterer er virkelig også bare gennemførte i deres ondskab. Når de trådte frem, stod gåsehuden frem på mig, og den uhyggelige stemning trådte tydeligt frem mellem bogens linjer.
Karaktererne fik mig i den grad til at føle, og var vild med det. Deres følelser blev mine, og jeg blev fuldstændig grebet af dem. Julie har skabt karakterer, der fanger én, rører én og i den grad også skræmmer én.

Grænsen til Trafallas – den halves arv er fantastisk og fuldendt, og jeg nød hvert eneste sekund af den. Det er en så flot fortælling, der bare har det hele! Det er fantasy, når det er bedst.
Hvis man elsker fantasy, og hvis man elsker elvere, er dette en bog, man ikke må gå glip af!

Grænsen til Trafallas 1 – den halves arv får 5 stjerner ud af 5.

 

Gena Showalter: Førstelivet (Everlife #1)

Forfatter: Gena Showalter     Originaltitel: Firstlife    Antal sider: 430

        Forlag:  HarperCollinsNordic       Serie: Evigt liv  #1    Antal stjerner:  

Sprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget HaperCollinsNordic


 Tenley ”Ten” Lockwood er en helt almindelig 17 årig pige – bortset fra én ting. Hun har tilbragt de sidste tretten måneder låst inde på en anstalt. Hvorfor?  Fordi hun nægter at lade sine forældre bestemme, hvor hun skal bo – efter hun er død. I den virkelighed, hvor Tenley Lockwood bor, kender alle sandheden: Førstelivet er kun en generalprøve, og det virkelige liv begynder efter døden.

I Det evige liv findes der to virkeligheder: Trojka og Myriaderne –  livslange fjender og dødelige rivaler. Begge vil gøre hvad som helst for at rekruttere Ten. Snart er hun på flugt, fanget i en styrkeprøve mellem to virkeligheder, som begge vil have hendes ånd. Hvem kan hun stole på? Og hvad sker der, hvis den virkelighed, hun havner i, ikke er det sted hendes livs kærlighed bor?  Hun må ganske enkelt holde sig i live længe nok til, at hun kan træffe beslutningen selv…

 Det første, jeg faldt for ved denne bog, var coveret. Det er så dragende og gudesmukt, at det var lige før, jeg bare måtte have bogen på grund af coveret. Men jeg læser altid bagsideteksten, og det afgjorde sagen for mig. Jeg blev simpelthen nødt til at lære Gena Showalters verden at kende og ikke mindst hovedpersonen, Tenley.

Skrivestilen er noget af det bedste, jeg har oplevet i år! Uden tvivl. Gena skriver på en sådan måde, at jeg blev suget ind i hendes verden fra første side, og den slap aldrig sit tag i mig.  Selv efter jeg er blevet færdig med den, kan jeg stadig mærke eftervirkningerne af den. Jeg er ikke selv klar til at give slip på Ten.
Gena lægger ingen fingrer imellem og skåner os ikke for detaljer, hvilket jeg synes er fedt og var med til at skabe den helt rigtige stemning. Desuden er bogen spækket med humor, der er med til at løfte den til tider meget dystre og uhyggelige stemning. På samme tid tror jeg også, at humoren blandt Ten og dem omkring hende er med til at gøre det hele lidt lettere for dem – at tage en smule afstand til alt det mørke, der sker. Gena Showalter skriver på en helt igennem fantastisk måde, der gjorde, at jeg faldt pladask for alt ved Førstelivet.

Men at falde hårdt for en bog, kan også gøre ondt, og Gena er en forfatter, der virkelig knuste mig. Men når en forfatter får mig til at føle så meget for en bog, ved jeg, at det er en helt speciel læseoplevelse, som jeg på ingen måde vil være foruden.

Karaktererne er vidunderlige! Især Ten, Archer og Killian. De greb om mit hjerte med en fast hånd, og de knuger stadig fat om det, selv efter jeg har lagt bogen fra mig. De hver især er kæmpe personligheder, der gør historien til noget helt særligt!
Ten gør mig usigeligt glad, lykkelig og trist på samme tid. Det er forfærdeligt, at en pige på bare 17 år har oplevet så meget ondskab, kun fordi hendes forældre vil fremskynde et valg, hun er usikker på at tage. Hun er mistænksom, fjendtlig og konstant på vagt. Det gjorde ondt på mig, at hun følte, hun var nødt til at stille spørgsmål ved alles intentioner – selv familie og de få venner hun har.  På trods af al hendes afstandtagen og mistænksomhed, knyttede jeg mig enormt meget til Ten. Bag hendes fjendtlighed er hun bare helt igennem god, og hun er villig til at ofre sig selv for at redde andre. Efter alt det hun har været igennem, lukker hun stadig folk ind og får nogle venskaber på hendes rejse og en forelskelse, som jeg slet ikke anede om, om hun ville give efter for.  Samtidig så jeg virkelig meget op til hende. Hun står ved sin beslutning om ikke at lade andre træffe valget om Virkelighederne for hende, lige meget hvilke grusomheder, hun bliver udsat for. Hun ville have den tid, hun havde behov for og ikke lade sig presse, selvom det er noget nær umuligt. Jeg beundrede hendes styrke og beslutsomhed. Hun fik mig til at se indad og tænke over, hvordan og hvorfor, jeg har taget de beslutninger, jeg har taget i mit liv. Hvor mange af dem har egentlig været for min skyld? Hvor mange af dem har været for at glæde andre?

Jeg elsker Archer og Killian – to personer, jeg ikke vil afsløre alt for meget om. Det må Ten gøre for jer.   Men de er nogle charmetrolde med skønne personligheder, og de gør bare noget rigtig godt for Ten.  Jeg knyttede mig så meget til dem alle tre og følte, at jeg havde fået mig tre nye venner, mens jeg læste. Jeg følte især en stærk tilknytning til Ten og kunne relatere enormt meget til hende. Hendes usikkerhed om, hvad der ville være det rette valg for hende var knusende og til at tage og føle på.
Gena skaber karakterer, der så virkelighedstro, at det fik mig til at gyse på den gode måde. Det er karakterer, der er med til at gøre hele Genas verden så unik og spændende! At høre Archer og Killian fortælle om de to virkeligheder til Ten var så spændende og føltes så levende.  Karaktererne er med til at gøre denne verden til virkelighed og få de vildeste billeder frem på nethinden.

Plottet er fuldstændig vidunderligt og perfekt.  Gena har skabt en fascinerende og unik verden, hvor det ikke kun er ens nuværende liv, der har betydning. I denne bog har Efterlivet også en stor betydning for dem, og jeg var vild med den tanke. Også, at der i Efterlivet er to virkeligheder – to virkeligheder, der er så forskellige, men alligevel hver især har nogle attraktive og beundringsværdige værdier.

Alt det med de to virkeligheder, der findes, kunne godt være noget kompliceret at finde rundt i, især fordi det går ret stærkt med at blive kastet rundt i dem. Dog gør det ikke så meget ikke at have helt styr på det i starten, bare at man kan holde styr på Trojka og Myriaderne, og de ikke kan fordrage hinanden. Så kom alt det andet stille og roligt, og pludselig sad jeg faktisk og havde rigtig fint styr på det hele, og hvad de to virkeligheder stod for. Dog kunne jeg måske godt have brugt ind lidt bedre introduktion af de forskellige jobs, de har i Efterlivet. Den eneste, jeg var helt sikker på, var Arbejderne, og det var fordi netop to Arbejdere forsøger at få en stor indflydelse på Tens fremtidige valg.
Bogen er fuld af de vildeste plottwists, der fik mig til at gispe både af glæde, chok og rædsel!
Førstelivet er en fortryllende og forblindende fortælling!

Jeg sidder og kæmper for at finde ord, der retfærdiggører, hvad jeg føler for denne bog. Den har ramt noget dybt inde i mig, som jeg sjældent oplever. Jeg elsker, når bøger får mig til at føle, og Førstelivet får mig til at føle uendeligt meget.
Det er en bog, der har efterladt et aftryk i mit hjerte og gjort et kæmpe indtryk på mig. Det er en historie, jeg aldrig vil glemme og en verden, jeg bliver nødt til at vende tilbage til.  Den efterlod mine følelser rå, blottede og blødende.

Førstelivet er en af de mest overraskende, smukke og følelsesladede bøger, jeg har læst i år. Det er uden tvivl en af de bedste bøger, jeg har læst i år.
Tårerne strømmede ned ad mine kinder, mens jeg læste, og tårerne truer stadig med at falde, når jeg tænker tilbage på den.

Førstelivet er en smuk og rørende fortælling om at være tro mod sig selv og træffe sine egne valg, uanset betydningen det kunne have for andre. Om den styrke og kraft kærlighed og venskaber giver os.

Førstelivet er en uforglemmelig historie, som jeg aldrig kommer til og aldrig har lyst til at komme mig over.

Førstelivet får 5 kæmpe store stjerner ud af 5.

Min Notesbog

 

 

Forfatter: Politikens forlag     Originaltitel: Min notesbog      Antal sider: 280
Forlag:Politikens forlag         Serie: –              Sprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra og Politikens Forlag


Jeg har altid elsket Bullet Journals og har virkelig nydt at se, hvordan folks journals ser ud, hvordan de designer dem, og hvad de hver især vælger, der skal være i dem. Dog har jeg også altid misundt dem lidt, da jeg ikke selv har tålmodigheden eller kreativiteten til at lave en selv.
Heldigvis har Politikens Forlag lavet denne bullet journal, som de kalder “Min notesbog.”
I dette indlæg, vil jeg vise jer lidt af, hvad der egentlig er i “Min Notesbog” og hvad, jeg synes, er særligt ved den.

Men hvad er en Bullet Journal egentlig?

Jo, det er en ny slags kreativ kalender, hvor ens ideer, tanker, planer, mål, rejser osv. kan blive skrevet ned. Den hedder Bullet Journal, fordi man opstiller sine informationer i såkaldte “bullet points” – i punktopstillinger.  Dette har Politikens Forlag også gjort, men de har samtidig også gjort plads til, at man stadig selv kan få sat sit eget præg på den, hvilket jeg er helt vild med.

Der er en rigtig lækker guide til, hvordan man bruger notesbogen og de forskellige ting, de har indsat i den. Fx “humørblomsten” som man kan bruge til at holde øje med sit humør og sin sindstilstand. Jeg synes, det er en virkelig god ide, da jeg selv godt kan have perioder, hvor jeg har det svært – denne blomst vil gøre mig mere opmærksom på mine følelser og mit humør og måske få mig til at tænke tingene mere igennem, når jeg ser tilbage på, hvordan denne blomst er blevet farvet den følgende måned.
Hvis man kunne tænke sig at fokusere på kost og motion i 2018, har “Min Notesbog” også gjort dette lidt nemmere for dig, med oversigter i hver måned. Så har man lige en ekstra hjælp til at komme i gang og blive mindet om at spise sundt og træne lidt mere!

I bogen er der en masse lækre ting for alle. For bloginteresserede er der et afsnit, hvor man blandt andet kan fylde ind, hvilke bloggere, man følger og på hvilke medier.
Et afsnit, jeg rigtig godt kan lide, er det med Personlig udvikling. Jeg læste det igennem, og det har givet mig nogle rigtig gode værktøjer, jeg kan bruge.

En af de ting, jeg virkelig elsker ved den, er de små citater, der er placeret rundt omkring i notesbogen. De er virkelig gode og søde og kan være med til at løfte mit humør på en hård dag.
Samtidig er der også en funktion i den, som jeg uden tvivl vil få rigtig meget gavn af, især til sommer. De har lavet et fint lille skema over, hvor mange glas vand, man har drukket i løbet af dagen, hvor man så skal krydse af for hvert glas. Jeg har selv enormt svært ved at få drukket nok, og her vil notesbogen være en stor hjælp til at minde mig om, hvor lidt jeg egentlig har drukket.
For en person som mig, der har det lidt med at dvæle ved det negative, har “Min Notesbog” en anden fed detalje: I hver måned er der en side, hvor man kan udfylde højdepunkterne for den følgende måned. Derved, kan man blive mindet om det positive, der sker i ens liv, og at der ikke nødvendigvis kun sker dårlige ting. Jeg blev rigtig glad, da jeg så denne side, for jeg vil uden tvivl gøre rigtig meget brug af den, når mit humør ikke lige er på sit højeste.

Hvis man har lidt svært ved at sætte målsætninger for sig selv har notesbogen også et afsnit, hvor man kan få rigtig gode råd og vejledning om dette. Om hvordan du kan gøre, og hvad der er smart omkring dine målsætninger. Derudover er der også en slags rejseguide – den kan hjælpe dig til at huske dine minder på rejsen, hvad man skal huske at opleve og en masse andre ting. Personligt synes jeg, det er en virkelig fed detalje at have med i bogen, da man nemt kan glemme fx rejsemål, når man først er kommet frem.

Jeg er virkelig glad for min “Min Notesbog” og er ikke et sekund i tvivl om, at jeg vil få rigtig meget glæde af den, når jeg tager den i brug i det nye år.  Jeg bruger i forvejen kalender rigtig meget, men det, at den bliver gjort lidt mere spændende og lidt mere personlig, gør bare noget ekstra for mig og gør en kalender lidt mere spændende at have med at gøre. Den er jo ikke kun en kalender mere – den er meget mere end bare en kalender.

“Min Notesbog” kunne være en rigtig god gave ide til at komme under juletræet – eller måske en ekstra julegave til dig selv?

Mit Bogforum 2017: Lørdag

Min lørdag til Bogforum, var noget mere tæt pakket, end om fredagen, og jeg glædede mig usandsynligt meget til det alt sammen. Især to forfattere var jeg enormt spændt på at se: Katja Berger og Adam Silvera! Jeg kom tidligt og gik rundt sammen med en veninde, inden første punkt på mit program skulle komme.

Tiden gik dog hurtigt, og jeg gik ned mod Bella Scenen, hvor Katja Berger skulle blive interviewet af forfatter Haidi Wigger Klaris. Jeg kom i god tid, så jeg var sikker på at få en god plads, og jeg var så heldig at få plads aller forrest!
Jeg har hørt Katja snakke om sin bog før, men det var mit første interview, jeg kom til at høre omkring “Sjælehenteren”. Jeg elsker det univers, Katja har skabt i “Sjælehenteren,” og jeg kunne ikke vente med at komme til at høre mere.
Det var et virkelig godt interview, og Haidi stillede nogle rigtig gode spørgsmål. Katja gjorde det også super godt og sørgede med sin oplæsning for, at jeg igen fik lov til at synke ned i det skønne, skønne univers! Det var et dejligt interview!

Og så skulle jeg ellers på forfatterjagt! Der var én forfatter, jeg ikke ville kunne nå at få signeret bøger af senere på dagen, og en anden forfatter jeg ikke nåede at fange i går. Så min veninde og jeg gik på jagt og fandt heldigvis Louise Haiberg på Tellerups stand. Dog var Anika Eibe ikke at finde. Mens Louise stod og signerede mine og min venindes bøger, dukkede Anika pludselig op. At ja, der var blevet ringet efter hende, fordi der var nogen der ledte efter hende. Meget fornemt.
Så jeg var en meget glad bogblogger, der fik skrevet i alle mine 8 bøger!

Så skulle jeg mødes med 3 skønne forfattere bare til en hyggesnak, nemlig: Karen Inge Nielsen (Ravneskrig), Charlotte Fischer (Sjælevandrer) og Julie M. Day (Grænsen til Trafallas). Tre helt igennem vidunderlige kvinder og forfattere, og jeg nød virkelig deres selskab. Dog kunne jeg ikke blive så længe, da jeg skulle ned og se et interview med Adam Silvera. Så efter en halv times tid måtte jeg desværre smutte fra dem. Heldigvis havde min veninde holdt en plads til mig og en anden veninde, og vi fik faktisk rigtig gode pladser. Fremmødet til Silveras interview var helt sindssygt, så vi var heldige, at få så gode pladser!
Interviewet var rigtig godt! Jeg har ikke læst nogle af hans bøger endnu, men efter interviewet fik jeg endnu mere lyst til det. Det var skønt at få et indblik i Silveras tanker og skriveprocessen bag hans nyeste bog på dansk “De dør begge til sidst.” Det var et meget interessant interview, hvor der blev stillet nogle gode spørgsmål, og Adam Silvera var rigtig god til at underholde publikum.
Derefter var der signering! Selvom jeg ikke har læst hans bøger endnu, var jeg nødt til at få hans bøger signeret. Jeg havde købt alle tre til formålet. Dog havnede vi langt tilbage i køen og måtte vente i en time for at få bøgerne signeret. Men det var ventetiden værd. Adam var så sød, og han tog sig god tid til os alle sammen.
Jeg fik endda taget et billede med ham!

Derefter havde jeg ikke mere på programmet til selve Bogforum, men den veninde, jeg fulgtes med i weekenden, og jeg havde planer efterfølgende, som dog også var bogrelaterede: Vi skulle ud og fejre Nicole Boyle Rødntes’ bogudgivelse nr. 50. Det blev holdt på en hyggelig bar med lækre (og stærke!) drinks, hvor vi fik hørt rigtig meget om Nicoles to nyeste romaner: “Udstillet” og “Genfærd”. To bøger, jeg glæder mig helt vildt til at læse!

En anden blogger, der var til stede til arrangementet, var Reading Raindrops. Jeg havde også mødt hende om fredagen til brunch, og hun er simpelthen så sød. Hun skulle tilfældigvis hele vejen med tilbage til Farum, og det var bare så hyggeligt.

Desværre var mit Bogforum eventyr ovre for denne gang, da jeg havde planer søndag.
Dog glæder jeg mig allerede helt vildt til Bogforum 2018!

Louise Haiberg: Død Verden #1: Monstre

               Forfatter: Louise Haiberg     Originaltitel: Monstre      Antal sider: 255

        Forlag:  Tellerup                   Serie: Død verden #1    Antal stjerner:  

Sprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra og forlaget Tellerup


 Mit navn er Nera. Dette er mit liv, min virkelighed. Den nye verden. Jeg begyndte at skrive dagbog for ikke at glemme dem vi mister. Fordi jeg ikke længere kan holde ud at glemme dem. Den indeholder min historie. Mine minder og beskrivelser. Jeg skriver den til fremtidige generationer … Nera lever og overlever i en verden hvor døden venter om hvert hjørne. Zombier lagde den gamle verden i graven, og livet handler nu om ren overlevelse. Intet sted er trygt, og alt virker tabt da menneskehedens redning dukker op fra en uventet side. Men alt har en pris, og er det virkelig det værd? Hvor langt vil man gå for at holde sig i live?

Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker verdner med zombier, og at jeg er kæmpe fan af The Walking Dead. Dog har jeg indtil videre ikke fundet en bog om zombier, der har kunnet fange mig. Da jeg så så, at Louise Haiberg udgav en trilogi omkring zombier, og hvor bagsiden endda også fangede mig, blev jeg helt ekstatisk. Den måtte jeg bare læse! Jeg havde endnu ikke nået at læse nogle af hendes andre værker, men nu skulle det være!

Og hvilken bog at starte med! Wow! Jeg er nu kæmpe fan af Louise Haiberg!

Hun har den fedeste skrivestil, der fangede mig allerede fra første linje. Hun skriver så levende og underholdende, og selvom vi er i en dybt alvorlig situation i bogen, fik karaktererne mig gentagne gange til at le. Det var vidunderligt, at der ikke kun blev dvælet ved alt det dårlige og farlige, men at der også var plads til drillerier og latter. Louise skriver på en måde, jeg sjældent oplever, og så ved jeg bare, at jeg har fat i noget godt. ”Monstre” er skrevet på en måde, så jeg var fuldstændig opslugt af historien. Det hele bliver vagt til live på den mest pragtfulde måde, og det føltes som om jeg befandt mig lige dér sammen med Nera og Aidan. Jeg kunne føle deres panik, deres tvivl, deres usikkerhed og det tætte bånd, der er mellem Nera og Aidan. Jeg følte det så stærkt, at jeg blev jaloux på Neras vegne, da andre karakterer begyndte at interessere sig for Aidan. En jalousi der ganske vidst ikke behøvede at være der, men ikke mindst, så kom den altså.

Jo længere jeg kom ind i bogen, des mere sikker i min sag blev jeg: Jeg havde her at gøre med en genial og unik bog! Så velskrevet, at jeg fik kuldegysninger, mens jeg læste.  Louise fik mig til at føle, mens jeg læste, og det er en så fed fornemmelse og gør bare læseoplevelsen til noget helt andet. Louise skriver på en måde, så jeg følte med hver en fiber i min krop. Det var en fantastisk og intens læseoplevelse.

Noget andet, jeg bliver nødt til at nævne, er de dagbogssider, der er i bogen. Nera skriver dagbog, når de en sjælden gang imellem har en pause fra zombierne, og her er der bare den fedeste detalje: Det er håndskrevne sider! Ikke computerskrevne, men virkeligt håndskrevne sider! Det er en så flot detalje, jeg bare er helt vild med. Det gjorde altså bare noget ekstra ved læseoplevelsen. Det var som at sidde med Neras dagbog. Jeg kunne forestille mig hende sidde og skrive de sider i mørket – at hun kommer til at tvære snavs af på siderne, fordi nok ikke lige har de bedste muligheder for at gå i bad, at regnvand tværer noget af teksten ud, fordi Nera ikke kan komme ordentligt i læ for regnen. Der er endda de fineste små tegninger ved teksten, som jeg levende kunne forestille mig, hun sidder og tegner, når hun ikke ved, hvordan hun skal skrive det næste. Jeg var vild med det! Det skabte en helt speciel og unik stemning i bogen, som på ingen måde kunne være blevet fanget på samme vis, hvis det havde været computerskrevne sider. Det hele bliver bare så meget mere personligt på den måde.

Jeg var lidt spændt på, om plottet ville være noget for mig, fordi andre zombiehistorier har skuffet mig førhen. Dog var der ingen grund til bekymring, og jeg elskede hver eneste detalje ved det her plot. Jeg var endda også lidt skeptisk ved karaktererne Bane og Kirsta i starten, om de ville ødelægge historien for mig. Men heller ikke her blev jeg skuffet, og jeg gik faktisk hen og blev virkelig glad for Bane. Jeg vil ikke fortælle præcis hvorfor, jeg var i tvivl om, om Bane og Kirsta ville ødelægge det for mig, da jeg ikke vil afsløre noget. Men jeg kan sige så meget, at det havde med deres ophav at gøre.
Jeg elsker, elsker, elsker virkelig den her bog! Den er bare så gennemført, og jeg nød hvert eneste øjeblik, jeg sad med den.  Den er både sjov, alvorlig, dyster og uhyggelig, og jeg er så glad for, at Louise har gjort plads til det hele, at man ikke drukner i alt det dårlige, og at karaktererne også får lov til at leve lidt. At der endda bliver gjort plads til følelser som begær og forelskelse var noget, der virkelig kom bag på mig, men ikke mindst noget jeg var ovenud lykkelig for. Det varmede mit romantiske hjerte, at de stadig kunne se på hinanden og føle de følelser til trods for situationen, de stod i.

Noget, der virkelig fascinerer mig ved historier om en zombie apokalypser, er ikke så meget selve zombierne og splatterdelen. Det er faktisk det psykiske aspekt i det – hvad mennesker kan blive drevet til at gøre ved hinanden i de mest ekstreme og pressede situationer. Dette får Louise med til skræmmende perfektion, og der er nogle helt igennem skrækindjagende men samtidig fantastiske scener.

Nera og Aidan er jeg bare fuldstændig faldet for! De er karakterer med så meget personlighed og hjerte, og jeg knyttede mig uendeligt meget til dem, mens jeg læste. De passer på hinanden og de andre i gruppen. De er hinandens faste holdepunkt i en fuldstændig sindssyg verden, og jeg kunne tydeligt mærke det enormt stærke bånd, der er opstået mellem dem. Den tillid og det bånd er bare vidunderligt at være vidne til og at føle virkningen af. Selvom de er forskellige og takler nogle situationer forskelligt, er de begge uundværlige for hinanden, for gruppen og for historien. De har forskellige styrker og svagheder, og det var virkelig fascinerende at se, hvornår den ene styrter fremad, mens den anden falder tilbage. På trods af deres forskellige styrker og svagheder har de hinandens ubetingede støtte, hvilket er bare noget af det, jeg elsker ved de to. Nera og Aidan er uden tvivl favoritterne hos mig.
Hver gang Aidan kalder Nera for NeNe, hvinede jeg simpelthen af fryd. Der er bare noget helt specielt ved det kælenavn, og jeg synes, det er skønt, at Aidan ikke er bleg for at bruge det. De andre har ikke kælenavne, og jeg synes bare, at det, at Aidan har givet Nera et, er med til at vise båndet mellem dem. For min skyld kunne han blive ved med at kalde hende det og intet andet.

”Død verden 1: Monstre” er en enestående og speciel læseoplevelse. Den overraskede og imponerede mig i den grad. Jeg vil bare have mere af den verden og er så spændt på, hvad der nu kommer til at ske.  Hvor er jeg glad for, at der er to bøger mere i denne serie, jeg kan kaste mig over!

”Død Verden 1: Monstre” får 5 kæmpe store stjerner ud af 5.

 

 

Mit Bogforum 2017: Fredag

Så kom dagen endelig, hvor Bogforum startede! Trods en noget stresset tid, havde jeg virkelig set frem til weekenden, hvor jeg skulle nyde en masse bogrelaterede ting sammen med en masse vidunderlige mennesker.
Jeg var dog lidt skuffet over programmet, som jeg synes var noget tyndt i forhold til sidste år. Dog tænkte jeg, at så kunne jeg jo nå at se lidt mere af Bogforum i år end at fare rundt til signeringer og interviews, så jeg så det til sidst som en positiv ting, at mit program ikke var lige så tæt pakket  som sidste år. Så havde man også en chance som bogblogger for at komme rundt og snakke med forlag og andre bogbloggere.

Min fredag startede med, at jeg var inviteret af People’sPress til lanceringen af Sara Blædels nye roman “Ilkas Arv,” der udkom d. 3 november.  Vi blev inviteret ind på en fin lille diner, hvor vi fik en amerikansk brunch, da hovedpersonen i Blædel’s roman netop befinder sig i USA. Inden vi spiste fortalte Sara om romanen, dens tilblivelse, og om detaljer vedrørende hendes research til bogen. Det var super hyggeligt, og jeg fik snakket med nogle skønne blogbloggere, jeg ikke havde haft chancen for at hilse på før.

Da vi havde spist, havde forlaget arrangeret transport til os, så vi alle sammen blev kørt direkte til Bogforums hovedindgang. SÅ kunne Bogforum for alvor komme i gang!

Selvom jeg nu ikke havde et særlig tæt program, bemærkede jeg ved ankomsten, at jeg allerede var gået glip af to ting på mit program. Blandt andet en signering med Anika Eibe, som jeg virkelig gerne ville have været til. Men jeg håbede lidt, at jeg kunne fange hende i løbet af weekenden og få mine bøger signeret alligevel.
Der var alligevel et par timer til det næste på mit program, så jeg besluttede mig for, at gå lidt rundt og kigge på standene og se, om der var nogle gode messetilbud.

Efter at have kigget lidt rundt, var det tid til at nå hen til det næste på programmet: Signering med Nicole Boyle Rødtness! Jeg havde læst den første af hendes Ilttyv bøger for snart 1 år siden, og jeg var bare nødt til at købe de to sidste og få dem alle tre signeret. Jeg nåede lige at købe Ilttyv 2 og 3, inden signeringen startede. Nicole er bare så sød og nem at snakke med, og hun tager sig så god tid til hver enkelt, der står og får bøger signeret. Det er så skønt! Desuden opdagede jeg, at de havde lavet en super fed bogtrailer, hvor Cilles læsesal bliver nævnt sammen med en masse andre bloggere, jeg synes er fantastiske og ser meget op til! Jeg blev så glad og stolt! Jeg bliver så glad for at se, at forlagene bliver glade og værdsætter mine anmeldelser. Det varmer ekstra meget, at man så får lov til at se det på denne måde! En skøn overraskelse!

Efterfølgende tog jeg over til HarperCollinsNordics stand for at se, om jeg kunne fange forfatteren Mhairi McFarlane på standen. Hun var der ikke lige, da jeg kom derned, men fik at vide, at hun var på vej. Mens jeg ventede, kom jeg så til at købe de to sidste af hendes bøger. Jeg har kun læst én bog af hende, men jeg er fan, og jeg var nødt til at have de sidste, så jeg kunne få dem signeret! Til sidst kom hun, og jeg kunne få mine bøger signeret! Det var så skønt at kunne få dem signeret i ro og mag uden alt for mange mennesker nede på standen. Mhairi var bare skøn! Stort smilende og enormt nem at tale med! Jeg blev en smule mere fan efter at have mødt hende!

Billede venligst lånt af Sabrina’s Blog.

Efterfølgende tog jeg med to andre bloggere ned til et interview med Kenneth Bøgh Andersen og Lars Gabel, der omhandlede deres nye bog “Skæbnemageren.” Jeg har ikke selv læst den, da jeg ikke er så glad for illustrerede værker. Dog lød den faktisk ret spændende, og det var virkelig interessant at høre om arbejdet med bogen, som havde været ret længe undervejs.

Som det sidste på programmet tog jeg ned og hørte et interview med Mhairi McFarlane. Interviewet handlede primært om hendes debutroman “I det øjeblik var jeg din,” men vi fik også fortalt om hendes andre bøger. Desuden fik vi også fortalt en lille smule om hende selv, hvor hun kommer fra og hendes bøgers skriveprocesser.
Desværre havde jeg sat mig et dårligt sted, så hun sad med ryggen til meget af tiden. Og lyden i hendes mikrofon var ikke så god, så man skulle anstrenge sig noget for høre hende. Lidt ærgerligt, men det var et helt ok interview alligevel, og Mhairi var stadig skøn at opleve.

Derefter tog jeg ud med et par bloggere og spise, inden jeg vendte næsen hjemad.  Det var en dejlig dag, og jeg nød virkelig at være afsted til Bogforum og glædede mig allerede til lørdag.

Ravnedrengene (The Raven Cycle #1)

Forfatter: Maggie Stiefvater       Originaltitel: The Raven Boys      Antal sider:  436

Forlag:  Turbine        Serie: The Raven Cycle #1      Antal stjerner:  

Sprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra og forlaget Turbine


“Ser du en ånd på Skt. Marks aften kan der kun være to forklaringer: Enten er han din ægte kærlighed … eller også vil du slå ham ihjel.”

Blue Sargents mor er clairvoyant, og hvert år på Skt. Marks aften, står Blue ved sin mors side, mens ånderne af dem, der snart skal dø, vandrer forbi. Blue har aldrig selv set dem, men denne gang træder en af dem frem af mørket og taler til hende. Hans navn er Gansey, og han er en af de såkaldte Ravnedrenge – rige og privilegerede studerende fra den lokale privatskole Aglionby. Ravnedrengene er lig med ballade, så Blue undgår dem som regel.

Men Gansey er anderledes, og Blue tiltrækkes af ham på en måde, hun ikke forstår. Og så er Gansey på en mystisk mission for at afdække fortidens magi sammen med de tre andre ravnedrenge Adam, Ronan og Noah.

Lige så lang tid, hun kan huske, har Blues synske familie advaret hende om, at hun vil komme til at slå sin elskede ihjel. Blue tror ikke på ægte kærlighed, så hun har aldrig tænkt nærmere over det. Men i takt med, at hendes liv bliver tættere og tættere forbundet til ravnedrengenes overnaturlige og dystre verden begynder spådommens alvor at gå op for hende …

”Ravnedrengene” var en overraskelsespakke fra forlaget Turbine, og det var en dejlig overraskelse. Coveret er virkelig smukt og passer super godt til titlen og til historien. Dog havde jeg aldrig hørt om Maggie Stiefvater og hendes Raven Cycle serie. Jeg var inde og undersøge dem på Goodreads og fandt ud af, at Stiefvater faktisk er en ret stor forfatter med millionvis af solgte bøger. Jeg synes, det er ret vildt, at sådan en stor forfatter er gået min næse forbi. Mange danskere har faktisk allerede læst den på engelsk og glædede sig til den på dansk. ”Ravnedrengene” lød super god, og jeg gik hurtigt i gang med at læse den. Jeg måtte simpelthen lærer Blue og Ravnedrengene at kende.

Jeg var helt vild med Maggies skrivestil.  Hun skriver på en måde, der bare fra start fangede mig. Hun vækker Henrietta og dens indbyggere til live på en helt igennem fantastisk måde, og jeg blev fuldstændig opslugt af historien.  Der er lige dele mystik, alvor, uhygge og humor i den, og jeg var virkelig godt underholdt hele vejen igennem. Der sker hele tiden noget, og jeg kedede mig aldrig under læsningen.  Maggie Stiefvater skriver på en måde, så hjertet hamrer afsted i spænding, frygt, vrede og en lille smule på grund af en spirende forelskelse. Jeg kunne ikke give slip på den, og flere gange frarøvede denne historie min nattesøvn. Det er spænding på højeste plan!

”Ravnedrengene” er en fantasy fyldt med magi, mystik, og clairvoyance.  Når jeg opdager, at en bog har noget med clairvoyance at gøre, passer jeg altid en lille smule på med at forvente for meget. Jeg er selv meget kritisk på det punkt, og det skal virkelig være overbevisende, før en forfatter eller en clairvoyant for den sags skyld kan få mig til at tro på dem. Men til min store fryd er hele Blues familie så vidunderligt overbevisende, at min tvivl blev gjort til skamme og forsvandt med det samme. Maggie får clairvoyancen ind på en overbevisende men samtidig også underholdende måde, så det hele heller ikke bliver for højtideligt. Bogen er fyldt med mystik og magi, og det gør den så utroligt spænende og fascinerende, men samtidig også uhyggelig. Der står et liv på spil, og man ved, hvad de alle risikerer i deres jagt på at løse mysteriet. Mystikken er SÅ intens, at jeg holdt vejret af spænding, og jeg turde ikke blinke af frygt for at gå glip af noget. Den her bog er så spændende! Den er for vild! Forfatteren afslører lige så lidt for læseren, som hun gør for sine karakterer, og det bidrager til at gøre bogen endnu mere spændende, end den allerede er. Jeg fik hele tiden nok clues til, at jeg blev holdt ved ilden og syntes, at det hele var spændende. Samtidig bliver der heller ikke afsløret så meget, at det hele er regnet ud for hurtigt. Maggie Stiefvater har en rigtig god balancegang mellem de to ting.  Jeg var på intet tidspunkt frustreret, da jeg synes jeg fik rigtig gode mængder af begge dele.  Jeg ville løse mysteriet med Ley-linjen og Glendower lige så meget, som Blue og Gansey ville, og jeg kunne så tydeligt mærke deres frustration, fascination og frygt i deres søgen efter at finde frem til svarene. Maggie får dig nemlig til at føle med karaktererne, og jeg heppede helt vildt på dem alle sammen. Samtidig følte jeg så tydeligt Blues angst for at forelske sig og hendes forvirring over det. At jeg kunne føle alle deres følelser sive ud i mig gennem bogen, gør også bare bogen lige det bedre, og den gjorde et kæmpe indtryk.

Jeg elskede hver og en af karaktererne i denne bog! De er simpelthen så gennemførte og bidrager i den grad til stemningen i bogen. Gansey er bare så gennemført god, og han rørte mig virkelig med sin betænksomhed. Dog ødelægger hans ophav meningen med hans gode gerninger, hvilket jeg synes var så synd for ham. Han er bare skøn, og jeg forelskede mig en lille smule i ham, mens jeg læste. Han var helt klart min favorit blandt Ravnedrengene. Hans viljestyrke og drive var enormt inspirerende, og i kapitlerne, hvor jeg fulgte ham, var der et ekstra sug i maven. Det virker som om, han bare vil løse mysteriet en smule mere end alle de andre, og det kan mærkes. Så er der Blue! Blue er skøn! Så humoristisk og stærk på sin helt egen måde. Hun ved, hvad hun vil, og hvordan hun vil opnå det. Hun er næsten for stædig indimellem, men på den gode måde, og det er bare noget af det, der gør hende så sjov. Hun udvikler sig en hel del, da hun begynder, at ses med Ravnedrengene, og jeg elskede at følge den udvikling. Den eneste, jeg egentlig havde et problem med, var Adam. Han var bare en lille smule for negativ og en lille smule for stædig i forbindelse med at få hjælp og følge sine egne principper. Han var bare lige en tak for stolt, og det irriterede mig. Ellers var han dejlig! Nogle af de ting, han siger til Blue, varmede mit hjerte. Selv Ronan og sære Noah kunne jeg lide. Maggie har skabt en gruppe venner, der virkelig fanger læserens interesse, og jeg knyttede mig i så meget til dem. Jeg sad med en fornemmelse af, at jeg havde fået 5 nye venner. Når jeg har det sådan, ved jeg bare, at forfatteren har ramt plet med sine karakterer.

Maggie har gjort et eminent stykke arbejde med denne bog! Det er fantastisk fantasy på højt plan! Helt klart en af de bedste fantasy, jeg har læst i år. Bogen har en mystik over sig, som jeg aldrig har oplevet før. Jeg er så imponeret over denne roman. Den er fyldt med imponerende og vilde plottwists, der overraskede mig gang på gang og efterlod mig mundlam på den helt rigtige måde. Jeg er så glad for at vide, at bog 2 udkommer til foråret næste år, og jeg håber sådan, at forlaget vil udgive alle 4 bøger! Dette er en bog, hvor jeg ikke vil gå glip af slutningen.

Hvis man er stor fan af fantasy og det paranormale vil man elske ”Ravnedrengene”. Jeg faldt hårdt for denne bog, og det er jeg ikke i tvivl om, at andre fantasy fans også vil!

Bogen får 5 stjerner ud af 5.

Gail McHugh: Kollison (Collide #1)

Forfatter: Gail McHugh         Originaltitel: Collide      Antal sider:  337

Forlag:  Flamingo        Serie: Collide #1      Antal stjerner:  

Sprog: Dansk

Bogen er et anmeldereksemplar fra og forlaget Flamingo


Efter sin mors død rejser Emily til New York for at begynde sit nye post-college liv og komme tættere på sin kæreste Dillon. Men så møder hun Gavin, en rig og notorisk playboy, som er både ufattelig sexet og uventet charmerende. På trods af alle gode intentioner er det umuligt for Emily at slå ham ud af hovedet. Og da hun finder ud af, at han er en del af Dillons venneflok bliver tingene for alvor komplicerede…

Det er vidst ingen hemmelighed, at en af mine helt store favoritgenrer er den romantiske. Det er i den og den erotiske genre, at jeg læser flest bøger. Der er bare noget ved at læse om 2 mennesker der forelsker sig i hinanden. Det er som at opleve forelskelsen igen og igen, og jeg elsker det. Da jeg hørte om ”Kollision,” var jeg derfor bare nødt til at få fingre i den. For denne bog handler netop om kærlighed og forelskelse, men det er på ingen måde nemt for Gavin og Emily at nå den.

Gail McHugh har en smuk, anderledes og fascinerende skrivestil. Hun benytter sig meget af billedsprog, noget jeg sjældent ser blive brugt så bevidst som her. Jeg synes, det fungerer virkelig godt – det indfanger personernes følelser på en helt anden måde, men det bliver samtidig også meget mere intenst. Jeg elsker at opdage, at selvom bøgerne i den romantiske genrer godt kan virke meget ens i opbygning, så er der stadig nye måder at skrive en romantisk historie på.
Der er også noget andet, der er anderledes ved denne bogs skrivestil.  Noget, jeg faktisk var bekymret for i starten. Bogen er i 3. person og bliver fortalt både fra Gavins og Emilys synsvinkel. Dog er deres synsvinkler ikke adskilt af kapitler. Synsvinklerne skifter mellem dem i afsnit i kapitlerne. Jeg var meget bekymret for, om dette ville blive for rodet, og om jeg ville komme til at forveksle dem ved at der ikke var et tydeligt skift mellem fortællerne. Dog var min frygt ubegrundet. Gail får lavet de fineste og imponerende lette overgange mellem Gavin og Emily. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, hvornår hvem fortalte også selvom afsnitinddelingen ikke altid var lige tydelig. Jeg var imponeret over, at Gail gør dette så ubesværet. Jeg er i det hele taget utroligt imponeret over hendes skrivestil.

Plottet fangede mig helt fra start af. Normalt passer jeg altid lidt på med trekantsdramaer, da jeg nemt synes, de kan blive for meget. Men jeg elsker Emily og Gavins historie, og den måde, den er fortalt på. Der sker hele tiden noget mellem Gavin, Dillon og Emily og jeg kedede mig ikke et eneste sekund under læsningen. Jeg blev fuldstændig opslugt af bogen og de voldsomme følelser, der er i den og plantede sig i mig. Jeg sad konstant med sug i maven af spænding, og mit hjerte hamrede afsted sammen med deres.

Dog fik jeg indimellem lidt for meget af, at Gavin og Emily var så triste og kede af det. Ikke engang Emily, som egentlig er i et forhold, er særlig lykkelig. Det blev bare lige trist nok til min smag – især Gavin kan have det hårdt og svælge i selvmedlidenhed.
Dog er dette ikke noget, der fylder for meget i bogen – der bliver fokuseret meget mere på de følelser, der er så meget mere end begær mellem Emily og Gavin, hvilket jeg er helt vild med. Der er nogle scener, der er så smukke, sjove og rørende, og samtidig så dejligt normale og hverdagslige.
”Kollision” er en romantisk og intens fortælling om to menneskers kamp for at opnå den ægte kærlighed.

Persongalleriet var virkelig spændende. Der var mange forskellige karakterer, og jeg elsker, at det hele fungerer, selvom de er så forskellige. Der var nogle stykker at holde styr på og deres relationer til hinanden, men Gail McHugh får gjort det hele let og overskueligt. Jeg havde ingen problemer med at holde styr på dem alle, og hvad deres relationer var.  De karakterer, der interesserede mig mest var helt klart Dillon, Gavin og Emily. I starten forstod jeg virkelig ikke, hvad Emilys problem var. Hvorfor hun ikke bare kunne forlade Dillon og løbe efter Gavin, der tydeligvis var bedre for hende. Men så dæmrede det pludselig, at den stakkels pige var blevet manipuleret med og gjort til en svag og usikker pige, der var bange for, hvad hendes valg ville gøre for hende og folk omkring hende – ja endda for Dillon, selvom han burde have været ligegyldig. Det er en skræmmende og samtidig vildt spændende udvikling, der sker med Emily. At jeg som læser ikke lægger mærke til det i starten, synes jeg er et imponerende arbejde fra forfatteren – som om jeg selv blev manipuleret med af Dillon.  Han er så udspekuleret, og det var blandt andet det, der drog mig til ham. Jeg brød mig ikke om ham, da han netop manipulerer sig til det, han vil have, men der var bare noget ved ham, som fangede mig. Måske fordi han er så langt fra, hvad jeg selv ville falde for og synes var interessant. Jeg ville finde ud af, hvorfor Emily var så glad for ham.

Jeg elsker Gavin! Hans følelser for Emily lægger han ikke skjul på, og jeg er vild med hans stædighed og vilje til at ville kæmpe for det, han vil have. Jeg beundrede hans styrke og ihærdighed, men samtidig også, at han ikke var bange for at åbne sig op overfor Emily og sine venner.  Jeg er vild med en mand, der tør tale om følelser, og sådan er Gavin. Han er en skøn charmetrold, jeg ikke kunne undgå at falde pladask for.

Emily er skøn, og jeg var vild med, at hun virkelig kæmper for det, hun tror på. Hun er overbevist om sine følelser for Dillon, så derfor kæmper hun for det, og den tryghed det giver. Hendes usikkerhed er tydelig og afspejler sig i hendes handlinger. I starten irriterede det mig, at hun ikke bare gjorde, som jeg ville have – at gå til Gavin og smutte fra Dillon. Men jeg synes faktisk, at det at hun ikke bare springer i armene på Gavin, gør hende så meget mere virkelighedstro. Hun har været sammen med Dillon i et stykke tid, og han har været hendes trygge havn i al den tid. Emily tror på det bedste i folk og følger sin overbevisning. Hvis det var mig, må jeg indrømme, at jeg nok havde gjort det samme som hende – især med Gavins baggrund med kvinder.
I det hele taget var det skønt med en roman med så virkelighedstro karakterer. Ingen af dem var perfekte, og deres fejl såvel som gode sider blev vist tydeligt frem i bogen.

”Kollison” var en sand fornøjelse at læse. En følelsesladet, romantisk og sindssygt spændende roman! Den får 4 ud af 5 stjerner af mig.

Læste bøger 2017: September + Månedens bog

September har ikke været min bedste læsemåned. Jeg har haft travlt med nyt job, hvor jeg også læser rigtig meget og har været rigtig træt, når jeg er kommet hjem, så jeg har ikke fået læst så meget, som jeg egentlig har villet. Dog er det blevet til en bog om ugen ca, for jeg har læst 4 bøger i september måned:

Den første, jeg læste, var Vejen til Panteon af Boris Hansen. Den var noget anderledes, end jeg først regnede med, hvilket jeg desværre tror skyldes hypen, der har været omkring den. Jeg blev derfor lidt skuffet i starten og blev ikke rigtig fanget af det dystopiske univers, bogen starter i. Dog udvikler denne bog sig helt fantastisk, da vi så kommer ind i en fantasyverden, og jeg slugte den efterfølgende. Det var en rigtig god læseoplevelse, og jeg glæder mig meget til at komme i gang med 2’eren og finde ud af, hvad der kommer til at ske.

Næste bog, jeg læste, var Sjælevandrer 1 – Diali af Charlotte Fischer. Denne bog imponerede mig virkelig, og jeg synes det er en SÅ flot debutroman! Charlotte skriver smukt og fangende og har skabt en virkelig spændende dystopisk verden. Mit romantiske hjerte sang, over den romantik hun har med. Det er en virkelig spændende slutning, hvor jeg sad og havde de vildeste gæt omkring, hvad der kommer til at ske i den næste bog. At der går et år, før jeg kommer til at fortsætte med denne historie, er næsten ikke til at holde ud! Jeg venter spændt!
Denne bog kan helt sikkert anbefales til alle, der kan lide dystopi, men også til folk, der ikke kender til genren og gerne vil prøve at læse en bog i den genrer!

Den tredje bog, jeg fik læst, var Katja Bergers nye roman Sjælehenteren, der udkom i midten af september. Dette er en bog, jeg virkelig havde ventet med spænding på, siden Katja annoncerede dens udgivelse for ca. 1 år siden. Og jeg blev bestemt ikke skuffet, da jeg endelig havde den i hænderne og gik i gang med at læse. Den er SÅ spændende og er en virkelig interessant fortolkning af efterlivet. Virkelig flot skrevet, og jeg elskede hvert sekund af den. Hvis man er til fantasy, må man ikke gå glip af denne her bog!

Sidste bog var også den sidste bog i en trilogi – nemlig Blodets bånd – den sidste bog i Morika trilogien. Og wow! Jeg blev blæst fuldstændig bagover af den sidste bog. Da jeg havde læst sidste side, var jeg slet ikke klar til at give slip på Korau, Eshri og deres venner endnu. Denne bog er så smukt skrevet – det er hele serien, og jeg kan klart anbefale den. Den er blandt det bedste fantasy, jeg har læst. Denne serie må man ikke gå glip af!

 

Og nu er vi så noget til månedens bog. Selvom jeg kun fik læst fire, har det faktisk været et enormt svært valg, da de alle sammen var rigtig gode men på vidt forskellige måder. Dog faldt mit valg på en bog, som jeg synes havde en interessant fortolkning af et emne og som samtidig var virkelig spændende og sjov.

Månedens bog er (trommehvirvel……)

Sjælehenteren af Katja Berger. Selvom det var tæt løb, så var Sjælehenteren altså lige det bedre – eller den var måske ikke bedre, men alligevel var den den mest spændende og underholdende læseoplevelse i denne måned. Der var bare nogle elementer i den her, der virkelig tiltalte mig, og som gjorde, at den blev den bedste i september.  Jeg var SÅ imponeret over den her bog!